Retro Rerun: Hvad fanden skete der med mit Hammerfall?

Før vi starter, vil jeg lige sige denne artikel udelukkende er skrevet ud fra min personlige smag og holdning og ikke er en generel mening om bandet Hammerfall eller deres albums fra Metaltone.dk’s side.

Jeg glemmer aldrig første gang, jeg stiftede bekendtskab med de svenske ‘true metallere’ i svenske Hammerfall. Året var 1997, og min kammerat fortalte om en anmeldelse af en ‘heavy metal-skive som sikkert var noget for mig’. Han havde læst en anmeldelse i bladet Metalized og den havde scoret 10 ud af 10 hele vejen rundt. Dengang var Metalized en af de vigtigste kilder for os til at finde nye udgivelser, og som regel var en god karakter i bladet en nogenlunde garanti for, det pågældende produkt virkelig var værd at tjekke ud. Jeg har alle dage holdt meget af en solid god gedigen heavy metal-plade, så dette her album skulle naturligvis undersøges nærmere. Det var selvfølgelig Hammerfalls debut ”Glory To the Brave” der er tale om. Heldigvis havde den lokale musikpusher ‘Rillen’ fået den hjem, og jeg satte mig ved en af lyttestanderne deroppe, tog hørebøfferne på og trykkede play. Fra første minut af åbneren ‘The Dragon Lies Bleeding’ vidste jeg denne CD og jeg hurtig skulle blive rigtig gode venner. Musikken skreg af 80’ernes power og heavy scene, vokalen var ren, karismatisk og havde en behørig attitude, produktionen var perfekt til denne slags metal (ikke alt for overpoleret) og så osede det hele bare af ren kærlighed til metalguderne og man fornemmede tydeligt spilleglæden for fulde hammer(fall!).

Ni numre udgjorde debuten, og alle sange var af høj klasse. Jo jo det hele var da kliche og originaliteten var en by i Rusland. MEN – det var netop en af de ting, der gjorde dette til noget helt specielt. På daværende tidspunkt forsøgte alle metalbands at følge med tiden og bedst var det, hvis man kunne skille sig tilpas ud fra mængden ved at opfinde en ny dyb tallerken. Og ellers spillede man det sikre kort og kørte i samme rille som datidens populære navne. Nuvel der var mange bands der lavede en masse fede ting, men der var virkelig også en del udgivelser, hvor man tænkte ‘hvad fanden foregår der her???’ Mange bands glemte nemlig én yderst vigtig ting – den kunst at kunne skrive en god sang. Det handler ikke altid om at skulle vise sine tekniske færdigheder og skabe numre, som det næsten kun var andre progressive musikere der fattede en bjælde af. Det handler heller ikke altid om, hvor mange forskellige genre man kan proppe ned i ét band. Og så behøvede man heller ikke altid kun at kunne groove – en af de andre meget overskyggende tiltag ved 90’ernes metal-scene. Selv Slayer gik over og forsøgte sig med at groove mere i deres univers på den knap så fremtrædende ”Diabolus In Musica”. Ikke at det er noget decideret dårligt album, men vi kan nok alle blive enige om, det ikke er bandets stæreste udspil (på nær ‘Bitter Peace’ der til dato stadig er et af deres mest sublime numre).

Hammerfall gik efter den gode sang med gode melodier, mindeværdige leads og soloer, og syng-med-omkvæd. Der var masser af energi og overdreven brug af stål, metal, konger og krigere. Alt sammen pakket ind i artwork-mesteren Andreas Marshall’s cover, der viste et billede af en sort ridder med en hammer. Ridderen blev senere døbt ‘Hector’ via en konkurrence på deres hjemmeside, hvor fans kunne komme med forslag til maskottens navn. Det var så meget hyldest til 80’erne, at selv Manowar må have kastet et blik efter albummet og tænkt det var den fortabte fætter som var vendt hjem til familiefesten. Men det var derfor Hammerfall fængede en stor del af metalpøblen dengang i slut 90’erne. Folk ville gerne have noget traditionelt metal. Noget de kunne forholde sig til, der ikke var død, black eller doom metal. Og slet ikke nu-metal der i de år var den helt nye storhittende trend. Men ingen spillede det mere på denne måde. Dem der stadig huserede af de gamle drenge, lavede enten tungere, mere progressive eller eksperimenterende udgivelser. Og de få der forsøgte at holde de gamle dyder i hævd, soppede rundt i mere neutrale vande, så man hurtig havde glemt albummet. Men så kom disse unge svenskere pludselig som lyn fra en metallisk himmel og tordnede ind fra sidelinjen med ”Glory To the Brave”, og med ét var begrebet ‘true metal’ opfundet, og interessen for old school heavy og power metal steg igen mod uanede højder. Faktisk medførte Hammerfalls indtræden på scenen, og den succes der fulgte med at en masse andre, både nye og ældre musikere, fik lyst til at starte bands op for at spille denne klassiske metal-stil.

