METALTONE.DK’s udsendte i forhold til koncert-anmeldelserne (læs: undertegnede) var så heldig at vinde en billet til årets festival i forbindelse med en konkurrence, som AAMF afholdte tidligere på året. Det var naturligvis en yderst glædelig nyhed den mandag, da jeg fik det at vide og endnu mere glædeligt, da jeg så, hvem der var et af hovednavnene – doomkongerne My Dying Bride! Desværre, som alle nok ved, blev bandet af personlige årsager nødt til at aflyse op til flere koncerter; heriblandt deres show på AAMF 2017. Der skulle dog mere til at få smilet til at pege ned ad, for med andre fede navne som f.eks. Invocator, Destruction, Deus Otiosus, Artillery, og senere Dark Funeral og I Am Morbid m.fl. var der lagt i kakkelovnen til et par fede oplevelser alligevel. Og tro mig; der var virkelig nogle gode koncerter imellem. Plus nogle der af andre årsager står meget svagt i erindringen. Det kommer vi til…
Torsdag drog min rejsemakker og jeg afsted fra de østjyske territorier og satte kursen nordpå. Jeg vidste på forhånd, vi ikke ville nå ret meget af programmet denne dag, da vi begge først fik sent fri fra arbejde. Til gengæld ville vi kunne nå et af de bands, jeg havde set allermest frem til – Danmarks tekniske thrash-guruer Invocator. Noget der dog ikke var med i planlægningen var, at bruge noget længere tid end
forventet på at finde vores hotel. Så mens vi kørte rundt og bandede over GPS’en, spurgte om vej på et andet hotel og ellers nød alle de røde stoplys i Ålborgs vejkryds var festlighederne for længst startet på Studenterhuset. Hotellet vi skulle bo på var heldigvis et hyggeligt et af slagsen, men deres elevator var til gengæld ikke større end et kosteskab! En reminder om snart at komme af med de ekstra pund på sidebenene. Vi ankom da aftenens andet sidste band, Make Them Suffer, var ved at være færdige med deres koncert. Vi forhørte os med de andre tilstedeværende om hvilke bands, der havde leveret nogle
mindeværdige koncerter i løbet af aftenen og flere kommenterede på bandet Cursed Earth. En kvindelig forsanger i et hard core-band. De havde vist givet den fuld gas, og sangerinden havde været helt vild. Så endnu et band, man bliver nødt til at tjekke ud ved lejlighed.
Så kom øjeblikket jeg personligt havde ventet på hele dagen – Invocator gik på scenen! Trods jeg har været fan af bandet i mange år, har jeg aldrig fået set dem live, så denne aften var noget helt specielt, og jeg håbede, de kunne leve op til mine forventninger. Det kunne de. De startede ud med ‘Dying To Live’ og allerede her fra starten, kunne man mærke man var i særdeles kyndige hænder fra nogle gamle rotter i faget. Den efterfølgende ‘Doomed To Be’ fra klassikeren ”Weave the Apocalypse” blev ligeså leveret med en præcision, så ingen var i tvivl om disse garvede gutter både havde erfaring og var yderst sammenspillede. Herfra fulgte en (Perle)række af gamle klassikere fra deres lille bagkatalog, hvor specielt netop
”Weave the Apocalypse” var stærkt repræsenteret. Trods Jacob Hansen med al respekt også er blevet ældre, lød mandens karismatiske vokal til at være i topform. Det hele gik op i en højere enhed, og da Invocator gik af scenen efter at have spillet ‘Through the Nether to the Sun’ som ekstranummer var både skribenten her og resten af salen mere end tilfredse. Det kunne tydeligt høres på jublen. Nuvel bandet virker ikke som det mest energiske orkester på en scene, men de kan fandeme spille det, de gør på pladerne uden dikkedarer og gør det mere end overbevisende. God start på en festival.
Efter koncerten gik vi på rov i merchandise boderne, i baren og snakkede både nye og gamle bekendte, hvilket altid er noget af det hyggeligste ved en festival. Vi gik tidligt tilbage til hotellet, så vi kunne være friske til fredagens program. Det skulle dog vise sig, at blive lidt anderledes end forventet.
