Billy Boy in Poison – Invoker – anmeldelse

Review of: Invoker

Reviewed by:
Rating:
4
On november 24, 2017
Last modified:november 24, 2017

Summary:

Trackliste:
1. Absolution
2. Iron Grip
3. Divided State of Mind
4. Morcar
5. A Walk on Broken Bones
6. Exodus
7. Glaciers
8. Mara
9. Black Gold

Man må sige at Billy Boy in Posion havde noget at leve op til med deres nye album “Invoker” da de valgte “Iron Grip” som singleudspil inden albummet udkom.
“Iron Grip” står stadig som det bedste og mest stemningsfulde nummer på albummet, som består af 9 numre.
Vores forventninger var i hvert fald høje, og de blev stort set indfriet.

Albummet starter ud med en voldsom lækker lille kvæde. “Absolution” hedder den, og den ligger en god start på et album der er totalt blottet for glæde og hygge. Tilgengæld er der masser af voldsomhed, uhygge, og underfundig stemning.

Stemningen kommer godt til udtryk i det før omtalte “Iron Grip”. BBiP har ofte på dette album, en underlægning af en guitar der nærmest danner en nynnen i baggrunden af nogle af numrene. De formår med denne, at skabe en nærmest hypnotisk dragende stemning der forføre dig, og lokker dig ind i et uhyggeligt, men alligevel dybt facinerende univers. Med “Iron Grip” fanger de dig lige der hvor de vil have dig. Du kan ikke lade være med at lytte, og du vil bare have mere.

“Divided State of Mind” får dig ud af denne døs igen, med lyden af lidt mere klassisk moderne dødsmetal (hvis man kan sige det sådan).
Dette nummer sammen med det efterfølgende “Morcar” bliver i mine øre et par lidt for ordinære numre. Der er nogle fede breaks og spændende melodiske passager i “Morcar”, men de giver mig ikke helt den WOW-effekt som albummet startede ud med. Hjalte’s vokal bliver en smule for monoton. Jeg kan li’ når han variere med dyb, mellem, og de helt høje toner, hvilket han faktisk er pisse god til.
På “A Walk on Broken Bones” bliver det hele lidt for ensformigt og lige ud af landevejen. Smæk for skillingen er der, men der sker sgu for lidt. Og så alligevel ikke. Midt i nummeret kommer der en vanvittig lækker progressiv guitarsekvens, som bryder nummeret og skaber for en stund en fed stemning. Men det vare ikke så lang tid, og så er du tilbage i et lidt kedeligt nummer, der dog slutter bedre end det startede.

Men herefter bliver jeg sgu lidt glad igen. “Exodus” bringer noget eventyrligt tilbage til albummet. BBiP bringer med dette nummer igen noget af den stemning ind som de er så gode til. Og til trods for at det er dødsmetal vi snakker om her, så formår de at lave nogle gode melodier i numrene. Det er bl.a. “Glaciers” et godt bevis på. Det er råt og voldsomt, men der er hele tiden en god melodi gemt i undertonerne. Pisse fedt!
“Mara” er igen et af de numre som ikke “bare” er et dødsmetal nummer. Det fanger dig, og får dine tanker til at vandre ind i et lukket univers. Et univers du ikke kan komme ud af. Og du er splittet…. Vil du ud, eller vil du blive?? Jeg må sgu sige at BBiP kan gribe om dig og hive dig ind. Det er ikke bare dødsmetal…. Det er et musisk net der langsomt fortære dig, alt imens du blot ønsker mere.
“Black Gold” slutter albummet lige så godt af som det startede.

Til trods for 3 numre midt i albummet som ikke rigtig kunne fange mig, og som var lidt for ordinære, så var det et fedt, og på mange måder forførende album…. (sjovt at man kan sige det om et dødsmetal album).
Men jeg var generelt underholdt det meste af tiden. Så jeg vil give det 4 ud af 5 stjerner.

Billy Boy in Poison, er råt brutalt, men samtidig smukt, forførende og dragende.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*