Crocell: Ondskabsfuldt felttog, næsten 20 års mørke og en sønderlemmende torsdagsafslutning
Når man slutter sin førstedag af med aarhusianske Crocell, ved man nøjagtigt, hvad der venter: Ingen billige kneb, ingen leflen for publikum, men et kompromisløst, ondskabsfuldt og sorthærget dødsangreb. Det trænede kompagni nærmer sig med hastige skridt deres 20-års jubilæum næste år, og frisk ovenpå maj-udgivelsen af det fremragende album *Swarm Of Insects* – som jeg tidligere på året havde fornøjelsen af at tildele store ord på skrift – var mine forventninger til aftenens sidste stop skruet helt i top.
Spørgsmålet var blot, om der overhovedet var flere kræfter tilbage i kroppen til at modstå bandets frådende brutalitet hen på natten. Men hvis der var den mindste smule energi tilbage hos os foran scenen, gjorde Crocell et særdeles ihærdigt og lammende forsøg på at pine de allerlasteste dråber ud af folk.

Salen var glimrende fyldt op af en dedikeret og tætstrammet skare, da truppen tændte for den mørke maskine med åbningsnummeret ”Sarcophagus”. Det er tredje gang i år, jeg oplever bandet på de skrå brædder, og man må bare tage hatten af for deres astronomisk høje bundniveau. Crocell leverer ganske enkelt hver eneste gang. Lydbilledet ramte os med den velkendte, dødbringende synergi af frådende dødsmetal og sorthærget black-ægthet – en kompromisløs cocktail, der mest af alt leder tankerne hen på giganter som Necrophobic, Marduk og Belphegor.
Frontmand Asbjørn Steffensen spytter galle fra mikrofonskærmen med en modbydelig råstyrke, og bandet fremstod krystal-tight og knivskarpt spillende igennem skæringer som ”Cross To Your Grave” og ”Chariots Of Hellfire”. Selvom natten var ved at sænke sig, var der usvækket spilleglæde fra scenen, som øjeblikkeligt smittede af på salen.

Lidt crowdsurfing blev det til undervejs, men det var især nede på selve “dansegulvet”, at festen for alvor tog fart. Som koncerten skred frem, blev der skuet mere og mere op for både circlepits og moshpits, mens en skov af strakte næver, hejste fadøl og horn prægede billedet helt op til de bagerste rækker.
Det var mere et frontalangreb end blot en ordinær optræden. Da titelnummeret ”Swarm Of Insects” satte det endelige punktum for min aften, beviste Crocell med al tydelighed, at de står knivskarpt tæt på de to årtier i den danske undergrund. En perfekt og sønderlemmende afslutning på min torsdag!
Setliste:
1. Sarcophagus
2. The Age Of Iron And Rust
3. Cross To Your Grave
4. Chariots Of Hellfire
5. Claws Of Piety
6. My Path Of Heresy
7. Prophets Breath
8. Funeral Bliss
9. Chanting Fire
10. Search Of Solace
11. Swarm Of Insects
Tekst: Martin Hildebrandt