Årets lystspil!
Jeg aner ikke engang, hvor jeg skal begynde her. Det her album må uden tvivl tangere til at være årets mest pinagtige og jammerlige udgivelse. Tættere på kommer vi nok ikke. Men inden vi dykker ned i dette cirkus af tåkrummende genvordigheder, kan vi da lige præsentere bandet Lethal Night. Dannet i 2015 i Los Angeles. Rodrigo Ramirez på næsten tighte trommer, Jeffrey Castro på bas (den måske mest stabile fætter i det her line-up, så tag lige hatten af for ham), den soon-to-be nye klassiske guitar-duo Ray De Leon og Amadeus Mozart (det navn må simpelthen være en selv-ironisk joke for fucks sake!!!) og til sidst manden jeg gerne ville kalde for bandets vokalist, men som jeg har meget svært ved at skrive uden at være ved og bryde sammen af grin; Steven Villa.
‘Bandet’ spiller heavy/power metal som vor far kunne lide den. I dette tilfælde ville han dog nok foretrække at bruge pladen som bordskåner til julefrokosten efter første gennemlytning. Hvis han i det hele taget nåede hele vejen igennem, for det er i sig selv lidt af en bedrift! Tro mig – har lyttet til denne her 4 gange nu, og den bliver bestemt ikke bedre med tiden.
”Visions In the Night” starter stille og roligt ud med en intro. Keyboardet i hørebøfferne vidner om at 80’erne venter lige om hjørnet. Spændende. Der klemmes lidt lead-guitar ind over. Sejt. En vokal i baggrunden. Alt kan ske. Det hele fader ud. Følgende rammes vi af en meget tør guitar der slår tonen an til åbneren – titelnummeret. Riffet er primitivt og en kende til den kedelige side, men nu kan man jo heller ikke forvente alle heavy metal bands kan holde samme høje standard. Der markeres traditionen tro fra de andre instrumenter. Twin leads på riffet og så afsted i et hurtigt tempo. Produktionen er ganske god for et band der gerne vil lyde old school, og man fornemmer endnu ikke hvilke ubehageligheder der venter forude. Den første kommer dog i samme øjeblik Steven Villa vælger at hoppe med på toget og vil lege med. Bevares mandens startskrig sidder rent faktisk nogenlunde og lyder ikke tosset. Men lige så snart han begynder at synge med på verset ligger det hele så utight, at man tænker der må være sket en fejl i den efterfølgende redigering i studiet. Sporet må være blevet skubbet, og enten har man ikke fundet ud af det eller også har man ikke vidst, hvordan man skubbede det tilbage igen? Et eller andet er i hvert fald helt galt. Men en ting er hans timing, noget andet er han heller ikke altid har helt styr på hvilke toner han rammer. Oh-oh-stykket der kommer i midten af nummeret er helt ved siden af, og igen undrer man sig over årsagen. Er manden døv? Har høretelefonerne i studiet ikke virket ordentligt? Er manden blottet for enhver tone i livet? Svaret svæver i vinden og i grineanfaldet man automatisk er begyndt på. Men han er heldigvis ikke ene om ikke at ramme rigtig på alle toner. En af de to guitarister høvler soloer af, der indeholder så mange forkerter toner, at man er sikker på mindst én af strengene må være stemt fuldstændig anderledes end resten. Rytmesektionen kæmper en brav kamp under dette freakshow, men det står desværre ikke til at redde. Vi når heldigvis i mål til sidst, men er knap nok kommet os over chokket, før den kære Steven skrigende befaler os til at komme med vores kampråb. ”Let me hear your battlecry”…og så flår den efterfølgende ‘Steel Champion’ ellers vores ører helt i smadder med hvad der nok om muligt må være det ledeste oh-oh-stykker ever – og det er IKKE ment positivt! Det er så meget ude af pitch, det ikke kan beskrives med ord, så jeg vil ikke engang forsøge. Det riff der følger er dog meget cool og 
minder en smule om noget Accept eller Judas Priest kunne have kommet op med på en halvsløj dag. Det skal dog ikke have lov til at blive alt for lækkert, for gæt hvem der igen vælger at ødelægge festen. You guessed it – Steven. Men rytmesektionen skal dog også have en flad med på vejen, for det sejler sgu alligevel en del rundt omkring i kanterne. Største plus ved ‘Steel Champion’ udover hoved-riffet er rent faktisk den kære sanger, da han holder et skrål der undervejs udvikler sig til et high-pitch skrig. Det er sgu alligevel fedt. Men man glemmer det dog hurtigt igen, da han kort efter endnu engang går efter toner der ikke eksisterer under et nyt oh-oh-stykke. Og hvis ikke han får os til det, gør guitaristen det uden tvivl med endnu en fed (læs: tåkrummende) solo.