”Glory To the Brave” indeholder som sagt ni skæringer. To af dem var ballader (‘I Believe’ og titelnummeret), en enkelt midt-tempo headbanger-venlig bandit (Stone Cold) og resten var så ellers i den hurtigere ende af spektret (‘The Dragon Lies Bleeding’, ‘The Metal Age’, ‘Hammerfall’, ‘Child of the Damned’ der er et cover af bandet Warlord, ‘Steel Meets Steel’ og ‘Unchained’). Bandet bestod af guitaristen Oscar Dronjak som havde startet bandet og til dato stadig er primus motor, sangeren Joacim Cans der sammen med Dronjak er det eneste medlem, som har medvirket på samtlige albums, guitaristen Glenn Ljungström, bassisten Fredrik Larsson og trommeslageren Patrick Räfling. Jesper Strömblad (den gamle guitarist fra In Flames) var egentlig krediteret i coveret som trommeslager, men spillede efter sigende ikke på selve albummet. Til gengæld var han medskriver på en stor del af sangene. En ting han fortsatte med på de efterfølgende to skiver, og som vi kommer til at drøfte lidt senere i artiklen. Patrick var godt nok også afbilledet i bookletten, men kun skrevet på som gæstemusiker. Dem var der også flere af. Bl.a. guitaristen Stefan Elmgren som også ville komme fast med i Hammerfall, medvirke på den næste plade ”Legacy of Kings” og blive hængende en del år. Det samme gjorde Patrick Räfling, men han blev dog kun i bandet til efter den næste fuldlængde og den efterfølgende tour.

Hammerfall har haft en del udskitninger igennem årernes løb, og man kan diskutere om dette faktum var medvirken til bandets albums med tiden blev mere og mere neutrale og nærmest ligegyldige i enkelte tilfælde. Måske en af grundene, men jeg tænker også en anden væsentlig faktor muligvis spillede ind. Det kommer vi til.

At ”Glory To the Brave” blev en kæmpe succes skyldtes først og fremmest selve albummet, der virkelig var overdreven fedt og til dato stadig holder. Men det hjalp naturligvis også en hel del, at skiven blev udgivet af Nuclear Blast, der allerede dengang var et stort selskab. De havde mulighed for at køre den helt store promotion-maskine i stilling og give svenskerne de helt rigtige skub fremad. Eksponeringen var massiv og at anmeldelserne samtidig lå i den høje ende af karakterskalaen, tilføjede blot yderligere appelsiner i turbanen. Hammerfall røg hurtigt til tops. Og det var sgu velfortjent.

Allerede året efter var bandet klar med opfølgeren ”Legacy of Kings” og spørgsmålet var nu om de kunne holde standarden fra debuten. Svaret var et stort rungrende ‘ja’! Ikke alene formåede de at holde samme høje kvalitet, men mange mener faktisk 2’eren var bedre end 1’eren. Produktionen var knap så rå som på ”Glory…”, men den havde en mere in-your-face og hårdtslående lyd. Numrene var alle mere opkog fra samme boldgade, men på en eller anden mere gennemtænkte og man eksperimenterede med flere facetter af den klassiske power og heavy metal. Udviklingen var perfekt, og Hammerfall høstede stor anerkendelse fra både fans og anmeldere. Igen var Jesper Strömblad medskriver på mange af sangene, men denne gang var det kun Patrick, der var krediteret som trommeslager. Joacim Cans viste samtidig her, hvor meget mandens stemme egentlig var i stand til. De havde også fået ny bassist – den storsmilende Magnus Rosén. Personligt er jeg stadig splittet imellem at have denne her som min personlige favorit eller debuten. Begge albums går rent hjem, men til gengæld indeholder ”Legacy…” den ultimative sang (i hvert fald i min bog), bandet nogensinde har skrevet, nemlig ‘Heeding the Call’! En af de sejeste heavy-sange ever.

