I fredags var der fest i Studenterhuset i Aarhus. Det var Prime Collective der kom forbi med deres omrejsende cirkus af den mest aktuelle og fedeste musik fra alle hylder hos kolletivet.
De rejser rundt i landet og besøger 6 byer på denne turné, hvor alt overskud går til børnecancerfonden.
Denne aften var det så os i kronjylland der stod for tur, til at skulle opleve de 10 bands. Hvert band havde 20 min. til at fyre den max af, inden næste band gik igang på scene 2. På denne måde tonsede musikken derudaf stort set nonstop. Kun 10 min. break mellem hvert sæt.
Godt nok fik vi en ufrivillig pause senere på aftenen. Det vender jeg lige tilbage til.
Aftenen blev skudt i gang af et ekstremt energisk Odd Palace, og der gik ikke langtid før publikum også var på. Et publikum der ikke helmede på noget tidspunkt på aftenen. Den ros vil jeg lige starte med at give publikum. Godt nok var de enkelte bands crazy fede og sprængfulde af overdrevet fed energi i de 20 min. de var på, men publikum…… Hold nu kæft…. De var på under hele den lidt mere end 5 timers lange seance… Respekt herfra til de unge mennesker der var mødt op i Studenterhuset.
Nå, men tilbage til Odd Palace. En vildere energiudladning er sjældent set, og uanset hvad disse duracellkaniner havde fået, så vil jeg også have det.
De er uden tvivl nogle dygtige musikere. Det er energifyldt progressiv rock, tilsat et lille syretrip. De spillede og agerede så min makker og jeg snakkede om at de mindede meget om nogle konservatorie drenge, uden dog at vide om det er rigtigt.
Efterfølgende var det Siamese der gik på scenen. Deres musik er en lidt sjov blanding af melodisk hardrock med et lillebitte gran metalcore (dog uden den skrigende vokal), samt en bette smule Techno.
Frontmand Mirza, der også er hovedmanden bag Prime Collective, har en fantastisk flot stemme, som giver deres musik et mere imødekommende islæt. Og at den ene af de to guitarister byttede guitaren ud med en violin i nogle af numrene, gav blot lidt ekstra krydderi og klang til numrene.
Min makker og jeg havde lige stået at snakket om at denne aften nok ikke ville være noget for min ene søn, der er til den mere technobaserede musik… Men da Siamese så skulle slutte deres sæt af, gik der total techno ala The Prodigy i den… Den havde jeg sgu ikke set komme. Men der var trods genreskiftet sataneme knald på.
Daze Of June var de næste… Her har vi at gøre med den vaskeægte metalcore. Der er det korte hår, hvid t-shirt og sneakers. Det er denne musik der rammer det unge nye potentielle metal publikum. Som min makker sagde: “Metalcore er godt for metalbranchen generelt… For det er tit her at det nye unge metalheads publikum starter, inden de fortsætter deres rejse ind i den spændende verden heavy metal generelt”. Og det har han jo sådan set ret i… Og fedt at vi har metalcore, så vi den vej igennem kan få nye metalhoveder ind i vores store metalfamily.
Daze Of June spiller satans energisk og de er pisse dygtige. Desværre rammer de mig der hvor jeg har det lidt svært med metalcore. Det bliver hurtigt ensformigt og trivielt når man køre for meget i standardopskriften. Men Daze Of June er unge, og jeg er sikker på at de nok skal komme efter det, og ramme deres egen lyd, så de den vej gennem kan skabe deres eget indenfor genren. Deres vilje og dygtighed fejler intet.
Aphyxion er også metalcore. Det er dog af den lidt mere tunge og voldsomme slags. Og her var det sjovt at høre hvordan metalcore kan ændre sig, hvis man har evnen til at krydre det med egne tanker og ideer, og at man tør udfordre genren. Det formår Aphyxion at gøre. De var et af de rigtig store højdepunkt på aftenen. De var røvfede. De spiller tungt, voldsomt, og så må jeg lige nævne frontmand Michael Vahl’s kæmpe vokalorgan… Hold nu kæft en fuldfed og monster voksen stemme han smider ud i hovedet på os.
Aphyxion var et af de bands der havde fornøjelsen sidste år, at varme op for mægtige Metallica i Royal Arena.
Denne aften var Aphyxion endnu et at de bands der er skyld i at en masse unge aarhusianere vågner op med meget ømme kroppe. Der var i hvertfald voldsom gang i moshpitten foran scenen imens Aphyxion smed deres bundsolide og tunge metalcore ud i hovedet på os.
Så var det tid til et stilskifte. Daycare For Jedi gik på scenen. Her er vi ovre i den mere alm. rock. Meget i stil med den populære britpop genre, dog tilsat lidt ekstra krydderi af hardrock og lækre riffs.
Daycare For Jedi er fanme dygtige til det de gør, og de får deres publikum med. Og tiltrods for at jeg, som anmelder ikke er helt pjattet med lige præcis denne genre, skal det ikke underkende at Daycare For Jedi skabte en fest, og at de gør det de gør pisse godt.
Da den lidt mere afdæmpede del af aftenen var færdig, skulle Unseen Faith indtage scenen. Vi er igen ovre i metalcore genren, og her kan vi igen se hvordan denne genre kan udvilke sig, hvis man kommer ind i den med egne ideer og lyd. Til trods for at dette var det tredje metalcore band på aftenen, var det en anerledes oplevelse i forhold til de 
forgående, som også lød forskelligt.
