7 år skulle der gå inden nordjyske Ferocity igen kom på gaden med et fuldlængde studie album.
De skulle denne gang prøve at overgå udgivelsen af det kompromisløse og voldsomme album “The Sovereign” fra 2013.
Kunne de så det? Det vil jeg prøve at sætte lidt ord på nu.
Jeg har nu lyttet til albummet “The Hegemon” en del gange over de sidste 3 dage. Grunden til at det har taget så længe inden jeg kunne begynde at sætte ord på, er at der sker noget nyt for hver gennemlytning jeg foretager mig.
Ferocity har med “The Hegemon” givet os et dødsmetal album, stadig i den kompromisløse ende af skalaen, der indelholder så mange nuancer i hvert nummer, så man fanger noget nyt næste gang det lyttes igennem.
Med dette album rammer Ferocity præcis den dna der gør et album lækkert og interessant nok til, endda mange flere gennemlytninger.
Det er de finurlige detaljer i guitar- og trommespil, det er de gode melodiske sekvenser der enten overtager billedet, eller rumstere rundt i baggrundens dyb, og så er det de mange variationer i tunge guitar riffs.
Jeg vil ikke kede mig. Jeg vil underholdes. Og det bliver jeg med dette album “The Hegemon” fra Ferocity.
Fra start bliver vi trampet flade af lokomotiv-tunge støvler i “The Reminiscene of a Tyrant”, og albummet tordner videre i bedste og brutale Ferocity-stil med en groovy “Embracing the End Times”.
“Defying the Hegemony” er absolut et af albummets stærkere udspil. Det er på alle måder skruet fedt sammen, og den måde guitaren “ruller” gennem nummeret er nærmest hypnotisk. Det er klart et af mine favoritnumre.
Det efterfølgende “An Age of Turmoil” beviser så tilgengæld tydeligt hvad jeg mangler lidt af på dette album. Det er guitarsoloer. De er der, og de er gode og lækkert komponeret, men de er ofte lidt for korte. De viger hurtigt pladsen for riffs og ond vokal.
Når vi snakker om vokalen, så skal vi lige med det samme sige, at på dette album er det Kasper Vendelboe, som ikke er i bandet mere. Den nye “gamle” forsanger Michael Aaen er tilbage når vi skal se dem på live scenerne igen.
Ligeledes er der skiftet ud bag tønderne efter indspilningerne til dette album. Mikkel Christensen som vi hører på “The Hegemon” har forladt bandet, og den tidligere “9000 John Doe” tøndebasker Morten Larsen er trådt til.
“The Great Dying” er også et nummer der bør fremhæves med kombinationen af det melodiske og det nærmest uhyggelige groove og dødstema.
Det samme kan siges om “March of the Berserker” der seriøst er en tung grum satan der virkelig udfordre dine højtalere på livet.
Vi bliver slutteligt spist af med “The Silent Agitation” og Trembling the Gates of Treason”, hvor jeg kun kan sætte én sætning på førstnævnte: “For satan da!!!” Hør den, og I ved hvorfor.
Slutteligt vil jeg opsurmere at dette album hele vejen igennem på alle måder er pisse fedt. Det er en fryd for øret, og fuld af detaljer til mange timers lytning. Jeg var underholdt fra start til slut.
Jeg kan kun give albummet topkarakter.
En ting der undre mig, det er hvorfor at vi ikke ser Ferocity på flere scener rundt om i Danmark. Ikke nok med at musikken sparker seriøs røv, så er de også et pisse fedt live band. Så lige en opfording til diverse spillesteder: Når Corona tiden er slut, så få gang i bookinger af dette band. De SKAL opleves!!
/ Fravn