Skousen’s Top 10: Black Metal albums fra 90’erne

Hver vinter når den første sne falder og kulden bide igennem marv og ben, får jeg altid lyst til at smide black metal på anlægget. Det passer perfekt sammen, og hvem kan, hvis man har hang til denne type dyster muzak, med hånden på hjertet sige, man ikke automatisk sender Darkthrone og Immortal en bette tanke, når snefnuggene daler ned udenfor?!

Selvom man her i 2018 anser genren black metal for at være det, den er – aggressiv, kold og bidende metal, og hvor man efterhånden har set den være kædet sammen med alt, hvad der ellers kan krybe og gå af andre musikalske inputs og genrer, stod den i ‘gamle dage’ for mere end blot en stilart. Det var mere et begreb og for nogle en yderst ekstrem livsstil. Lidt ala punk rock, da den havde sine velmagtsdage, hvor fans og bands gjorde deres for at skide på systemet og provokere de højere instanser. Ikke dermed sagt man ikke kan finde individer i dag, der ikke lever og ånder for deres black metal, men det er nok ikke så forfærdelig mange af disse der trods alt kunne finde på at banke andre folk til døde på grund af deres seksualitet eller tro. Brænde gamle kirker af, stikke sine bandkammerater ihjel eller for alvor tilbede den hornede og andre mørke Guder og i den anledning eventuelt ofre levende væsner (i visse tilfælde endda sig selv!) til ære for den højere (eller dybere) magt. Man anså black metal for virkelig at være en yderst farlig boldgade at bevæge sig ned ad, og for det meste af omverdenen var den ensbetydende med vold, død og generelle ubehageligheder.

De fleste kender naturligvis til slut 80’erne og specielt 90’ernes voldsomme historie. Dengang Varg, Euronymous, Dead, Fenris, Abbath, Gaahl, Nödtveidt og alle de andre unge gutter herskede scenen med den onde hånd og i den ondes ånd. Der var knald på, og den metalliske presse (og mange andre for den sags skyld) var ikke helt klar over, hvad man skulle mene om denne mystiske verden. Starten på black metal kunne spores helt tilbage til starten af 80’erne, da den dengang unge knøs Thomas Forsberg bedre kendt under sit kunstnernavn, Quorthon, startede bandet Bathory. Sammen med Venom, Hellhammer/Celtic Frost og vores egne Mercyful Fate lagde han grundstenene til hele genren. Det var beskidt, primitivt og aggressivt og Bathory blev allerede fra starten et populært fænomen i undergrunden. Med de første tre albums eksperimenterede Quorthon med hvor langt, han kunne skubbe grænserne for sin musik. Undervejs begyndte han at smelte det rå og voldsomme sammen med mere melodi og på den måde, blev Bathory også pludselig banebrydende indenfor, hvad der senere skulle ende ud med at blive kaldt viking metal. Forskellige steder i verden var andre unge bands ligeså i gang med at spille hurtigere og hårdere end alle andre. Man kunne tydeligt høre inspirationerne fra både Venom og Bathory og med bands som Sodom, Sarcófago, Sadus, Destruction, Sepultura, Kreator, Sabbat m.fl. var udviklingen i gang ret hurtigt, og man kunne mærke alt hele tiden blev mere og mere ekstremt.

I Norge var der en gruppe unge musikere, som var meget inspireret af denne type musik. Den mest fremtrædende var Øystein Aarseth alias Euronymous som havde en vision. Han ville skabe en scene af black metal, som ikke kun skulle levere musik til undergrunden, men samtidig nærmest fungere som et slags korstog i Satans navn. Han lavede spille-reglerne, og igennem sit eget band Mayhem, der allerede havde skabt sig et omdømme via EP’en ”Deathcrush”, sin pladebutik Helvete og sit pladeselskab Death Silence Production, fik han pustet liv i sin drøm, og fik en del andre musikere og tilhængere verden over til at hoppe med på vognen. ‘The second wave of black metal’ var skudt i gang.

