Det er ikke så lang tid siden, jeg først stiftede bekendtskab med dette belgiske speed metal band, og hvor er jeg dog glad for, youtube engang imellem bare rammer plet med deres forslåede videoer! Jeg har siden fået købt og dyrket deres debutalbum en hel del, og glædet mig afsindig til at modtage deres nye album som er blevet døbt noget så herligt som ”666 Goats Carry My Chariot”.
Albummet er en videreudvikling af forgængeren ”Bestial Fükkin’ Warmachine”, hvilket vil sige vi får masser af fart og tempo og beskidt højoktans-speed metal uden så mange dikkedarer. Det er ikke helt så råt som på debuten, men det syntes jeg personligt kun klæder bandet. Ikke dermed sagt det her er poleret i nogen henseender, for det er det bestemt ikke, men det virker en anelse mere klart og retningsbestemt. Det gælder også sangskrivningen som her har fået et ekstra nyk opad. Numrene virker mere helstøbte og gennemtænkte. Der er melodier og svedige riffs i hobetal, et yderst levende trommespil som kan tage pusten fra enhver, og en vokal så manisk og energisk at den minder om en tur på den lukkede, hvor man er løbet tør for de afslappende medikamenter.
Efter en melodisk intro ligges der hårdt fra land med den geniale åbner ’Iron Bitch’, der burde fænge en del tilhængere af speed metalgenren. Vi fortsætter ufortrødent med den sønderrivende ’45 RPM Metal’, der også bør går rent hjem hos alle fartdjævle. Det voldsomme tempo bliver holdt på de efterfølgende numre, inden vi når til titelnummeret, der viser bandets alsidighed og at de rent faktisk kan andet end at høvle afsted med 200 km i timen. Der er plads til lækkert fingerspil, masser af klassisk heavy metal der minder lidt om en blanding imellem lidt Ozzy Osbourne fra mandens velmagtsdage i 80’erne, en skvis Savatage og en håndfuld Mercyful Fate tilsat en lettere episk stemning.
Efter pustepausen bliver der jokket i bund igen med ’Viking Funeral’, som smager en kende af old school black metal fra de helt tidlige dage, og den lidt neutrale ’Brazen Serpent’ inden vi får en rolig afrunding på den lidt over en halv times heftige omgang af sitrende lussinger og mavepumpere i form af outroen ’Exaliation of Sulphur’ som viser nogle af de flottere sider af Bütcher.
Det fedeste ved denne her skive er, at når den slutter, har man lyst til at trykke ’play’ igen og lade sig gennemprygle endnu engang. Det er ikke hver dag, man har den slags udgivelser på anlægget, og alene trangen til genhør med hele skiven på ny, er noget der trækker gevaldigt op på den generelle oplevelse. Bandet tager ikke dem selv alt for seriøst, men er bestemt heller ikke ude på at fremstå som en joke. Det hele oser langt væk af uhøjtidelighed, kærlighed til genren og en massiv spillelyst der også smitter af på lytteren.
Jeg ser frem til at følge Bütcher i de kommende år, og håber de fortsætter ned ad denne her boldgade uden at ændre for meget på opskriften. Verden har brug for mere speed metal som kan få nakkehårene til at rejse sig, og hvis man er enig i den holdning, bør man straks gå i krig med ”666 Goats Carry My Chariot”!
Af Skousen.