Jeg oplevede dem på den efterfølgende tour, da de bl.a. kom forbi Roskilde Festivalen i 1999. Det var en herlig koncert, og de gav den hele armen. Interessen for Hammerfall steg yderligere, og de skulle nu i gang med den svære 3’er. De havde lige lavet to fuldfede plader, så presset var stort. Kunne de opfylde forventingerne? Og fandeme ja om de ikke gjorde det igen!

”Renegade” udkom d. 9. oktober i 2000, og endnu engang formåede de kære svenskere at henrykke tilhængerne og den metalliske presse. Personligt var jeg endnu engang helt oppe og ringe, og skiven blev et af de store højdepunkter for mig det år. Udviklingen fortsatte positivt og der var ikke så meget at pege fingre af på albummet. Sange som ‘Templars of Steel’, ‘The Way of the Warrior’, ‘The Champion’ og ‘A Legend Reborn’ krøb langt ind under huden og efterlod en vanedannende hang til at hæve sin næve i vejret og svinge garnet i takt til musikken. Ny mand på gryderne var Anders Johansson der også havde spillet med Yngwie J. Malmsteen. Han leverede nogle energiske tønder på ”Renegade” og klædte specielt bandet godt på scenen med sin tilstedeværelse. På Wacken i 2001 spillede de en af de fedeste koncerter, jeg nogensinde har oplevet. De var yderst aktive på udgivelsesfronten imellem deres albums, og holdt konstant gryden i kog med singler og EP’er. Der var ingen tvivl – Hammerfall var et af mine nye favoritbands. Men i horrisonten dukkede den første mørke skygge op stille og roligt.

I 2002 udgav bandet deres fjerde fuldlængde – ”Crimson Thunder”. Allerede ved første øjekast kunne man spotte, noget var anderledes. Hvor Andreas Marshall op til nu havde haft gang i pennen og lavet størstdelen af al artwork for Oscar og co., var den opgave nu givet videre til kunstneren Samwise Didier. Det gav en noget mere ‘blød’ kant til udtrykket, og det er faktisk også hvad der kendetegnede den musikalske røde tråd på pladen. Hvor bandet på de første tre skiver havde kørt en mere rå og ligepå stil, naturligvis med masser af melodi og syng-med-attitude, var denne her en kende mere poleret både i produktion og sangskrivning. Og nu kommer vi så tilbage til Jesper Strömblad. Han var ikke længere medvirken til sangskrivningen, som nu udelukkende var overtaget af Dronjak og Cans på nær et par enkelte steder. Jeg har altid syntes, det var en kende tankevækkende at med Strömblads exit som medvirkende sangskriver, var det som om, musikken mistede noget af den kant der havde fået mit blod i kog til en start. På ”Crimson Thunder” finder vi stadig fede tracks som f.eks. titelnumret, ‘Riders of the Storm’, ‘The Unforgiven Blade’, ‘Hero’s Return’ og ‘Angel of Mercy’ (der godt nok ikke er bandets egen kreation men derimod et cover af Chastain). Til gengæld har vi så også mere tvivlsomme sange som ‘Trailblazers’, ‘Dreams Come True’, ‘On the Edge of Honour’ og ‘Hearts On Fire’ (der virkelig skriger af at ville skrive et mere kommercielt hit). De har på alle tre forgående albums haft stille sange – alle af en vis høj klasse, men med ‘Dreams Come True’ bevæger vi os ud i det noget mere kedelige terræn af den afdeling. Der mangler et eller andet. Den går ikke ind for alvor, og det er det, der kendetegner en rigtig fed rock/heavy-ballade.

Jeg var sgu en smule skuffet over ”Crimson Thunder”, men man kan heller ikke forvente et band kan lave et mindre eller større mesterværk hver gang. Den ryger på anlægget en sjælden gang imellem i dag, og jeg nyder nogle af numrene. Enkelte kan jeg finde på at skippe forbi. Men jeg havde endnu ikke mistet troen på Hammerfall. Alle bands har gode og dårlige dage. Dette var en halvsøvning morgenstund med lidt solstråler her og der. Det skulle nok gå.