Fredag. Vi stod tidligt op, fik en gang morgenmad og slappede lidt af på værelset med gamle røverhistorier og et par kolde bajere. Hen ad formiddagen knappede vi den første flaske…(host host) inden jeg fortsætter, vil jeg lige starte ud med at sige denne dag til dato stadig indeholder en hel del sorte huller i min hukommelse. Årsagen kommer vi til lige om lidt. Samtidig vil jeg til eget forsvar sige, jeg ikke har været på hverken presseliste eller gæsteliste. Som sagt vandt jeg billetten og årsagen til denne artikel ligger ved, at jeg havde lovet METALTONE.DK’s redaktør Johnny Fravn at skrive et par ord om festivallen. Specielt på de tidspunkter han ikke selv kunne være til stede. Nå men jeg vil fatte mig i korthed omkring fredagen, da den gik helt op i hat og briller. Vi åbnede den første flaske vodka hen ad formiddagen. Humøret var højt og håret langt tilbage og en-to-treo – pludselig var man på det stadie, hvor man ikke opdagede, hvor stegt man egentlig var blevet. Forklaringen lå uden tvivl i de to (måske tre) tomme flasker sprit plus utallige tomme dåse-bajere på bordet. Selvsagt løb tiden fra os, og vi missede i hvert fald de første to bands. Jeg kan huske, vi forlod hotellet og kan svagt huske noget af Konvents koncert. Kan huske en snært af Deus Otiosus, og at jeg proklammerede overfor en eller anden gut der stod ved siden af, de ‘bare var så pisse fee’. Orm er helt væk fra lystavlen. Solbrud; igen et bette glimt i form af jeg også her havde ævlet til en kammerat om, hvor gode de var, og dem skulle han lytte godt efter. Kan desværre ikke selv huske en skid af koncerten. Under Myrkur begynder hukommelsen at vende svagt tilbage. Mindes jeg var meget overrasket over stemningen, og hvor meget publikum var med. Det var ikke meget, jeg havde dyrket hendes plader inden koncerten, men de skal helt klart have nogle chance her efterfølgende. Aftenens sidste band var med mægtige Dark Funeral, som jeg naturligvis missede det meste af, da jeg først for sent opdagede, de var gået i gang. Resten af natten foregik i Ålborgs natteliv og klokken halv seks om morgenen væltede jeg ind af døren på hotellet. Beklager til bands for hukommelses-svigtet og undskyld til alt andet godtfolk for, hvad end det måtte være. Man er jo kun et menneske…
Nå men lørdagen gik først med at pleje tømmermænd med morgenmad og masser af vand. Efter en kort lur skulle vi ned og se det nordjyske unge band Chronicle, som jeg havde stiftet bekendtskab med tidligere på året til Viborg Metal Festival. Deres koncert havde
imponeret mig så meget, jeg havde købt deres debutalbum og seneste EP. Siden har disse været spillet en del gange herhjemme, og specielt har EP’en ”Memento Mori” virkelig sat sig i høresneglen. De fire unge Frederikshavnere havde fået fornøjelsen af at åbne sidste dag på festivalen og hvilken start! Spilleglæden var stor fra starten af, og deres blanding af thrash og melodisk dødsmetal høvlede ud over de få publikum, der var mødt op. Der kom dog heldigvis flere til undervejs. De lagde ud med den ene af mine to egne favoritter ‘The Law of Retribution’, hvis hovedriff er et af de fedeste melo-døds riffs, jeg har hørt i mange år. De fik spillet sig endnu mere varme i løbet af deres halve times spilletid, og vi fik undervejs også et par nye numre smidt i hovedet, der lover godt for næste udgivelse. Chronicle er ikke bange for at være melodiske, og de gør det uden at være bange for klichéerne. Det skal forstås på den måde, man det ene øjeblik syntes det lyder som ren 80’er, men når de samtidig formår at holde den aggressive thrash/death metal ved lige, får man den fede fornemmelse af midt/slut-90’erne, hvor bands som In Flames og Dark Tranquility viste hvor skabet skulle stå. Og den blanding forstår drengene at smelte sammen på sejeste vis. Man fornemmer også en vis inspiration fra et band som Children of Bodom. Guitar og bas-arbejdet fungerede super, men stor klapsalve skal der lyde til trommeslager Jari Sielemann Holopainen, der ligger en energi for dagen, man kun kan tabe pusten over. De sluttede af med den anden af mine favoritnumre ‘Derelict’, hvilket var den perfekte afslutning på en lækker koncert. Jeg vil råde alle der kan lide aggressiv og medrivende melodisk død blandet med thrash til at tjekke bandet her ud, for de er virkelig pisse fede.
