Engelske Blitzkrieg er et af de gamle bands der aldrig opnåede samme berømmelse og anerkendelse som nogle af de andre bands fra NWOBHM-bølgen. Jeg må indrømme, jeg personligt heller ikke har dyrket dem så forfærdelig meget, men til gengæld har jeg så haft en mulighed for at se, hvad bandet kan tilbyde metalscenen her i 2018.
Som med mange af de ældre orkestre, er der heller ikke mange af de originale medlemmer at spore hos Blitzkrieg i dag. Faktisk er eneste navn fra de helt gamle dage forsanger Brian Ross. Sammen med guitaristerne Ken Johnson og Alan Ross, bassisten Huw Holding samt trommeslageren Matt Graham har han udgivet albummet ”Judge Not” – en plade der desværre ikke efterlader det mest sindsoprivende indtryk, men dog stadig kan underholde til en vis grænse.
Stilen er som forventet old school heavy metal, og det kan vi jo godt lide. Specielt hvis den er tilberedt ordentligt med råvarer af en vis kvalitet. Vi starter ud med introen ‘Heretic’ som kører os over i åbneren ‘Who Is Blind’ der tungt trækker os afsted. Okay nummer der dog ikke tager de vilde fanger udover et solidt groove og noget fedt guitar-arbejde. Man bliver her fra begyndelsen af pladen også klar over det svageste led i maskineriet; den kære forsanger Brian Ross. Han synger ikke dårligt, men mandens indlevelse er ikke specielt mærkbar. Der 
mangler et eller andet på den konto. Den efterfølgende ‘Forever Is a Long Time’ er en up tempo bandit der fænger ret godt. Det er en anelse bedre med frontmanden her end på åbneren, men han formår desværre aldrig at ramme den inderste nerve, som ville give musikken det sidste løft. Samme problem fortsætter på ‘Reign of Fire’, som faktisk er et rimelig fedt nummer med nogle seje riffs ala Judas Priest fra deres senere periode. Tonerne rammes som de skal, men det lyder vitterlig som om, han ikke tror på de ord der kommer ud af munden på ham.
På ‘All Hell Is Breaking Loose’ får vi et groovy outbreak, og det er også medrivende med nogle gode melodi-linjer på både guitarer og vokalen. I versene lyder Brian desværre som på de forgående, men da vi nærmer os soloen, kommer der en snært af det, jeg savner – attitude! Manden kan jo åbenbart godt. Og hen imod slutningen er der mere fra den samme fede skuffe.
Heldigvis er både forsanger og band fyr og flamme på ‘Angels Or Demons’. Det nummer er som hevet ud af en plade fra starten af 80’erne, og med masser af lækker guitar rundt omkring samt en vokalist, der viser sit værd, har jeg ikke mistet alt tro på at denne plade godt kan hive lidt ekstra opmærksomhed hjem fra lytteren. ‘Loud and Proud’ der følger er ren Accept fra de gamle dage (dog uden Udo!!!) og af en eller anden årsag passer vokalen meget bedre her end på nogen af de foregående. Det er sgu et fedt nummer det her. Og så har det denne her gammeldaw’s stadion-feeling klistret ud over det hele.
Og nu vi snakker stadion-feeling – hvem sagde Scorpions? ‘Without You’ lyder afsindig meget som Klaus Meine og co. på deres blødere 
øjeblikke. Vokalen passer godt ind her, og nummeret er solidt leveret. En fin lille ballade, hvis man lige er i humør til lidt ekstra fløde til kaffen. ‘Wide Legged and Headless’ følger efter og byder på noget energisk ‘galop-heavy’. Ok nummer med forskellige ingredienser og masser af melodi. ‘Falling Into Darkness’ er albummets længste nummer, og er en af mine personlige favoritter, hvis jeg skulle begynde at nævne et par stykker. Det er tungt og slæber sig afsted, og vokalen virker mere overbevisende end på mange af de andre sange.
Afslutteren ‘Judge Not Lest You Yourself Be Judged’ runder pladen af med lidt mere kant. Metallica’s ‘Master of Puppets’ har ikke levet forgæves, da der i versene er en vokal-passage, der minder utrolig meget om versene fra omtalte klassiker. Men udover den lidt åbenlyse sammenligning, er resten af nummeret en solid gang heavy metal der rykker naturligt i nakken.
Jeg vil lige opsummere Blitzkrieg’s ”Judge Not”; Det er med positive briller på en ganske habil plade, hvor der både er variation skiven igennem og ret mange gode inputs på riff-kontoen. Mange fine idéer, godt tag på den musikalske levering og en passende produktion. Med de mere negative briller for øje mangler der i helheden de sidste pift af et eller andet, før vi kommer ordentlig op på karakterskalaen. Som nævnt tidligere falder en del af skylden på Brian Ross, der visse tidspunkter kommer frem i skoene med attituden og kraft i lungerne, men desværre meget af tiden mangler indlevelsen. Hvis han overordnet set gav den lidt mere kul ville meget kunne reddes, men når man sidder og rocker med på noget der faktisk er rigtig fed heavy metal, og vokalen så virker træg og kraftløs, går der desværre en del tabt af udtrykket. Det er en skam, for pladen er altså ikke et decideret dårligt bekendtskab – det ender bare med at blive en kende kedeligt og ufuldendt i mine ører.
Så mere pedal næste gang, Brian, og vi har uden tvivl et album der rammer hovedet på sømmet i større stil end på ”Judge Not”.
Af Skousen