Metallica – Hardwired To Self-Destruct – Metallica er tilbage !!!!

Metallica – Hardwired To Self-Destruct

Så kom den dag mange metalfans har ventet på. Metallica har udgivet deres længe ventede album Hardwired…To  Self-Destruct. Deres første studiealbum siden Death Magnetic fra 2008.

De gamle metaldrenge har ikke helt været dem selv efter udgivelsen af det sorte album fra 1991. Bl.a. de to albums Load og ReLoad har delt vandene, da de på det tidspunkt var lidt atypiske i forhold til Metallicas tidligere stil. Og det totalt kiksede St. Anger, hvor både numre, lyd og produktion generelt var elendigt. Så lavede de Death Magnetic i 2008, hvor man håbede at Metallica var tilbage på banen. Men nej. Endnu et album uden sange som kunne fange ens opmærksomhed. Og albummet indeholdt desuden kun numre som var dræbende lange. Var Metallica efterhånden kun en saga blot?? Ville de efterhånden blot blive nogle metal-dinosaurer der endte ud med at turnere rundt med en form for Greatest Hits show. Ja, det var de ved at være godt i gang med.

Men…… Så kom dagen…. Den 18. november 2016. Hardwired to Self-Destruct udkom. Og jeg vil sige det således: Metallica er tilbage!!! Dinosaurerne er vågnet op fra deres slumren.

Hardwired to Self-Destruct indeholder 12 nye numre. Der er fart, power, vildskab, samtidig med at der også er god melodisk hardrock indover. Skal vi lige få ryddet minusserne af vejen med det samme så det er overstået, er der to ting der er problematisk ved dette album. Det ene er at der igen er for mange numre som er alt for lange. Til trods for gode riffs og melodier, bliver det altså bare kedeligt i længden. Efter 5-6 minutter vil man altså gerne videre. Den anden ting er at man vel efterhånden kan kalde Metallica for mestre i laaaange introer. Næsten alle numrene har voldsom lange introer inden de kommer i gang. Jeg tror Metallica skal sættes ind i begrebet ”less is more”. Men nu til det positive…. Der er numre som leder en tilbage til deres debut album Kill ’Em All. Det er numre som ”Hardwired” og ”Spit Out the Bone”. Der er fart, tempo og en rasende energi. Det er en fornøjelse for en true Metallica fan. Der bliver prøvet nye stilarter af i bl.a. ”Confusion” og ”ManUNkind”. Og det er med stor succes. En del af numrene har desuden også lyd af de tidligere omtalte albums Load og Reload. Og det mener jeg bestemt ikke er et problem. Albummet er fint varieret i stilarter, dermed meget lyttervenligt. Men vigtigst af alt, så lyder det igen som det Metallica man kender. Så alt i alt et godt album, fuldt af lækre og tunge riffs, gode melodier, og en lækker variation. Nu kan publikum blot håbe på at de faktisk vil spille en del af disse nye numre når de gæster Danmark til februar. Men mellem os, gør det ikke noget at de lige korter et par minutter af hvert nummer, så det ikke bliver for trivielt. Men lyt til det, og lav jeres egen vurdering.

  1. Hardwired
  2. Atlas, Rise!
  3. Now That We’re Dead
  4. Moth Into Flame
  5. Dream No More
  6. Halo On Fire
  7. Confusion
  8. ManUNkind
  9. Here Comes Revenge
  10. Am I Savage?
  11. Murder One
  12. Spit Out The Bone