Vi gik herefter ud for at få stillet sulten et sted, hvilket gjorde vi kun fik slutningen med af Swindler’s show. Disse rockende gutter skal jeg dog
have tjekket ud en anden gang, da det vi fik med, virkede som ret charmerende hård rock uden så mange svinkeærinder.
Næste akt på de skrå brædder var den groovy og tonstunge death metal-kampvogn fra Randers; Prevail. Jeg har fulgt bandet helt fra starten og set dem 12-15 gange i løbet af årene. De har spillet mange gode koncerter, men jeg må nok erkende denne her var den bedste indtil nu. De fem gutter virkede mere sammenspillede end nogensinde, og man kan mærke de hver især er vokset utrolig meget med opgaven. Vi fik syv ofringer fra deres debutalbum ”War Will Reign”, hvor specielt publikum-hittet ‘Voices, de traditionen tro sluttede af med, samt ‘Blood Eagle’ og Smiting Our Enemy’, som de åbnede med, virkelig rykkede folk med. Prevail er begyndt at få sig et pænt følge i Danmark, og denne dag var da også fuld af support fra de fremmødte heavyhoveder. Der var lidt skønhedsfejl rundt omkring, men ikke noget nævneværdigt måske udover, da guitarist Michael skøjtede rundt i et melodi-stykke, hvoraf årsagen skulle findes hos forsanger Claus, som spillede sin mikrofon af opad den tilsyneladende ophidsede guitarist, så denne blev hevet lidt ud af den. Underholdende og alt i alt en bundsolid koncert.
Pause og så skulle et af Danmarks for tiden mest hypede bands BAEST fyrer den af med deres beskidte dødsmetal. Jeg har haft fornøjelsen af at se bandet nogle gange i løbet af året, og jeg har lyttet til deres EP ”Marie Magdalene” en del gange. De har gjort det godt live, og deres EP er ganske god, men jeg har ikke helt kunne få de samme kuldegysninger, som en stor del af den danske metalpøbel ellers har haft over Baest
– indtil denne lørdag. For for fanden de gav den hele armen! Fra første tone var bandets overskud og glæde ved at optræde bare helt oppe i det røde felt, og man blev automatisk suget ind i den energi, som de fem unge banditter klaskede ud i salen som et power-missil. Samtidig virker bandet helt nede på jorden, og forsanger Simon Olsen’s gavflabede attitude med masser af selvironi gik rent hjem. Her forstod jeg pludselig hypen en del bedre end tidligere. I hvert fald hvad angår live. For selvom musikken stadig er en god solid omgang death metal som fungerer fint, får den dog ikke mit pis helt op på kogepunktet hele tiden. Der er naturligvis masser af passager som sidder lige skabet og specielt på en scene foran et publikum. Og det er netop det som er Baest’s stærkeste kort – når musikken rammer de højdepunkter i samarbejde med en uovertruffen ud-over-scenekanten-præstation fra de fem medlemmer. Sved, energi og masser af spilleglæde var varemærket, og jeg vil det næste stykke tid genhøre ”Marie Magdalene” en hel del for at se, om hele Baest-universet ikke kan vokse yderligere og for alvor krybe ind under huden på én. Efter denne oplevelse vil jeg påstå muligheden bestemt forelægger.