Dette var indledningen til min personlige top 10 over black metal albums fra 90’erne. Hvis man ikke allerede kender til historierne eller bare gerne vil grave dybere ned i black metallens fødsel og dens udvikling, ligger der timevis af læsestof og videoer på nettet, man kan gå i krig med. Samtidig er der bøger i hobetal om emnet så god fornøjelse. Det er en interessant og fascinerende men i visse tilfælde også skræmmende periode af metalmusikken. Og lad os så gå i gang. Traditionen tro er der kun et album pr. band for at undgå det hele pludselig er fyldt med et eller to navne.

10. Dark Funeral – The Secrets of the Black Arts (1996)

Svenske Dark Funeral udgav i 1996 deres debutalbum ”The Secrets of the Black Arts”. De havde tidligere udgivet en selvtitlet demo, som var indspillet i Dan Swanö’s studie Unisound Studio. Derfor skulle første album også indspilles her, men grundet utilfredshed med resultatet, genindspillede de hele svineriet på ny i The Abyss Studio med Peter Tägtgren fra Hypocrisy bag knapperne. Denne gang var de mere end tilfredse med det endelige produkt, og albummet kunne smides ud til den ventende black metal-pøbel. Det er lige-ud-af-landevejen uden ret mange udsving. Ondt-lydende riffs med lidt ‘typisk’ svensk melodisk kant, energiske tønder, selvfølgelig sataniske tekster og en nærmest afrundet produktion med dybde der klædte musikken afsindig godt. I 1996 var scenen nået dertil, man også lavede musikvideoer, og Dark Funeral lavede en til titelnummeret. Dette er det eneste album fra bandet der talte guitarist Ahriman, bassist/vokalist Themgoroth, guitarist Blackmoon og trommeslager Equimanthorn i line-uppen. Har altid godt kunne tænke mig at have hørt en efterfølger med netop denne konstellation, men det skulle ikke blive tilfældet, da tre af medlemmerne smuttede efter udgivelsen. Under alle omstændigheder blev dette startskuddet til Dark Funerals karriere der stadig kører den dag i dag, og selvom mange af deres efterfølgende plader også er værd at tjekke ud, er dette stadig min personlige favorit.

9. Emperor – Anthems at the Welkin at Dusk (1997)

Emperor var et band der altid høstede stor anerkendelse og respekt i metalmiljøet og med god grund. De befandt sig i den mere symfoniske ende af black metallen, og de var ikke bange for i en tidlig alder, at eksperimenterer med progressive tendenser i deres musikalske landskab. Deres anden skive ”Anthems at the Welkin at Dusk” var en videreudvikling fra debuten, og denne gang var der skruet en smule op for alle knapperne. Ikke mindst på vokalist Ihsahn’s rene vokal, der her virkelig viste tegn på, hvor mægtig en stemme manden besad, og som vi skulle få fornøjelsen af at lytte til i mange forskellige sammenhænge i fremtiden. Den generelle produktion var også skubbet en tand over i den lidt renere afdeling end på den foregående, men det gav blot endnu mere kraft på detaljerne rundt omkring. Det var brutalitet blandet med det smukke og det gennemtænkte. Emperor slog for alvor deres navn fast i black metal-miljøet og skubbede grænserne for, hvordan den klassiske sorte metal også kunne leveres. At albummet først blev indspillet 3 år efter ”In the Nightside Eclipse” var grundet guitarist og medstifter Samoth først skulle løslades fra spjældet, hvor han havde siddet og hygget sig en tid grundet medvirken til brandstiftelse. Selvfølgelig kirkerelateret!

