Ozzy Osbourne – Ordinary Man – anmeldelse

Tænk sig at en mand med så mange geniale, mindeværdige og vigtige udgivelser bag sig i en alder af 71 år begår sit livs mesterværk og udsender det bedste album i hele sin karriere…

…gad jeg virkelig godt have skrevet, men desværre er vi slet ikke i nærheden af sådan en påstand. Efter ti års pause på udgivelsesfronten med sit soloband, er gode gamle Ozzy igen aktuel med et spritnyt album. ”Ordinary Man” er desværre ikke ventetiden værd overordnet set og hørt. Jeg vil dog ikke bruge denne anmeldelse på at hagle skiven ned for ikke at være lige så stærk som fordums tids klassiske titler eller for ikke at kunne overvælde én på samme måde, som de kunne, for det ville slet og ret være uretfærdigt. Derimod vil jeg forholde mig til albummet individuelt, kommentere på hvor jeg syntes det går galt og samtidig forsøge at pointere de få men stadig eksisterende gyldne øjeblikke der rent faktisk forefindes, for selvom vi bestemt ikke snakker om et specielt opsigtsvækkende værk i Ozzy’s diskografi, er der alligevel en smule substans at hente.

Faktum er at vi er mange der elsker Ozzy Osbourne, og hylder alt det manden har gjort for metallen og generelt for musikkens verden. Dette inkluderer ikke mindst mange af de albums han har været involveret i – både med Black Sabbath og med sine egne plader. Derfor irriterer det måske endnu mere, at han bare ikke lader til at kunne ramme plet med samme kraft som i sine velmagtsdage. Men lad os nu være ærlige – få aldrende artister formår rent faktisk stadig at kunne levere et superstærkt album set i lyset af deres egne massive monumenter, som de udgav for både 20, 30, 40 og ja for enkelte heldige 50 år siden. Ozzy har kæmpet med middelmådige soloalbums de sidste mange år, og vi skal faktisk helt tilbage til ”Ozzmosis” fra 1995, før vi finder den sidste virkelig fede plade. Nuvel den var en betydelig mere afdæmpet oplevelse end tidligere, men ikke desto mindre en virkelig god udgivelse med en stærk sangskrivning. I hvert fald i min optik. Men lad os nu kigge lidt på den nye skive, og se på hvad der får os til at smile, og hvad der får os til at ryste opgivende på hovedet.

På ”Ordinary Man” kører vi lidt rundt på må og få, og det virker som om sangene har været skrevet hen over en lang periode uden at have det formål at skulle ende på samme album. Vi lægger ud med en af de stærkere sange i form af ’Straight To Hell’. En nogenlunde habil rocker som vokser en smule efter flere afspilninger og primært er drevet frem af et iørefaldende motorvejs-riff og Ozzy’s genkendelige vokal. Vi får også en masse obligatoriske ’come on, now’ og ’allright, now’ der dog virker en smule søgte og som om de kun er tilføjet, fordi fans forventer de skal være der. Derefter følger ’All My Life’ der er en ret tilbagelænet lille sang der desværre hurtigt ryger i glemmebogen. ’Goodbye’ giver os noget tungt at tygge på og lyder som om den kunne ligge i plovfuren imellem nyere Black Sabbath og nyere Ozzy solo. Et af de bedre numre på albummet. Så kommer titelnummeret – den overraskende duet imellem Elton John og Ozzy. Kan I huske den irriterende ’Dreamer’? Det her er arvtageren. Den er dog alligevel en del bedre, og hvis man ellers kan lide Osbourne, når han er i sit ballade-hjørne, er det faktisk et ganske udmærket moment på ”Ordinary Man”. De to John’er klæder overraskende hinanden godt Så når vi til pladens bedste nummer ’Under the Graveyard’ der alt i alt bare fungerer afsindig godt. Virksom opbygning, et mindeværdigt omkvæd og gode vokalmelodier. Eneste minus er den solo som kommer i midterstykket og som også stikker sit fjæs frem forskellige steder hen imod slutningen. Den kunne man med fordel have udskiftet eller helt droppet. Den næste sang er ’Eat Me’ der lige kort viser at Ozzy stadig kan blæse lidt i en mundharmonika. Sangen i sig selv er en kende til den neutrale side og det eneste stærkere punkt er hovedriffet, hvor man forsøger at skabe et ikonisk-lydende stykke melodi ligesom det man f.eks. husker Black Sabbath’s ’N.I.B.’ for. Der er dog ufattelig langt op til den liga herfra, og ’Eat Me’ bliver aldrig mere end en sang der hurtigt ryger ind ad det ene øre og ud af det andet. ’Today Is the End’ er forholdsvis ligegyldig og er også hurtigt glemt. ’Scary Little Green Men’ tager overordnet set få fanger, men har til gengæld et utrolig iørefaldende omkvæd som sætter sig på trommehinden. Det redder dog ikke sangen som helhed. ’Holy For Tonight’ sender små hilsner til Ozzy’s kærlighed for Beatles. Meget afdæmpet og kører mere på de følsomme barometre. Det er ok nummer, men heller ikke mere end det. ’It’s A Raid’ er en lidt mere energisk omgang. Der er gæsteoptræden fra en vis Post Malone. Inden albummet udkom, læste jeg en del negative kommentarer om den del, men siden jeg personligt ikke kendte en dyt til omtalte artist, havde jeg ikke rigtig mening om den sag. Det har jeg faktisk stadig ikke, for ’It’s A Raid’ virker som om, man har haft brug for et up-tempo nummer med en lidt mere beskidt og løsslubben lyd for at kunne tilsætte noget vildskab til helheden. Det fungerer bare ikke helt efter hensigten. Og det er ikke omtalte Post Malone’s skyld. Det er det generelle udtryk ved sangen. Vi er også ”heldige” at få et bonusnummer i form af ’Take What You Want’. Problemet er bare, det her hæslige udbrud på ingen måde har en fis med Ozzy at gøre. Det er hip hop med lidt Ozzy-vokal og ellers ham Post Malone igen samt en anden filejs som bræger sig igennem denne her omgang – og ja undskyld mit sprog, men lort! Hvad end Ozzy’s bevæggrunde er for at tilføje det her skidt til sin nye plade, må guderne vide, men tænker vi måske er ude i noget med at nå ud til et endnu bredere publikum, og indfange folk som ikke har det store kendskab til ’the Prince of Darkness’. Der er kun én ting at sige: det fis skal stoppe her og nu! Det klæder ikke nogen.

Alt i alt kan man opsummere at ”Ordinary Man” er en halvtynd kop kaffe. Den kan bringe lidt smil på læben udvalgte steder, men ellers kæmper man som lytter med at finde de stærkere sider og generelt mindeværdige øjeblikke. Selv ikke Duff McKagan, Elton John eller Slash kan redde dagen. Det er sgu synd. Men faktum er nok desværre at ”Ordinary Man” kommer til at bruge størstedelen af tiden på at samle støv på hylden og i bedste fald kan hives på anlægget som baggrundsmuzak, hvis man har middagsgæster. Så skal man bare huske at trykke stop, inden man når til ”bonusnumret”, for ellers mister man sgu appetitten.

En karakter på 2 fordi der trods alt stadig er nogle enkelte lyspunkter, men der er alt for langt imellem dem, og niveauet er overordnet hørt bare ikke specielt højt.

Af Skousen