Vi har tidligere anmeldt Unseen Faith, og jeg har sammenlignet dem lidt med Thy Art Is Murder. Og det vil jeg stadig gøre.
De spillede på aftenen voldsomt og ondt og super tight. Det var sgu en ren fornøjelse at opleve disse knægte. Og så har de til dato lavet et af de bedste danske metalcore numre i “Dystopia”. Har du ikke hørt det endnu, så tjek det ud. Det var i hvertfald en meget begejstret anmelder da de spillede dette nummer, og at det sad lige i skabet… Også live.
Endnu et stilskifte på aftenen fik vi da Sons Of Death Valley gik på… Men jeg skal love for at energiniveauet ikke blev mindre…. Fuck nu af.. Som fotograf kunne man nærmest godt opgive at tage et ordenlig billede af frontmand Dan…. 
Han var, til trods for scenens begrænsede størrelse, her der og alle vejene. På scenen, ude mellem publikum, både med deltagelse i moshpit, samt som crowdsurfer.
Sons Of Death Valley spiller en sjov omgang rockmusik…. Det er vel lettest at beskrive som en gang ko-rock, pakket godt og grundig ind i noget aggressiv hardcore rock n’ roll.
Til trods for alle disse forskellige genre skift mellem de enkelte bands, var pulikum konstant på… Det var pisse fedt at se… Og Sons Of Death Valley var bestemt ikke noget undtagelse… Tvært imod… Om muligt fik de publikum endnu mere op at køre… En fed fed koncert de præsterede på de 20min.. Pisse fedt.
Næste band på scenen var Møl…. Dem har jeg lidt svært ved at sætte genre på…. Til dels spiller de black metal, men der er også lidt deathcore og metalcore indover. I mine øre bliver deres sammensætning af genre en smule rodet. Jeg har svært ved at finde den røde tråd og ideen i deres musik.
Ingen tvivl om at de er dygtige musikere. Når de køre black metal igennem maskineriet er det godt. Der er det dragende i de “syngende” 
guitarharmonier. Der er hele den drømmende stemning. Og der er også den gode tunge og lækre guitar når de er ovre i noget mere deathcore/metalcore lign. indspark i deres musik…. Det hele er pisse fedt hver for sig… Men Møl blander det lidt for meget, så jeg ikke rigtig når at finde mig tilrette i deres musik.
Det dragende i black metal er da heller ikke så nemt at have en fest til, og det var da også under Møl at publikum var mest stillestående.
Og det var nok godt nok med en lille pause på gulvet for publikum, for da næste band gik på, brød helvede løs. Det var sandt at sige som om helvedes porte havde åbnet sig i Studenterhuset i Aarhus. CABAL gik på den lille scene (her vil jeg gerne sige, at de burde have været på den store scene… Men på den anden side… Det budre de fleste bands i aften).
CABAL har vi haft fornøjelsen af at anmelde, og fuck nu bare langt ind i helvede hvor er de onde og grimme i deres lyd. Det er brutalt, ondt og fandens kompromisløst.
Aldrig har jeg hørt så ondskabsfuld en lyd på bas og guitar, som da CABAL lavede en hurtig lydprøve inden deres sæt.
Her var det umuligt at tage billeder. Lyset var slukket… Der var mørkt som i en kulminearbejders røv. Eneste lys var stroboskoplys, og en forbandet masse røg. Men det var fedt. Det var stemningsfyldt og CABAL var virkelig slagkræftige i både fremtoning og musik.
Og så fik vi Danmarks nok fedeste Deathcore nummer til dato i “False Light”. Denne anmelder er meget glad.
Det var så også efter CABAL at vi fik aftenens længeste pause, der dog var ufrivillig… Det vidste sig at alt den røg CABAL havde fyret af, havde aktiveret Studenterhuset’s alarmanlæg. Dette gjorde at hele huset skulle ryddes, så myndighederne kunne komme ind og se at der ikke var fare for de tilstedeværende folk.
Da det var konkluderet fra myndighederne at vi nu kunne feste videre, gik Ill Be Damned på som aftenens sidste band.
Med fare for at få på munden næste gang jeg kommer til Aarhus, må jeg sige at jeg aldrig har oplevet Ill Be Damned før… Men det var for satan da tydeligt at det havde mange af de tilstedeværende på aftenen. For der blevet dæleme skrålet med på omkvæd… Pisse fedt 😀
Men nu kommer Ill Be Damned jo også fra Aarhus. 😉
Og hvad kunne de så byde på?? De kunne byde på den fedeste Hardrock/rock n’ roll koncert jeg længe har været vidne til.
Hold nu kæft deres musik holder hele vejen… Jeg må uden diskussion fremhæve frontmand Stig Gamborg… Han ER det band… Han har så voldsom fed en pondus, karisma og udstråling på den scene, hvor de andre bandmedlemmer er en smule for stillestående til denne genre synes jeg.
Det var som sagt første gang jeg oplevede Ill Be Damned, men det er sataneme ikke sidste gang.
Som opsurmering på denne aften vil jeg sige et KÆMPE tak til Mirza og resten af hans kollektiv Prime Collective… Tak fordi I om nogen holder gang i dansk rock og metal, og gør alt for at promovere det. Og tak for dette fede set-up med Prime Is Coming touréen. Vi håber så at den kommer til at give et kæmpe overskud, så der kan sparkes en masse penge afsted til Børnecancerfonden.
Næste weekend er det Konfus i Esbjerg, samt Sønderborghus i Sønderborg der tager imod dette cirkus af rock n’ roll & metal…. Husk at købe billetter og kom afsted til et par fede aftener.