8. Dissection – Storm of the Light’s Bane (1995)

Dette band var noget af det tætteste man kunne komme på en hybrid imellem black metal, death metal og melo-death metal i 90’erne. Jeg var selv i tvivl om, jeg skulle smide ”Storm of the Light’s Bane” på listen, men tænkte til sidst, at Dissection var en så stor del af udviklingen indenfor den svenske black metal scene, så det var sgu kun på sin plads. Og den er bare røvfed! Så her er den. Dette er bandets andet album, og i min optik lige en tand bedre end debut-skiven, og så indeholder den en af de bedste sange nogensinde – ‘Where Dead Angels Lie’. For fanden det er et lækkert nummer! Dissection blev signet på Nuclear Blast op til udgivelsen, og fik derfor heldigvis den rette promovering. Desværre afholdt det ikke frontmand Jon Nödtveidt fra at medvirke til mordet på en 37 årig homoseksuel mand. Dette sendte Jon 10 år i brummen, hvilket gjorde vi ikke fik en opfølger før 2006. Man kan mene, hvad man vil om den kære Nödtveidt, men manden kunne skrive fede sange, og ”Storm of the Light’s Bane” er et klokkerent bevis herpå.

7. Dimmu Borgir – Enthrone Darkness Triumphant (1997)

Dette er efter min mening det bedste album indenfor den symfoniske black metal ever! Skiven her var også det egentlig startskud til den rejse ud i de store opsatte ekstreme metal-udgivelser med kæmpe produktion, bandet senere skulle spytte ud. Personligt syntes jeg, de med tiden blev alt for kliniske og teatralske, samt mistede ‘det de kunne’. Deres forrige albums før denne havde også haft en del at byde på; ikke mindst på den atmosfæriske del (bare lyt til “Stormblåst” fra 1996!), men med ”Enthrone…” ramte de virkelig hovedet på sømmet, og fik den slagkraft, man savnede en anelse ved de tidligere plader. Den hårfine balance imellem det virkelig aggressive og så de keyboard-styrede inputs var helt perfekt, og så var det i bund og grund bare en samling lækre velskrevne sange, Dimmu Borgir havde kreeret. Alene åbneren ‘Mourning Palace’ klasker denne plade op i en top 10! Naturligvis ikke dermed sagt, det nummer bærer pladen alene, for resten holder også en sindssyg høj standard. Det blev med tiden en kende populært i visse kredse at ‘svine’ bandet, netop fordi de bevægede sig længere og længere væk fra den originale stemningsfulde black metal-stil, de kørte, samt pludselig blev et kendt navn i den generelle metalverden. Uanset hvordan man havde det med nordmændene efter årtusindeskiftet, kommer man ikke udenom ”Enthrone Darkness Triumphant”, der stadig står som et massivt og solidt monument indenfor 90’ernes black metal scene.

6. Satyricon – Nemesis Divina (1996)

Satyr og Frost har siden 1993 opdraget deres fælles møgunge Satyricon. Det har de gjort godt, og der har været masser af eksperimenter igennem tidens løb. De lader dog til at have fundet et nogenlunde fast ståsted efterhånden med den black n’ roll, de har danset rundt i de senere år af karrieren. Man kan dog aldrig vide sig helt sikker på, hvad de udgiver som deres næste ofring, og i 1996 var verden heller ikke forberedt på den kraftkarl af et album, bandet diskede op med. De to første albums havde været old school black metal blandet med atmosfæriske nærmest middelalder-lydende inputs. Med ”Nemesis Divina” rykkede de videre over i en rendyrket hidsig og storladen gryde af ondskabsfuldheder alt sammen pakket ind i en tilpas hård produktion. ‘The Dawn of a New Age’, ‘Forhekset’, titelnummeret, ‘Immortality Passion’ og det måske mest kendte black metal-nummer nogensinde ‘Mother North’ er alle medvirkende til, denne perle aldrig vil blive glemt, når snakken falder på black metal-albums. De udgav også en video til ‘Mother North’, som var et yderst sjældent syn i midt-90’erne, hvilket naturligvis kun udvidede bandets fanskare.

