af Dea Lykke, december 2025
For mig har musik langt hen ad vejen mest været det jeg skruede ned for hvis jeg hørte P3, baggrunds lyd eller dansebenzin til julefrokosten. Det er ikke fordi at jeg ikke har holdt af musik, men jeg har nok aldrig brugt krudt på fordybe mig i musikkens verden. Jo altså jeg ELSKER Nik & Jay – har altid gjort det og gør det stadig, og musik har altid udelukkende været lyden af glæde og dans for mig. Sådan er det ikke mere!
August 2018…Smukfest. Kolde fadøl og solskin der slikkede på kinderne. Lige om lidt skulle Anders Breinholt levere den vante dosis lette grin under optagelser til ’Natholdet’.
Foran scenen stod der måske 50 mennesker klar til det band der skulle spille inden Natholdet skulle på. Med en øredøvende rytme, skrigeri og ingen hoved eller hale i numrene….pakket ind i dystre visuelle udtryk…gik bandet på. BAEST hed de. Jeg havde aldrig hørt om det og synes det var frygteligt. Vi grinede lidt og blev enige om at de måtte være utilpassede vrede mennesker som burde få en uddannelse. Ja fordommene stod i kø.
Hvis du havde spurgt mig dengang, om jeg nogensinde ville frivilligt lytte til den slags, havde svaret været et benhårdt nej. Men klip til nu… hvad skete der lige?
Der skete jo det at jeg mødte Johnny i 2019, som uomtvisteligt elsker metalmusik…altså som i elsker ! Jeg stod et sted i mit liv hvor jeg trængte til at male med nye farver, åbne nye døre…opleve nyt og mere du ved. Johnny inviterede mig med på Copenhell. Han havde et online magasin ’Metaltone.dk’, som primært anmeldte nye udgivelser inden for hardrock og metal, og enkelte koncerter. Jeg skulle med og være en del af arbejdet på Copenhell.
Jeg kan huske, at få år før havde en medarbejder på mit arbejde ønsket ferie for at komme på Copenhell og jeg tænkte ”kondolerer”. Men nu tog jeg med – hvad var det værste der kunne ske. Jeg kunne altid skynde mig at tage hjem – med mindre de typer med sort tøj spiste mig til frokost…
Som Nik & Jay synger ”Hvornår har du sidst prøvet noget for første gang”….afsted med mig.
Indrømmet – min playliste på Spotify var ikke forandret for altid efter disse fire dage på Refshaleøen, men jeg have stået til flere koncerter hvor jeg ”fangede” mig selv i at nyde musikken. Jeg havde flere oplevelser af have lyst til at høre mere. Flere gange blev jeg draget af den energi som opstod i publikum, og mellem band og publikum.
Der var ingen facader. Når tusindvis af mennesker med vidt forskellige baggrunde mødes i en fælles passion for det ekstreme, opstår der en helt fænomenal strøm af energi.….og hey jeg blev ikke spist til frokost….
Lige om lidt skriver vi 2026, og det er snart 7 år siden jeg havde min metal-debut sår’n ægte. Siden den sommer på Refshaleøen, har jeg været til hundredvis af koncerter, på mange metal-festivaler, lyttet til mange mange timers metal musik. Jeg har lært lidt om alle de under-genrer der findes inden for metalmusikken. Jeg er stadig en novice, men jeg ved hvad jeg kan lide, og hvad der taler mindre til mig. For otte år siden anede jeg ikke, hvem Septicflesh, In Flames eller Strychnos var – og jeg anede ikke hvordan metalmusik ville blive en vigtig del af min playliste. Jeg anede ikke at metalmusik kan sætte min sjæl i svingninger på en særlig måde der kan nivellere mit nervesystem. Jeg vidste ikke jeg ville komme til at elske det..på højde med Nik & Jay.
I dag er metalmusikken krøbet helt ind i min hverdag. Forleden morgen, da jeg satte mig ind i bilen, føltes Whams “Last Christmas” som klam sirup i øregangen. Jeg slukkede, satte Crocells “Winter is Coming” på, og mærkede roen falde over mig; kontrasten mellem det brutale og det befriende. Lige der den morgen, var det bare det sindet havde brug for.
For mig er der musik til alle oplevelser, følelser og humørtyper. Nogle dage trænger mit sind til Ace of Base, nogle dage til Gnags og andre dage til rå-skæld-ud-lige-i-fjæset af Distant. Men altså min playliste bærer også præg af, at jeg arbejder i en daginstitution, så den indbefatter også ”Svens Herlig’s bryllupssang” med Bamse og Kylling, og ”Håndværkerrøv” fra MGP 2013.
I 2026 fylder Metaltone.dk 10 år – jeg har været med i 7 år. Jeg skriver sjældent ret meget for Metaltone, men laver Youtube Vlogs…altså bag kameraet. Jeg foreslog Johnny for nogle år siden, om Metaltone ikke skulle forsøge at formidle, hvad det egentlig er for noget at komme på en metalfestival? Mit ønske var, og er stadig, at give et indblik i hvad det er for en verden ”den der metal-verden”. Mit bidrag handler sjældent om anmeldelser af de enkelte numre eller tekniske detaljer i en guitarsolo. Det har jeg ikke forstand på. For mig handler det om menneskerne, energien, rammerne, maden, toilet-faciliteterne (som
åbenbart er blevet en følgeton)…alt det rundt om og ind imellem. Alt det som også betyder noget for en festival oplevelse.
Som Nik & Jay synger ”Tiden løber, men minderne står stille”. Et minde som står soleklart for mig er da jeg stod foran scenen på Næstved metalfest i august 2025 og Septic Flesh rundede af. En tåre løb ned af min kind…en tåre af glæde, taknemmelighed og bare overvældelse. Det var så vild en koncertoplevelse for mig. Det ræsonnerede i mig på en måde jeg ikke vidste mit sind ville elske. Lige der, under den stjerneklædte nattehimmel, blev jeg oversvømmet af en taknemmelighedsfølelse; jeg vidste ikke at den slags musik manglede i mit liv, men hey…det gjorde den åbenbart.
Jeg vil forsætte med at hilse forandringer velkomne – jeg kan aldrig vide, om de vil give mig lige det, som jeg ikke ved jeg har brug for. Se bare hvad det har bragt indtil nu //Dea