Så kom 5’eren…

”Chapter V: Unbend, Unbowed, Unbroken” røg i handlen i 2005 og jeg var mildest talt målløs på den ufede måde! Jeg tvang mig selv til at ville finde noget af den magi, jeg havde følt ved de første udgivelser. Genhørte den til ukendelighed, men det var virkelig svært at få ret mange nakkehår til at røre på sig. Produktionen var massiv men ret så poleret, og selvom der er godt med guitar-lir fra både Elmgren og Dronjak, fængede det bare ikke. Cans vokal var mere ren end tidligere, og i mine ører havde han mistet så meget af den charme, der havde været hans trademark. Melodierne var jævnt kedelige og omkvædene ikke specielt mindeværdige. ‘Fury of the Wild’, der lød som en hybrid imellem Accept og Iron Maiden, var et af de få lyspunkter. Balladen ‘Never Ever’ forsøgte at genskabe en smule af feelingen fra de tidlige roligere momenter af bandets diskografi, uden dog at nå de samme højder. ‘Born To Rule’ viste glimt af noget fedt her og der, men bedste nummer på ”Chapter V….” var ‘Take the Black’ der viste, at de stadig havde en smule liv i nogle af de gamle gløder. Desværre forblev det kun ved gløderne, og man savnede de storfængende flammer fra de massive bål, bandet skabte få år forinden. Sidst skal det lige nævnes at vores alle sammens gamle sure dæmon-bølle fra Venom, ikonet Cronos, gæsteoptrædte på afslutteren ‘Knights of the 21st Century’, men det reddede ikke det lidt over tolv minutter lange nummer. Igen små udslag af noget der var velfungerende, men det kom aldrig op på kogepunktet, og omkvædet vil jeg slet ikke begynde at kommentere på.

Skuffelsen var intens. Et af mine favoritbands var i seriøs krise. Men det kunne da ikke fortsætte. Men gæt igen. Det fortsatte.

Sjette album var ”Threshold”. Udkom allerede året efter ”Chapter V….”. Artworket var det kedeligste indtil videre. Musikken lød som skåret over samme kam som på det forgående album. Produktionen var igen yderst massiv og klinisk ren. Dronjak og Cans havde fundet deres måde at skrive sange på, og den formel tog ikke ret mange fanger. ‘The Fire Burns Forever’, ‘Titan’, ‘Natural High’ og den instrumentale ‘Reign of the Hammer’ kunne få én til at vippe lidt med foden, og så var det vist også det, man kunne hive ud af ”Threshold”. Indtil videre lavpunktet i Hammerfalls katalog.

Herefter forlader både Stefan Elmgren og Magnus Rosén den synkende skude, og ind kommer guitaristen Pontus Norgren og den gamle bassist Fredrik Larsson. De medvirker på den næste plade ”No Sacrifice, No Victory” fra 2009. Om titlen er en reference til de to medlemmer der ikke er med længere, melder historien intet om, men det kan i sagens natur vel også være ret så ligegyldigt eftersom det jo er Dronjak og Cans, der står ved roret. Tror dog ikke det er så slemt, da Elmgren gæster med en enkelt solo på ‘Bring the Hammer Down’. ”No Sacrifice,
No Victory” er overordnet hørt en forbedring i forhold til de to forgængere. Det virker som om energien er vendt en anelse tilbage, men ikke dermed sagt, vi har at gøre med samme fuldfede standard som på de første tre. På ingen måde! Samtidig afprøver Hammerfall nogle andre ideer og kaster sig ud i ukendt terræn, hvilket faktisk klær dem på en sund måde. Den rockende svinger ‘Life Is Now’ rykker derudaf, ‘Legion’ kører på med god energi og et omkvæd, man for engangs skyld mindes med et smil, ‘Hallowed Be My Name’ er en tung sejtrækkende slager som fungerer fint og den instrumentale ‘Something For the Ages’ er forbløffende frisk og indeholder mange lækre finesser. Traditionen tro skal vi også have en ballade på denne skive og den kommer i skikkelse af ‘Between Two Worlds’, som faktisk også er ganske ok. Titelnumret er en iørefaldende midt-tempo fornøjelse og ‘Bring the Hammer Down’ har både medrivende vers og omkvæd. Til gengæld står man lidt udeforstående overfor coverversionen af ‘My Sharona’?! Alt i alt var denne her udgivelse en bette glædelig overraskelse, da den udkom i forhold til ens forventninger.