5. Ulver – Bergtatt (1995)

Og nu vi snakker om bands med en noget omfangsrig udvikling, hvor grænser tilsyneladende kun er til for at blive udforsket og mere til. Norske Ulver viste allerede fra starten, de ikke bare var endnu et band i black metal-bølgen. De var deres helt egen. Debutalbummet ”Bergtatt”, der også fungerede som første del af en trilogi med de følgende to albums som næste ‘kapitler’, var atmosfærisk, smuk, aggressiv, mystisk og medrivende. Jeg har altid forestillet mig, dette var hvordan Wishbone Ash ville have lydt, hvis de havde lavet et black metal-album i tiden omkring ”Argus”. De rene vokaler, akustisk guitar, fløjte og masser af folkelige melodier alt sammen krydret med bidende og grumme udbrud af den vredeste skuffe. Der hænger en konstant tåge af dysterhed og tragedie over ”Bergtatt”, men samtidig har den en fin rød tråd af skønhed, der balancere side om side med mørket. Det er virkelig en speciel oplevelse, men det fungerer til fulde og mere til.

4. Immortal – At the Heart of Winter (1999)

Nordmændenes femte album udforskede de mere melodiske sider, som de allerede var begyndt at eksperimentere en smule med på den foregående ‘Blizzard Beasts’, og tonede en anelse ned for aggressiviteten for at gøre plads til lidt mere alsidighed i deres sangskrivning. Det gjorde at Immortal fik en større spændevidde i deres kolde univers, og stadig formåede at bevare en yderst skarp kant. At de samtidig legede med flere thrashede inputs tilføjede blot yderligere til deres udvikling og bevarelsen af det beskidte. Det var også på det her tidspunkt guitarist Demonaz var nødsaget til at opgive den seks-strengede krabat i nogle år, da han fik en skade i armen der gjorde, han ikke kunne spille. Derfor overtog hans partner in crime, Abbath, både guitar og bas i forhold til indspilningerne af ”At the Heart of Winter” og tøndedasker Horgh bakkede op med et yderst solidt og energisk trommespil. Albummet fik retfærdigvis masser af god kritik med på vejen, men der var enkelte af de gamle fans som mente, bandet gik i en forkert retning og for langt væk fra den originale black metal-lyd, de indtil da havde jongleret med. Personligt er jeg fan af hele Immortal’s diskografi, og mener den udvikling de gennemgik med det her album virkelig klædte Abbath og co. Uden tvivl min personlige favorit med bandet, men også en af de bedste black metal skiver nogensinde. Og hvem kan uden at lyve påstå, man ikke får lyst til at hoppe ud og hugge hovedet af samtlige snemænd i nabolaget med en skarp økse, når man hører en genial ofring som ‘Solarfall’? Episk!

3. Burzum – Hvis Lyset Tar Oss (1994)

Jeg glemmer aldrig første gang, jeg satte ”Hvis Lyset Tar Oss” på anlægget. Jeg havde været en tur i Odense, og bl.a. besøgt DieHard Metalshop (æret være dens minde!) i Vindegade. Naturligvis havde jeg læst om Burzum og historierne om kirkebrandene og ikke mindst mordet på Euronymous. Jeg havde aldrig på daværende tidspunkt haft fornøjelsen af at lytte til Varg’s hjertebarn, men foran mig i butikken stod så det her eksemplar af en skummel udgivelse. Alene coveret lignede noget, der kunne være hentet direkte fra en oldgammel tragisk horror-historie. En af grundene til jeg lige præcis valgte dette album og ikke et af de andre var, at Bo Black fra Metalized ofte havde skrevet at dette var en af de ypperste black metal-skiver, han nogensinde havde hørt. Og hvem kunne gå galt i byen, når nu Bo Black talte godt om en sort metallisk udgivelse. Derfor røg den med en del andre skiver i posen, og fulgte med tilbage til Djursland. Senere den aften, skulle jeg så se, om den kunne leve op til forventningerne – og for satan da…den overgik med flere længder! Magen til kold og nådesløs stemning skal man lede længe efter. Kun fire numre men alle af lang og hypnotisk karakter der langsomt sneg sig ind i ørene og fastholdt lytteren samtlige minutter, pladen varede. Varg’s vokal var som en sindssyg indespærret person (hvilket nok heller ikke afveg så langt fra virkeligheden på det tidspunkt), og stemmen gik ind og ramte som en issyl. Og blev hængende. Måden at bruge keyboardet på var udelukkende for at skabe en creepy atmosfære, og det lykkedes til fulde. Der var ingen symfoniske aspekter, men bare ren skummel ondskab. Det mest særprægede ved albummet er, at den følelse man havde første gang, man lyttede til det stadig dukker op, hver gang man giver det et genlyt. Det er en tidsløs skive og står til dato for noget af det mest lede black metal nogensinde. Afslutteren ‘Tomhet’ er for øvrigt et genialt eksempel på, at black metal ikke nødvendigvis kun skal eller kan laves på guitar, trommer og bas. Ren keyboard/synthesizer der bare kører den ambiente stil, og lader os svæve i evigheder før der sker et skift. De fedeste billeder man kan få på nethinden, hvis man lukker øjnene og lader sig henføre i Varg’s musikalske sorte verden. Deprimerende, smukt, koldt, tragisk og ondt på en gang. Virkelig genialt. Også her kan man mene, hvad man vil om manden, som endte med at blive ansigtet udadtil på den mørkeste side af scenen dengang, og som stadig her i nyere tid forstår at provokere med sine udtalelser og holdninger, men han kunne sit kram hvad angik at lave black metal, og var en meget vigtig figur i den norske undergrund. Og så kan han for øvrigt stadig finde ud af at lave lækker sort metallisk muzak den dag i dag.

