Xenoblight – Procreation – Anmeldelse

Xenoblight er et nyt spændende skud på den danske heavy stamme. De kommer fra Silkeborg, og når du høre deres debutalbum “Procreation” tror man nærmest det er løgn at de blev dannet for kun ét år siden.
De har da også brugt det første leveår på at fokusere på at skrive nogle gode sange, fremfor at komme ud og spille. Spillejobs i 2017 var derfor meget begrænset.
I slutningen af 2017 var de så klar med materiale til et fuldlængde album, hvorfor de drog til SolnaSound Recoding i Stockholm, for at begynde optagelserne på de 10 melodier der er kommet på albummet.
Og det er ikke hvem som helst de har haft til at hjælpe sig. Det var Simon Johansson (Wolf/Memory Garden) og Mike Wead (King Diamond/Bibleblack) bag knapperne.
Deres album “Procreation” udkom tidligere på måneden, og kan findes på bl.a. Spotify.

Men nu er de så klar til at indtage både de danske og udenlandske metalscener med deres extreme metal.
Inden vi kommer ud og oplever dem live, har vi brugt lidt tid på at lytte deres album igennem. Og hvad synes vi så??
Der er ingen tvivl om at Xenoblight vil det her. Det er dybt professionelt i lyd og produktion.
Og Xenoblight består af en flok yderst velspillende musikere.
Deres musik er som nævnt extreme metal, men med en fin undertone af den gode speed thrash lyd, hvilket kommer til udtryk i specielt numre som “Shapeshifter” og “Predominance”. Iøvrigt et par røvfede numre, der nu er at finde på METALTONE.DK’s playliste på Spotify.

Vokalen hos Xenoblight er en kvinde, Marika Hyldmar, der growler sig igennem numrene… Til tider lyder hun skinger som den ondeste heks, og til tider er der noget Alissa White over hende… Et lækkert frisk pust til en mandedomineret growl scene i Danmark.

Deres musik er meget guitarbaseret, hvilket bestemt ikke gør noget da de to guitarister Rasmus Clemmensen og Mikkel Jepsen, er fandens dygtige. De spiller tight og hurtigt. Heldigvis er rytmesektionen Steffen Hagelskjær (bas) og Thomas Madsen (trommer) ligeså dygtige til at følge trop.
Som nævnt er deres musik meget guitarbaseret, og numrene er bygget meget op omkring den melodiske del af guitarspillet. Det er der ikke noget skidt i, men alligevel føler man engang imellem at der går lige lovlig lang tid inden numrene rigtig kommer igang pga et meget langt guitarspil inden vokalen kommer.

Et nummer som “Xenoblight” kommer guitarspillet for alvor til sin magt. Det er da også et instrumental nummer, så det siger jo sig selv. Men der bliver tilgengæld også leget godt med det hele. Progressiviteten stråler ud af dette flotte nummer.

Eneste lille minus ved dette album, udover de liiiiidt lange guitarstarter, er slutnummeret “Virus”. Det fungere ikke rigtig. Musik og vokal passer ikke rigtig sammen. Det er tydeligt at det selvfølgelig er meningen at vokalen skal trækkes ud som et tæppe over musikken, og ideen er sådan set god nok… Problemet er bare at det ikke rigtig lykkedes at få det til at fungere. Og når vokalen ikke er der, virker musikken generelt bare rodet.

Men men men…. Denne ene svipser i “Virus” skal ikke tage det fra Xenoblight, at de har lavet et rigtig fedt debutalbum. Og tiltrods for at nogle af numrene er til den lange side, bliver man ikke træt af dem. Der sker hele tiden noget nyt og spændende, som gør at man bare må lytte videre. Pisse fedt.
Nu håber vi bare ikke at Xenoblight har toppet allerede i debuten… Vi vil i hverfald her på redaktionen gerne have meget mere Xenoblight.

Af Fravn