Selvom ”No Sacrifice, No Victory” var bedre end forventet, var min interesse for Hammerfall svundet en smule år for år, og jeg fulgte ikke så meget med i, hvad bandet egentlig foretog sig. Derfor overså jeg fuldstændig ”Infected”, da den udkom i 2011 og hørte den først for alvor lidt senere. Først og fremmest var coveret fuldstændig anderledes end alle de andre ‘Dungeons&Dragons’-inspirerede illustrationer med Hector i front. Det her viste en blodig hånd, og kunne have været forsiden til hvilken som helst horror-film, og den musikalske tone var generelt tungere og mere mørk. Det pyntede på deres CV, og som helhed var dette værk, eksperimenterende eller ej, faktisk noget af det bedre de havde lavet i lang tid. Men ét er at kunne lave nogle velfungerende sange på en udgivelse, noget andet er at holde fanen højt hele vejen igennem. Det var heller ikke tilfældet med ”Infected”. ‘B.Y.H.’, som er endnu en hyldest til metallen, har et solidt tag i nakken på nær de elementære typiske broer, hvor Cans og de dertilhørende underlæggende toner fra guitar og bas lige skal hive det ned på et jævnt metervare-niveau, ‘Dia de Los Muertos’ der holder godt i vers, men desværre lider under et knap så stærkt omkvæd, ‘The Outlaw’, der viser at bandet stadig kan finde lidt nyt i kassen med inputs, den svedigt trækkende ‘I Refuse’ som viser Hammerfall fra deres indtil nu mest rockede tunge side og ‘Redemption’, hvor den episke stemning med keyboardet de rigtige steder og headbanger-omkvæd muligvis viser alt håb ikke er helt tabt for svenskerne, er alle skæringer der er med til at gøre denne plade til et album, man om ikke andet bør tjekke ud for gammel kærligheds skyld.

I 2014 var Hammerfall på gaden med deres niende studie album – (r)Evolution. Jeg vil dog ikke kalde det her for en direkte evolution eller for den sags skyld revolution, for hvor vi på ”Infected” blev introduceret for bandets mere mørke side, og at de som sangskrivere sundt (og i min bog nødvendigt) afprøvede lidt nyt, er det her en tilbagevenden til tiden omkring ”Chapter V…” og ”Threshold”. Nogle få riffs holder og kunne have været taget ud fra ”Legacy of Kings” eller ”Renegade”, men når Dronjak og Cans partout vælger at skulle svæve rundt i kedelige omkvæd og søvndyssende broer, dør al lyst til at lytte, og sangene bliver bare for ligegyldige. Det kildrer i hvert fald ikke længere og man savner virkelig tiden, fra før de blev for sikre på sig selv og bare ville hylde deres egne idoler og 80’ernes storhedstid. Da de gik efter den gode sang med fede hooks, riffs man huskede, omkvæd der sad i skabet, energiske trommer og bare generelt heavy/power metal, man syntes var pisse fedt! Man savner måske Jesper Strömblads medvirken? Aner det ikke, men et eller andet mangler under alle omstændigheder. Tilbage er Hector på forsiden af coveret (denne gang tegnet af gode gamle Andreas Marshall igen – og det ser naturligvis pisse fedt ud!) og tilbage er desværre også al det man faldt i søvn til. Heldigvis er der, ligesom på både ”Chapter V….” og ”Threshold”, et par enkelte lyspunkter på ”(r)Evolution” trods de langt fra aldrig kommer op på siden af fordums tids genialiteter. ‘Live Life Loud’, ‘Origins’ (der uden tvivl er en hyldest til deres tidligere værker. I hvert fald på teksten.) ‘Tainted Metal’ og ‘Wildfire’ er noget af det eneste, man kan hive ud af denne her skabning. Hvis ikke det her direkte er Hammerfalls lavpunkt, er det uden tvivl dernede side om side med ”Threshold”. Det her er forresten den sidste skive Anders Johansson medvirker på.