2. Darkthrone – Transylvanian Hunger (1994)

Hvis man siger ‘True Norwegian Black Metal’ er det første band, man bør tænke på naturligvis gode gamle Darkthrone. Fenriz og Nocturno Culto har sammen drevet dette band igennem tykt og tyndt de sidste 30 år, og her på dette, deres fjerde fuldlængdes album, rammer de, hvad jeg personligt regner for nerven af den koldeste og mest rendyrket form for gammel og beskidt black metal. Produktionen er rå som ind i helvede, stilen er primitiv, vokalen hæs og grum og så oser det hele bare af infernalsk ondskab. Der er intet eksperimenterende, ingen symfoniske svinkeærinder, ingen rene vokaler, ikke en dyt andet end ‘den rene’ vare, og det rykker alt fra hinanden. ”Transylvanian Hunger” var også den første plade, hvor det kun var Fenriz og Nocturno Culto der medvirkede. Fenriz skrev al musikken og indspillede det meste undtagen vokal og lidt mere guitar fra hans medsammensvorne makker. Varg Vikernes skrev tekst til fire af sangene, og derfor undrer det vel egentlig heller ikke nogen, at der på nummeret ‘As Flittermice as Satans Spys’ (en af dem han skrev lyrikken til) er en skjult meddelelse om at brænde kirker af i Guds navn, når man spiller slutningen baglæns. Darkthrone var en af de vigtigste brikker i 90’ernes black metal-bølge og specielt med de to foregående udgivelser, samt denne her, høstede de stor anerkendelse i det meste af verden og blev regnet som nogle af de væsentligste bannerfører for genren black metal. For mig står ”Transylvanian Hunger” som en af milepælene og uden tvivl en af de største perler indenfor genren nogensinde.