Næste opstød er ‘Mary’ der starter godt ud med en habil trommerytme og noget ok riffarbejde. Det er en midt-tempo sang, og de gør det ganske fornuftigt. Selv Steven. Han rammer stadig ved siden af tonerne et hav af gange, men man er nået til det stadie, hvor enhver marginal forbedring er store ting i de efterhånden hårdt prøvede ører. Men lige som man troede, vi var på vej på ret kurs efter en drøj begyndelse, kommer den ustemte guitar igen og stikker sit grimme fjæs frem. Først med lidt små lead fills rundt omkring og så endnu en vanskabning af en solo. Det stopper dog ikke her. Nej vi skal ned i tempo og rigtig have publikum med. Det lykkedes af åbenlyse årsager på intet tidspunkt. Og så lige lidt mere Steven helt ude i skoven hen imod slutningen.
Nå ‘Powermad’ hopper i gang. Rigtig motorvejs-tempo. Så kører vi. Lige ind i mere fra den samme ustemte skuffe. Man bliver mere og mere overbevist om manden vitterlig er døv. Og guitaren måske endda ligefrem mangler en streng eller to. Det er faktisk lidt en skam i det her tilfælde for potentialet er der uden tvivl til, at ‘Powermad’ kunne have været en fornuftig heavy-hymne. Idéen er der, opbygningen er fin, melodierne og det hele virker bestemt gennemtænkt og kunne have fungeret. Men sådan skulle det altså ikke gå, da vores bagmænd åbenbart valgte at foretager sig andre og mere interessante ting end at tilbringer timer i øvelokalet.
‘Silver-Eyed Goddess’ begynder nænsomt med noget ren fingerspil der faktisk lyder ganske fedt og lige giver lytteren et bette pusterum væk 
fra cirkuset. Så blander grydebanker Rodrigo Ramirez sig i forestillingen og kommer ind som om, han lige skulle være færdig med at ryge en smøg inden optagelsen. Han nærmest snubler ind i den stakkels sang, og man bliver nødt til gentagne gange at gå tilbage og høre det igen for at tjekke, om det rent faktisk var meningen. Men nej den er god nok – Ramirez har enten overhørt metronomen eller også har han bare valgt at give fuck i det hele. Han ved jo, det er ham der sætter tempoet og de andre bare har at følge med. Jeg har efterhånden ondt af stakkels Steven og ville virkelig gerne kunne sige han i ‘Silver-Eyed Goddess’ lige redder den famøse opstart men…hvor trommeslageren lyder som om han var tæt på at komme for sent, lyder frontmanden til gengæld som om han lige er vågnet efter en ordentlig koger. Traditionen tro helt ude af pitch og denne gang ret så søvndrukken, som havde han været på druk i en uge. Men det kan selvfølgelig være det er der, vi skal finde forklaringen på dette uforståelige makværk af et udspil. De har været plakatstive under indspilningerne. Resten af nummeret overrasker dog enkelte steder. Det lange solostykke kører f.eks. uden de helt store svinkeærinder, så tænker de må have fundet en guitar med alle strengene intakte i et hjørne.
‘Bring Us Steel’ er endnu en sang der kunne have fungeret godt. Det ødelægger Steven så i gigantisk stil af nærmest episke dimensioner. Han skal simpelthen holde sig fra de oh-oh-stykker. På et tidspunkt bliver det så grelt, at en konspirations teori begynder at tage form i ens hoved – han gør det sgu garanteret med vilje den lømmel. Han ved, de andre har lagt planer om at smide ham ud af Lethal Night efter albummet, så nu vil han spolere hele projektet med et toneregister fra helvede og så kan de ellers lære det! Hvad årsagen end må være, er det virkelig helt ude hampen med vokalen på det her nummer.
