VOLBEAT – Servant Of The Mind – anmeldelse


Reviewed by:
Rating:
4
On december 5, 2021
Last modified:december 5, 2021

Summary:

Tracklist:
1. Temple of Ekur
2. Wait A Minute My Girl
3. The Sacred Stones
4. Shotgun Blues
5. The Devil Rages On
6. Say No More
7. Heaven's Descent
8. Dagen Før
9. The Passenger
10. Step Into Light
11. Becoming
12. Mindlock
13. Lasse's Birgitta

Volbeat har netop udgivet deres 8. studie album siden deres debut “The Strength / The Sound / The Songs”. Det nye skud på stammen hedder “Servant Of The Mind”. Et album Michael Poulsen skrev på blot 3 måneder henover corona nedlukningen. Hvad giver de os så denne gang?

Det er helt tydeligt at Michael Poulsen har haft et behov eller ønske om at vende tilbage til rødderne. Efter de sidste 4 albums er gået i en retning der ikke rigtig har kunne fange Volbeat’s gamle metal publikum, har kvartetten igen fundet base i de tunge heavy riffs. Og det klæder bandet helt vildt godt. Hr. Poulsen har altid været garant for to ting. Det er de fede metal riffs, og så er det de fængende omkvæd. Nu har vi fået et album der er spækket med begge dele.

Albummet starter ud med “Temple of Ekur”, som indeholder lidt af begge dele. Gode start-riffs, samt det gode Volbeat omkvæd, dog med en lidt lækker skæv udgangs frasering. Den er efterfulgt af en mere velkendt Volbeat lyd i “Wait A Minute My Girl”, hvor de tager os tilbage til de glade 60’ere. Det er en sang du som minimum kan blive en smule glad i låget af, og det er sgu lidt svært at sidde stille.

Da jeg hørte starten på “The Sacred Stones” tænkte jeg: Det har jeg hørt før. Måske ikke helt det samme, men det er meget i stil med thrasherne fra Djursland, Killing’s nummer “Straight Outta Kattegat”. Bare uden mågerne. Prøv selv at lav sammenligningen 🙂 .

Som jeg nævnte indledningsvis, er Volbeat vendt tilbage til rødderne. Sange som “Shotgun Blues” og special “Say No More”, er proppet med heavy. “Shotgun Blues” er en dejlig tung satan, som bliver ramt af decideret thrashy riff 3:11min. inde i sangen. Det er sgu lækkert. Sidst nævnte “Say No More” er bare heavy fra start til slut. Metallica lign. riff underholder os stort set hele vejen gennem de 4:40min.

Mange har har sagt at Michael Poulsen’s vokal er for forudsigelig, og lyder af det samme fra nummer til nummer. Det er tydeligt at det ikke er tilfældet på “Servant Of The Mind”. Der bliver leget meget mere med vokalarbejdet denne gang. Der er skæve fraseringer, de dybe tilgange, de lyse, og de snerrende udbrud.

Da jeg kom til nummeret “The Devil Rages On”, gik verden i stå omkring mig. Jeg tænkte: hvad fuck er det? Det er pisse fedt!! Og det var så meget langt væk fra den “normale” Volbeat lyd. Det er total Dick Dale Surfer-rock-lyd. Volbeat har leget lidt med dette koncept før. Det var på “Sorry Sack Of Bones” fra albummet “Rewind, Replay, Rebound”. Og hold nu kæft det holder hele vejen. “The Devil Rages On” starter umådeligt tungt ud, og når vi kommer op i tempo, så er der den fedeste Surf-rock-vibe over det. Det er tæt på at være mit personlige favorit nummer på albummet, som i slut-minutterne igen bliver så fucking lækker tungt. For helvede hvor er Volbeat tilbage her!!!

For at blive i Surf-rock temaet, med en snert af Dick Dale inspiration, har de lavet “Step Into Light”. Nummeret hiver dig ind i et let syret abstrakt univers. Du bliver grebet af det, og draget længere og længere ind. Og du har lyst til at blive der.

Hvis vi skal have de lidt negative kritiske briller på også, føler jeg kun der er to svibsere på dette album. Den ene er “Dagen Før”, hvor Stine Bramsen er med på vokal. Det virker for mig som om der her skulle forsøges at lave et kæmpe hit ala “For Evigt”, som blev en kæmpe succes. Specielt under noget håndbold. Men det fungere bare ikke rigtig med “Dagen Før”. Den ryger hurtig ud i glemslen. Det samme gælder for “Mindlock”, som er en ualmindelig anonym skæring, hvor jeg hver gang jeg har hørt den, begynder at kede mig.

Men sådan er det heldigvis ikke med de resterende sange. “The Passenger” og “Becoming” giver os igen lækre heavy riffs, samt de fængende omkvæd. Du kan sgu ikke sidde stille når du høre dem. Sidst nævnte er er en hyldest til L.G. Petrov fra Entombed, der desværre døde i marts i år. Han var en af Michael Poulsens gode venner.

“Servant Of The Mind” viser at Volbeat stadig har den gode metal i blodet, og alt i alt, når de blander metal med Volbeat lyden, samt de nye toner som de finder frem på dette album, så kan det ikke gå galt. Pga et par svipsere, kan vi ikke give dem fuld plade, men 4 fede stjerner ud af 5 skal de have. Og det er satme fuldt fortjent. Tak fordi I er tilbage på metalscenen Volbeat.

/ Fravn

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*