1. Mayhem – De Mysteriis Dom Sathanas (1994)

Førstepladsen kommer nok næppe som den store overraskelse, da den som regel ligger i toppen og i mange tilfælde på førstepladsen, hvad angår andre black metal-lister. Og det er også fuldt ud forståeligt! Fra de første toner af åbneren ‘Funeral Fog’ til titelnummeret der afslutter denne klassiker, er der alt det, man elsker ved black metal. Aggressivitet og ondskabsfulde musikalske hug fra den mest brutale skuffe lige i synet. Mayhem var de forreste tropper i det omvendte korstog for den mest hidsige musik verden endnu havde set og hørt og spyttede på kristendommen med væmmelse og et indædt had. Onde tunger påstod ankermand Euronymous i bund og grund kun startede denne bølge, for at få opmærksomhed og det hele var ren spil fra galleriet. Hvor meget og hvor lidt der er hold i denne påstand, skal jeg naturligvis ikke kunne sige med sikkerhed, men hvis man kan finde sin forsanger liggende i en pøl af blod med hjernen sivende ud imellem resterne af sit sønderskudte kraniet, og som noget af det første vælge at tage billeder af liget samt samle stumper af kraniet op for at bruge til smykker, skal man virkelig være lavet af et MEGET specielt stof! Det var usmagelighed ud over alle grænser, men det er jo netop det, der var en af grundstenene til denne ekstreme verden. Man var ligeglad med alt og alle – det hele handlede om ondskab. Og musik og lyrik var ens redskaber. Det var det der fascinerede og tiltrak så mange unge mennesker. Dette dystre, mørke og farlige univers af skøre, sære og karismatiske karakterer. Vold, mord og satanisk terror var dagsordenen, og dette album var kulminationen på Euronymous’ vision om det mest fuldendte black metal værk nogensinde. At Varg slog Euronymous ihjel inden ”De Mysteriis Dom Sathanas” blev udgivet føjede blot endnu mere til den kultstatus der omkransede skiven, men det er på ingen måde derfor, vi er mange der stadig hylder denne som den bedste black metal-udgivelse ever. Den er bare så rendyrket og eminent kreeret, at man ikke kan andet end at få et lille ondt smil på, hver gang man hører den. Produktionen er perfekt, Hellhammers trommer er ren bersærkergang, Attilas vokal lyder dæmonisk, som var han besat og Euronymous’ riffs står i kø, for at være endnu mere ond end det foregående. Og så er der naturligvis også lige tanken om, at Varg Vikernes rent faktisk indspillede bassen på dette mesterværk. Manden der slog den mest kendte og prominente black metal-person ihjel med utallige knivstik og sad med et smil på i retten efterfølgende. Offer og gerningsmand på samme album. Utrolig sær viden at sidde med, når man lytter til pladen.

Mayhem havde allerede skrevet sig ind i historiebøgerne før udgivelsen, og deres ry for at være verdens farligste band var nået langt omkring. Men der er ingen tvivl om, det her er toppen af kransekagen i historien om det norske band der evolutionerede og revolutionerede metalscenen ved at tage inspirationerne fra bands som Bathory, Venom, Mercyful Fate og Celtic Frost og kører dem helt op i det røde felt. Og mere til. Mange har prøvet både dengang, senere og nu, at ramme den samme stemning og atmosfære der ligger som en tæt uigennemtrængelig askesky over ”De Mysteriis Dom Sathanas”, men ingen har kunne gengive det helt samme resultat. Og det kommer der nok næppe nogensinde. Albummet var et produkt af sin tid, en ung særpræget musikers mørke vision og mållinjen for flere års hårdt slid. Desværre nåede Euronymous ikke selv i levende live at opleve, hvilken indvirkning pladen fik for black metal genren (og resten af metalverdenen), men mon ikke han sidder og nyder en kop rødvin ved siden af den hornede Gud i dette øjeblik og beskuer sit livsværk og sit eftermæle i det hinsides.

Dette var så min personlige liste over 90’ernes black metal-albums. Der er sikkert mange af jer læsere der sidder med andre gode bud og er uenige med undertegnet. Kom endelig med jeres bud på, hvilke ti plader der udgør jeres liste. Og så syntes jeg, vi skal lade Cronos, Mantas og Abaddon få det sidste ord i den sag:

 

Black is the night, metal we fight

Power amps set to explode

Energy screams, magic and dreams

Satan records the first note

We chime the bell, chaos and hell

Metal for maniacs pure

Fast melting steel, fortune on wheels

Brain hermorrhage is the cure

BLACK METAL

BLACK METAL

BLACK METAL

BLACK METAL

Lay down your soul to the Gods rock n’ roll”

Venom (1982)

2 Comments

    • Tak for det og håber du får nogle fornøjelige timer i selskab med de mørke toner.

      Og tak for forslaget – det vil helt sikkert være en mulig liste. \m/

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*