Næste band var ingen ringere end Danmarks gamle thrash-guder Artillery. Det er dog kun Michael Stütser der er tilbage af de gamle drenge. Med sig på scenen havde han denne aften bl.a. Michael Bastholm Dahl, der har lagt sin smukke røst på de sidste par skiver med bandet og ingen ringere end trommedasker Anders Gyldenøhr, der bl.a. har tæsket kedler for Grope og Hatesphere. Jeg har set Artillery flere gange end jeg kan tælle til efterhånden (alene i år tror jeg det er blevet til 3 gange), og det er altid en fornøjelse at høre de gamle klassikere og selvfølgelig noget af det nye. Sætlisten bestod dog primært af det ældre materiale, selvom vi også både fik noget med fra ”Legions” og det seneste album ”Penalty By Perception”. Siden jeg så min første koncert med frontmand Bastholm, er manden vokset mere og mere for hver koncert. Han er god til at få publikum med og man kan mærke selvtilliden er steget i forhold til at skulle fronte et band i Artillerys kaliber. Eneste lille hage er dog han aldrig går op og rammer den der høje vokal i ‘Terror Squad’. Han har en af de bedste vokaler i Danmark og spændevidden er rimelig massiv (hvem sagde f.eks. hans præstation i cover-bandet Mercyful Diamond!?!), så tænker han skal gøre forsøget fremover, for jeg er sgu sikker på, han kan. Når det er sagt leverede Artillery en fornem koncert på de 45 minutters tid, de havde og lege i. Traditionen tro fyrede Stützer også en solo af der naturligvis blev afsluttet med at bide de sidste toner an med tænderne. Det var specielt en fornøjelse at høre Gyldenøhr bag et trommesæt igen. Man havde helt savnet mandens helt unikke stil. Han kan sgu et eller andet.
Vi tog ud og fik noget aftensmad efterfølgende. Det trak lidt ud, så vi ankom desværre langt inde i Hatespheres sæt. Som altid spillede de med god energi, og forsanger Esse var i stødet. ‘Drinking With the King of the Dead’ fik folk godt med, og med den i øregangene gik vi i baren bagerst i salen og nød et par kolde til resten af koncerten.
Firespawn er ikke et band, jeg havde det store kendskab til inden AAMF 2017. Jeg havde hørt et par sange og vidste det var et af LG Petrov fra Entombed A.D.‘s projekter, som bl.a. også tæller medlemmer fra
Unleashed og Defleshed. De spiller brutal og hårdtslående death metal uden dikkedarer, og man må sige det
var som et tæppebombardement af hidsige tæsk til tinnitussen fra start til slut. Petrov havde en fest på scenen, og nød at levere vittige kommentarer ud over den efterhånden livlige skare af publikum. Man fattede dog ikke halvdelen af, hvad manden sagde, men det var underordnet – man fornemmede uden tvivl der var lune og spas bag ordene. Der er ikke så meget at sige om Firespawn. De rykkede igennem på aggressiv og medrivende vis, og jeg skal i hvert fald have tjekket dette band noget mere ud, for det var sgu ret fedt og der var masser at komme efter, hvis man kan lide brutal og hurtig dødsmetal med lidt melodi her og der.
Som den gamle thrash-elskende bums man jo er, var et af årets største navne de gamle bøller i Destruction. Schmier og co. entrerede scenen alle iført læder-vest med kæder og nitter og så gik det ellers over stok og sten med at hakke den
ene fede thrasher af efter den anden. ‘Nailed To the Cross’, ‘Thrash Attack’, ‘The Butcher Strikes Back’, ‘Bastial Invasion’ og en stor håndfuld af andre lækkerier fra bandets bagkatalog blev serveret med stor overbevisning og en dedikation, så man ikke er tvivl om de 3 ældre gutter virkelig elsker det, de står og laver. Samtidig holdt Schmier en yderst hyggelig og næsten kammeratlig drillende dialog med publikum, hvor den karismatiske frontmand bl.a. konkluderede de yngre segmenter blandt den tilstedeværende pøbel endnu ikke var født da det efterfølgende nummer blev indspillet. Og sådan gik det mere eller mindre under hele koncerten. Hyggelig stund afløst af aggressive og headbanger-fremkaldende udbrud af rendyrket old school thrash metal. En anden ting der bør bemærkes hos den kære Schmier er, hvordan hans stemme til dato stadig kan lave de små skrig rundt omkring – en af de ting der bl.a. er kendetegnende ved mandens vokale færdigheder. Specielt når han lyder som en der ryger 60 smøger om dagen, når han taler! Destruction kom, så og leverede det de skulle plus lidt mere. Til sidst vil jeg lige påpege, hvordan guitarist Mike Sifringer stadig minder mere og mere om Gasolin’-trommeslageren Søren Berlev. Ren dobbeltgænger.