Nu er vi egentlig nået frem til den egentlige årsag til denne artikel. Jeg sad for nylig og rodede rundt på nettet og pludselig dukkede et af mine gamle favoritbands seneste skive op – Hammerfalls ”Built To Last”, som de åbenbart udgav sidste år. Igen et album fra svenskerne der var gået min næse forbi. Uden tvivl fordi man stadig et sted inderst inde virkelig håber disse gamle helte en dag formår at ramme den samme høje standard, som det der i 1997 og nogle år frem, gjorde dem til et af de fedeste heavy/power metal bands i verden. Det som gjorde, de var den direkte årsag til udtrykket ‘true metal’ blev opfundet. Det der gjorde dem til et band der rangerede afsindig højt på min og et hav af andre metalhoveders personlige liste. Det der var Hammerfall – et band med den helt rigtige indstilling til 80’ernes metal-scene og som nogle unge, naive og dristige musikere med hang til læder og nitter hoppede ud i at lave og som førte til noget af det fedeste musik den metalliske verden manglede i slut-90’erne. Derfor satte jeg mig til at lytte til bandets tiende album. Og med en lille tåre i øjet måtte jeg erkende, de stadig svømmede rundt i denne her suppedas af middelmådig poleret metal med kun et sandkorn af bevis for, hvad de tidligere har udrettet. Jeg var faktisk så skuffet endnu engang, at jeg bestemte mig for at bruge et par dage på at skrive det, I her sidder og læser. Hvordan kan det være et så fedt band ramte et hul, de tilsyneladende bare ikke kan komme op af? Ret skal være ret – bandet har høstet mange metalfans senere hen på deres nyere albums, og disse fans har forhåbentlig et helt andet syn på det label, vi i dag kender som Hammerfall. Når det er sagt, savner jeg virkelig det, de engang var. Hvor fanden blev det ‘rigtige’ Hammerfall af? ”Built To Last” har som det forgående opus også enkelte højtryk af noget, man tvinger sig selv til at syntes er fedt. Men kun på grund af ens gamle kærlighed til dem. For i bund og grund er det her egentlig yderst ligegyldigt. Fordi man får et solidt riff præsenteret i ny og næ, fordi der er en lækker solo-passage eller to, ud af de knap 50 minutter skiven varer, fordi du kan huske et par af de melodier der bliver serveret, bare fordi man falder over få omkvæd der rent faktisk bliver siddende, og man regulært syntes er alle pengene værd – det GØR bare ikke automatisk albummet til et, man behøver i sin samling! Erkendelsen af Dronjak & Cans samt deres lejesvende nok aldrig rammer den samme åre, som man håber på, er hård. Man glæder sig ikke engang længere til næste udgivelse. Der kan, som skrevet, udkomme to plader fra deres hånd, som man ikke engang ligger mærke til, fordi man i underbevistheden desværre har afskrevet enhver drøm om, at de med ‘den nye skive’ kan slå benene væk under én igen. Man har mistet sin nysgerrighed. Man forsøger at bevare sin loyialitet overfor, hvad der engang var. Men hvad hjælper det, når man bare bliver skuffet gang på gang og som en anden blind høne søger efter noget der minder om korn midt på et klinisk rent parketgulv? Hammerfall bliver sgu nok aldrig det samme, og det er ok. Drengene har fundet deres niche, og hvis de har det godt med den, skal man som en enkelt fan heller ikke forsøge at lave om på det. Men derfor må man naturligvis gerne have sin meming og holdning. Jeg savner i hvert fald mit gamle Hammerfall. Men så igen – bands har før overrasket og ud af det blå pludselig lavet en ny genial skive efter år med lavvande på ide-kontoen. Det der med at genfinde sig selv. Man håber, men man er desværre nået til det punkt, hvor man ikke længere tror på det. Only time will tell.

Og med de ord, vil jeg trække mig tilbage, hive en kold øl op, og genhøre de tre (måske fire) første skiver igen. Lade mig henrykke af nostalgiens magiske hånd og bare være glad for, bandet rent faktisk fik leveret disse smukke værker til den metalliske verden, for under alle omstændigheder var de jo skyld i så mange andre fede bands blev dannet og fik smidt andre mindeværdige udgivelser på gaden.

Here’s to you Hammerfall og jeres ‘Legacy of Kings’.

Af Skousen.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*