Så er det blevet tid til at slagte enhver livsglæde med næste ofring til de tonedøve guder. ‘On the Prowl’ blamerer sig fornemt med et klassisk old school riff. Og hvad fanden sker der nu? Steven lyder næsten som om, han gør sig umage. Han kører ret meget i high pitch og det lyder til der er smidt mere rumklang på vokalen. Det fungerer sgu noget bedre end på nogle af de tidligere sange. Forvent dog ikke vi alligevel fandt den store ja-hat frem og kastede hænderne i vejret i ren glædesrus med tårer i øjnene, for der er naturligvis stadig tilpas med både guitar og vokal der søger med lys og lygte rundt i skalaen de helt forkerte steder, men det her er indtil videre det sure opstød på albummet med færrest klumper i. At nummeret i sig selv så ikke er ret meget andet end en halvkedelig fornøjelse fra den neutrale hylde, kan vi leve med, da Steven is on fire her!
The grand finale kommer i form af rockeren ‘Yelling Out Your Name’. Også her er rumklangen på vokalen krænget en anelse mere i vejret end tidligere, så jeg tænker de langt om længe endelig fandt knappen i redigerings-programmet på daværende tidspunkt. Man er nu nærmest blevet immun overfor både Steven og guitarene, for det der her virkelig springer i øregangene er vores gamle makker Rodrigo Ramirez, som syntes vi skal have valuta for alle pengene her på falderebet, så han fyrer tempoet op og ned som det lige falder ham ind. Som en gammel bil der hakker i motoren føres vi ud af den sprudlende landevej med både bakke og dal. Jeg vil dog give et par thumbs up for en del af guitararbejdet i denne her, for der er både lidt vellydende soloer (ja I læste sgu rigtigt!), leads og noget solidt rytmearbejde, når man tænker over de betingelser Ramirez disker op med bag tønderne. Stærkt gået drenge! Steven har heller ikke så mange svipsere alt i alt, og man varmes om hjertet over man ikke behøver bide i sit ærme af grin alt for mange steder. Godt gået Steven!
Nå så kom tidspunktet vi alle har ventet på – albummet nåede til ende. Virkelig noget af en oplevelse. Jeg vil lige kort forsøge at være pædagogisk og fremhæve de få positive ting ved ”Visions In the Night” – altså udover over alle de gode latteranfald, man fik undervejs. Gutterne har uden tvivl ideerne til at kunne smede god gammel heavy/power metal sammen. De lyder som en blanding af den tyske scene og den amerikanske. De har riffs der snildt kan få en til at ryste lidt med håret, der er elementer af noget der kunne have ramt et eller andet større og så tænker jeg, man kan ane en vis spilleglæde imellem alt det skæve og utighte. Problemet er måske netop at Lethal Night mangler et par år mere i øvelokalet for at kunne fuldføre det, de egentlig gerne vil. Hvis de havde lagt sig i selen og kæmpet sig igennem de mange trælse og irriterende timer bag instrumenterne og mikrofonen, havde vi uden tvivl siddet med et produkt, man havde lyttet til med interesse frem for at sidde og være komplet målløs over, de overhovedet har formået at få udgivet det her gøglede lystspil på et regulært pladeselskab. Jeg håber virkelig, de tager sig tiden til det og samtidig fortsætter med udvikle deres ideer, for så skal de nok nå deres mål. Og det mål kunne i teorien vise sig at gå hen og blive ret spændende. Og så lige til sidst – Steven har rent faktisk en meget cool og til dels karismatisk vokal, og den kan en masse (også selvom det ikke er det hele der er planlagt?!). Mandens high pitch skrig er uden tvivl hans stærkeste kort. At han er døv og ikke kan ramme de rigtige toner, er hans svageste kort. Men fortsæt med at øve dig, så har vi måske at gøre med en af de kommende seje power/heavy metal-vokalister der skal løfte arven efter Halford, Dickinson, Kiske og de andre store forfædre.
Alle starter et sted. Lethal Night startede med at forårsage et af årets bedste grineflip.
Af Skousen