Det er nok ikke gået nogens næse forbi at “The Rockfather” Mr. Jesper Binzer har begået et solo album. “Dying Is Easy” er titlen, og ja, det kan være nemt at dø med sådan et projekt når vi kun har været vant til at se ham som frontfigur i D.A.D.. Vil han blive slagtet eller elsket af publikum og os anmeldere??
Det skulle vise sig den 1. november, da han kom forbi Train i Aarhus, for at spille hele det nye album igennem, i det han kaldte “en kulturaften”, og ikke en koncert…. Men, koncert fik vi nu alligevel. Der var godt gang i energien, både fra scenen og publikum, og lydanlægget var også på overarbejde.
Denne artikel er lidt en blanding af en koncert anmeldelse og en anmeldelse af det omtalte debut album med Jesper Binzer som soloartist. Vi tager udgangspunkt i albummet, og den rækkefølge numrene kommer i. Sååå, lad os bare komme til sagen.
Kort efter kl. 20.00 den 1. november trådte Jesper Binzer ind på scenen, sammen med en god flok dygtige musikere, som var anført af ingen ringere en Søren Andersen, som også er kendt som den ene halvdel af Elerctric Guitars.
Og hallo…. Jesper var ikke alene med hans “I Won’t Cut My Hair”. Det var en flok kompaner med samme indstilling til hårpragt han har fået sat sammen her. Og lad dette være den første og sidste reference til D.A.D. i denne artikel. For det var IKKE D.A.D. vi var vidner til denne aften. Det var Jesper Binzer…. Det var lyden af Jesper Binzer, og intet andet.
Der var ok power fra starten af en koncert, som ville vise sig at blive meget blandet i stilarter…. Det er et meget varierende album Jepser Binzer har fået sat sammen.
Men intronummeret “The Future Is Now” er et godt gedigent hardrock nummer, og en helt fin koncert åbner.
Til trods for at Binzer mellem numrene lød som at han var lidt nervøs for hvad publikum ville sige til hans musik, så var han 100% på i sangene og han gav sig fuldt ud med sin velkendte savskærestemme, og øjne der sommetider ser ud til at poppe ud af hovedet. Fedt at se den energi han altid ligger for dagen.
Titelnummeret “Dying Is Easy” fortsatte den gode hardrock stil, med et flot melodisk omkvæd.
Herefter går albummet lidt ned i tempo, med det let rockpoppede nummer “Rock On Rock On Rock”. Specielt i live versionen var der lidt 
boogie med et strejf af country over det. Men en lille hyggelig sag er det, med en fin svejende rytme, der gør det hyggeligt at lytte til. Det lyder meget dansk det hele, uden at være negativt ment. Men det er et nummer, hvor man tænker, at have vi hørt Sanne Salomonsen synge den, kunne det lige så godt have været hendes. Et hyggeligt, men også let fordøjeligt nummer.
Vi bliver nede i tempoet med “Planet Blue”, som tilgengæld har noget sjæl over sig. En dragende vibrerende guitar, et flot vers, og et tilsvarende lækkert omkvæd. Der er en stemning over dette nummer der rammer lige der hvor det skal ramme, og du bliver ført derhen hvor kun du kan komme i dit sind og tanker. Det fungere både på studiealbummet, og ved en live koncert.
“Saint Fantasia” er det nummer jeg har det sværest med på dette album. Vi har igen at gøre med et roligt poppet Binzer nummer. Ingen tvivl om at manden har lagt sjæl og hjerte i dette soloprojekt, både i melodierne og teksterne, hvilket virkelig kan høres. Det er musik han har haft brug for at lave. Det kan også høre på de her lidt mere rolige sange. Og heldigvis slipper han godt afsted med det de fleste numre. Men dette nummer er sgu lidt svært at fordøje. For mig er det et lille pump på den musikalske vej mod “The Bumpy Road”.
“The Bumpy Road” er et fedt “Late Night Bar” agtig nummer. Og specielt i live versionen var der virkelig power i nummeret, som virkede ekstra skummelt på den fede måde. Nu var det jo sådan, at jeg hørte “The Bumpy Road” første gang da jeg overværede denne koncert. Jeg skal med det samme sige at den fungere også i studieversionen, men den er en lille smule fesen i studieudgaven. Dette skyldes bl.a. at de fede og kraftfulde anslag som Søren Andersen lavede på guitaren i omkvædende er helt væk på studieudgaven. Og så er nummeret bare generelt mere tungt og kraftfuld i live udgaven.
“Tell Myself To Be Kind” holder hele vejen. Og det er både i studieversion og live. Her er vi tilbage på sporet at et røvfedt hardrock nummer, og da jeg hørte det live, var jeg helt solgt. Det er fedt, og lettere syret i guitaren når Søren Andersen slår sig løs i nogle lækre sekvenser.
“Real Love” bringer os igen ned i tempo uden at det på noget tidspunkt bliver kedeligt. Det er et stille og roligt cruiser nummer, der vil være på anlægget i bilen når man køre ud af de lange støvede veje. Igen et nummer hvor du kan høre at Binzer har hjertet med. Nummeret holder fint igen, både live og på studiealbummet.
“The Space She’s In” er et klart fedt live nummer, som også holder på studiealbummet. Men live er der så tosset meget knald på guitar og det hele, som vrider publikum ud af deres ståplads. Et total medrivende nummer, der specielt i slutsekvensen i liveudgaven for både mænd og kvinder til at ryste håret godt og grundigt igennem.
“I See It In You” ligger ud med en guitar hvor jeg lige troede at jeg lyttede til det gamle nummer “Vinden Vender” med Johnny Madsen. Et pisse fedt nummer by the way…… Men her er vi igen nede i tempo og i kontakt med den bløde og følsomme gamle rocker som Binzer også er, hvilket kommer meget til udtryk på dette album. “I See It In You” er egentlig et flot nummer, men måske også lidt en partykiller til en koncert, eller en fest hvor det pludselig kommer på anlægget. Det er mere et nummer når du sidder med kæresten og hygger med en stor skål slik og et lækkert glas rødvin…. Mmmmh, vingummi og rødvin 😀
Slutnummeret “Wild Child” er et flot nummer med et meget fængende omkvæd. En god “live-skråle-med-sang”, og en fed afslutter til både dette album, og koncert. Der er igen en fed stemning i dette nummer, der vil bringe følelser op i lytteren. Følelser som kun kan tilgå dig. Men følelser af fryd, glæde og stolthed. Et pisse lækkert nummer.
Alt i alt var koncerten (kuturaftenen) med Jesper Binzer en superfed omgang. Vi fik hvad vi forventede at en gammel rocker, men vi fik også set nye sider af manden. Den mere følsomme og bløde side.
Nogle numre fungerede måske ikke så godt live, men de fleste var sgu meget lækre.
Albummet er godt, med kun et enkelt par svipsere. Derfor vil jeg også smide 4 kæmpe stjerner ud af 5 afsted til dette Jesper Binzer album.
Tak Binzer, for nogle fede sange, både hvor vi kan høre at du er den rocker vi kender, men også at du tør begive dig ud på denne solo sti, og åbne dit hjerte og sjæl gennem nogle flotte sange. Du er sgu en true entertainer!!!