Nervosa – Spillestedet Stengade – anmeldelse

Foto: Hammer

Reviewed by:
Rating:
3
On april 27, 2019
Last modified:april 27, 2019

Summary:

Line-up:
- Rezet
- Nervosa

Monopolet er ophørt!!

Har mændene stadig monopol på at spille fræsende thrash metal her i 2019? Det korte svar er: NEJ!
Det bryder brasilianske Nervosa nemlig noget så eftertrykkeligt, da de denne aften besøger Spillestedet Stengade, på Nørrebro i København. Men mere om det senere.

For først skal de tyske speed thrashere fra Rezet, lige have rystet den sidste rest af påskeferie ud af det fremmødte publikum.
Fra min plads ser det ud til at overraskende mange, har valgt at følge Spillestedet Stengade’s opfordring om at møde tidligt op, for at opleve aftenens support band.

Foto: Hammer

Det er mit første møde med Rezet, og selv om jeg har lyttet lidt til deres musik, er jeg stadig spændt på hvad de kan live. De har et nyt album med som kun har 2 måneder på bagen, så med det indledes koncerten i selvsikker stil, og vi får serveret 4 numre fra dette album i aftenens set. Bandet virker til at give den hvad den kan trække, men ikke alle numre i aftenens set er lige stærke. Men det betyder mindre når der så er andre perler imellem som kan sætte gang i festen.
Desværre bliver koncerten forstyrret af, at lead guitaristen har seriøse problemer med sin guitar, som efter 4 numre med problemer, endelig får udskiftet den med en anden, så resten af settet kan få den lyd det fortjener.
Over all ender koncerten dog med at være en fed en af slagsen, ja faktisk så fed, at jeg må runde merchboden på vejen hjem.

Foto: Hammer

Efter et sceneskift er det blevet tid til aftenens hovednavn, Nervosa.
De 3 kvinder spiller fræsende thrash metal, og selv om de måske ikke har opfundet den dybe tallerken i den genre, er deres popularitet alligevel steget med voldsom hast de senere år. Og med god grund! De er måske ikke nyskabende, og kan til tider lyde ensformige på plade, men på live fronten bliver du mødt af et frontalt cirkelspark i ansigtet.
Hold nu kæft de sparker røv på den scene! Det er her man ser, hvorfor de er blevet så populære som de er. Fra første sekund af koncerten, bliver håndtaget revet i bund, så man bliver blæst bagover af en tsunami af energi og spilleglæde.
Forsanger Fernanda Lira er en energibombe uden lige, som farer rundt på scenen, og samtidig formår at fange publikum og holde dem i et fast greb gennem hele koncerten, mens hun sikkert styrer os gennem aftenens set.

Foto: Hammer

Et set, hvor hovedvægten ligger på udgivelsen fra sidste år ”Downfall Of Mankind”. Vi kommer dog også godt rundt i bagkataloget, hvor vi får serveret numre fra deres 2 tidligere albums, samt fra deres første EP. Efter lidt over én time er vi ved at nå til vejs ende, hvor settet afsluttes af den velkendte ”Into Moshpit”. Og moshpit blev der! Aftenens vel nok eneste moshpit startede og afrundede en fed aften i thrash metallens tegn.
Der var dog en lille smule malurt i bægeret. Vokalen var under begge koncerter til den lave side. Specielt under Nervosa, kunne man stort set ikke høre Fernandas vokal, hvis man som undertegnede, stod på de første 3 rækker. Dette skyldtes at vokalen kun kom ud via PA anlægget og ikke i monitoren eller andet baggear.
Det blev dog heldigvis rettet lidt, halvvejs i settet, men rigtig godt blev det aldrig, for os på de forreste rækker. Nervosa leverede dog varen til fulde til trods, så man efter sidste tone havde lydt, stod tilbage med en fed følelse i kroppen.

/Hammer

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*