Herefter blev salen lukket af og folk måtte enten trække udenfor eller ind i den temmelig efterhånden trange cafe ved siden af. Folk stod nærmest som sild i en tønde og eftersom det regnede udenfor var hele dette scenarie en kende sælsom. Min rejsemakker fortalte, at han havde besøgt festivalen engang, hvor dette var kutyme efter hver koncert. Nuvel I Am Morbid var det helt store trækplaster, men at man vælger at smide folk ud i regnen, fordi man skal holde en time til halvanden lang lydprøve virker sgu en smule skørt. Nå men folk overlevede
dråberne og man kom da hinanden ved i caféen om ikke andet. Så kom tidspunktet mange havde set frem til. Morbid Angel havde aflyst og man havde til gengæld hevet David Vincent og hans bidske døds-hunde op af hatten. Salen var fyldt godt op, og trods vi på daværende tidspunkt havde været i et sandt inferno af metal, bajere og højt-snakkende godtfolk de sidste 3 dage uden alt for meget søvn (nogle mere end andre!!), virkede de fleste til lige at samle de sidste kræfter sammen til den sidste omgang i ringen. I Am Morbid gik i gang. Åbneren var intet mindre end min egen personlige Morbid Angel-favorit, ‘Immortal Rites’. Hvilken start. Hele bandet var på dupperne og samspillet var så intenst, man ikke var tvivl om, vi her havde med nogle seriøse fagfolk at gøre indenfor sit felt. Vi blev ledt igennem en lind strøm af numre fra de fire første albums, og folk elskede hvert øjeblik. Tempoet var skruet en tand i vejret hele vejen rundt, og her gjorde specielt trommeslager Tim Yeung en afsindig vanvittig figur. Han var en ren maskine igennem hele koncerten, og man blev tit fuldstændig paralyseret over den energi, han lod brage ned over tønderne i en blanding af sved, sved og endnu mere sved. Helt absurd. David selv var i det muntre hjørne, og snakkede løs til publikum. Han mente bl.a. at vi alle skulle mødes på den lokale rock klub High Voltage Ålborg efter koncerten og feste hele natten. Han kunne heller ikke undlade at drille sit gamle band en smule, da han introducerede et nummer fra ”Domination”-albummet, hvor han tilkendegav, at de gamle bandkammerater jo aldrig havde været så vilde med det album. Han vidste ikke helt hvorfor. Anyway I Am Morbid kørte deres sæt med klassikere af, og hele salen var helt oppe og koge, da andet sidste nummer ‘God of Emptiness’ bragede ud over scenekanten. Der er ingen tvivl om Morbid Angel’s diskografi for alvor har sat spor i mange metalhoveder, og denne aften var et klart bevis på dette.
Ålborg Metal Festival 2017 blev afsluttet med manér. Efter I Am Morbid blev der lige drukket en sidste bajer og skålet med gamle og nye bekendtskaber inden turen gik hjem til hotellet. Det havde været en fin festival med mange gode koncerter. En skam vodkaen bankede hjernen lam fredag, og man havde sent fri torsdag, for man tænker selvfølgelig over, hvilke andre fede shows man er gået glip af. Men sådan går det jo engang imellem. Alt i alt en hyggelig tur til det nordjyske med en masse flinke mennesker og sjove oplevelser. Hvis plakaten indbyder til det, tager man sgu nok afsted igen næste år!
Af Skousen