Advocacy – Nu på en rigtig metal festival!

Foto: fravn_photography

De progressive metalere fra Advocacy havde fået æren af at åbne den indendørs scene, Bastionen, til årets Næstved Metalfest – og som de havde nævnt i vores optaktsinterview, så havde de glædet sig til at skulle spille på en rigtig metal festival – og efter jeg tidligere har set dem flere gange, så glædede jeg mig da egentlig også til at se dem.

Da bandet entrerede scenen til intro nummeret fra deres album “The Path Of Decoherence” var det i vanlig stil med forsangeren på strømpefødder – og man kunne mærke at de var klar – og det samme var den okay mængde publikummer, der havde fundet vej til Bastionens mørke.

Allerede fra starten af var der desværre en noget mudret lyd – og der blev tydeligt kæmpet med denne fra pulten af – uden at det blev ret meget bedre i løbet af koncerten – og det var synd for bandet, ja, og for publikum også – for bandet leverede deres numre med en nerve og indlevelse – og det vi kunne høre lød rigtig godt.

Foto: fravn_photography

De publikummer der havde indfundet sig i salen, var, for de flestes vedkommende, nogen der vidste hvad de var kommet efter – og der blev sunget, danset og klappet med i stor stil – og der var også masser af horn og næver i luften.

Forsangeren fik fra starten proklameret: ”Vi vil gerne spille så mange af vores lange, bange sange for jer som muligt – så det håber vi at I er klar til!”. Så vi havde med et band at gøre, der var helt klar til kamp – og de kæmpede alt hvad de havde lært – der var ikke en finger at sætte på deres præstation. Bastionen som koncertsal havde en fin indretning, men når man sætter en scene ind, der ikke er højere end den var, så bevirker det at folk der står meget længere væk end 10 meter fra scenen, nærmest ikke kan se andet end lys og røg – så der kunne man måske med fordel indsætte en lidt højere scenen en anden gang.

Men vi fik åbnet ballet inde i Bastionen med et band der rigtig gerne ville – men hvor spillestedet kæmpede lidt med det tekniske – men det til trods var det stadigvæk et band med smil på, der gik af scenen – og så må de jo bare få chancen igen en anden gang 😉

Setlisten denne eftermiddag var:

Introen fra albummet “The Path of Decoherence”

Prayer for the reckless

Cut loose

Leap of faith

Star Formation

Deranged

Unnamed

Tekst: Martin Hildebrandt

Foto: fravn_photography