Danske Shadowspawn består af en flok erfarende herre fra den danske undergrund. De har sat deres præg i den danske metal-undergrund siden midt ’90’erne.
I 2012 skabte de dette djævleyngel fra de mørkeste skygger, som fik navnet Shadowspawn. De spiller den mere klassiske dødsmetal, med en ok stor portion thrash metal smidt oven i hatten. Alligevel skiller de sig ud på bl.a. deres meget karakteristiske vokallyd, der nærmest lyder som om han synger med munden fuld af vat. Men de tør også udfordre genren med deres specielle lyd og tilgang til den.
I 2015 udgav de deres første album, “Ashes Of Sorrow”, der bestod af 6 voldsomme og meget alsidige sange. Det var death, thrash, og i min optik en snært af lidt doom.
Nu skriver vi udgangen af 2017, og de har netop udgivet deres næste album. Denne gang er det et fuldlængde album med 11 sange. Titlen er “Hope Lies Dormant”.
Vi har lyttet det igennem, og er egentlig ok tilfredse….. Tiltrods for at de rammer en genre som mange bevæger sig indenfor, altså death/thrash metal, så har de deres egen lyd… Og den er sgu ind imellem lidt speciel…. Om man kan lide det eller ej, skal være op til den enkelte.
Albumåbneren “Spawn Of Darkness” har en lækker stemningsfuld intro, bestående af lidt cello og violin. Det skaber egentlig en fin stemning der måske ikke passer helt med overgangen til de hurtige riffs der følger efter, samt den dræbende onde volkal. Men vi er i gang, og lyden banker lige ud i fjæset på os…. Hold nu kæft…. Shadowspawn mener det fanme.
“Helltaker” tager efterfølgende over. Det foregår i et hæsblæsende tempo, som viser den kompromisløse tilgang til genren og musikken som Shadowspawn gerne vil vise os at de mestre.
Til trods for at det er voldsomt og fyldt med tunge riffs og hurtige beats, så formår de at få noget regulær melodi indover også. Det er måske lige i overkanten at sige at det er melodisk død de spiller, men titelnummeret “Hope Lies Dormant” har guitarsektioner som giver noget melodisk til det bestialske rå ydre som generelt gennemsyre de 11 skæringer på dette album. Og det fungere faktisk rigtig fedt.
“Savage” føre os ind på et munkekloster hvor vi kun tør gisne om hvad der foregår i de mørke og våde katakomber. Men tilgenæld er nummeret en fed groovy satan, der giver os et lidt specielt syng-med omkvæd, og nogle fede varierende up-tempo beats. Faktisk et røv fedt nummer.
De efterfølgende numre som “State Of Decay” og “Forgotten” viser hvordan Shadowspawn kan holde sig til det der er hele fundamentet når 
vi snakker death/thrash, men samtidig kan bevæge sig væk uden at det bliver for mærkeligt og rodet. Det jeg mener med det, er at de er gode til at smide lidt ekstra krydderi på det klassiske, men stadig være tro mod genren.
Og hallo…… Er der lidt progressiv over “Endless Suffering”?!?! Der er nogle lækre sekvenser i her, der igen får det hele til at blive sådan lidt ekstra…… lækkert. Det her er sgu noget man gerne vil høre lidt mere af.
Altså…. Jeg kunne fortsætte i samme rille på de efterfølgende numre på dette album. Men jeg vil nøjes med at konkludere at albummet “Hope Lies Dormant” er at spændende bekendtskab. Det er i bund og grund klassisk Death/thrash som fundament. Men Shadowspawn er ikke blege for at bevæge sig væk fra dette fundament og udfordre genren med deres skæve tilgang til det mere melodiøse og det i nogle af numrene, storladne. De kommer aldrig for langt væk til at det bliver noget rod. Jeg synes sgu det er fedt det her. Shadowspawn udfordre genren…