De gæve gutter fra Idaslet havde fået til opgave at åbne hele festivalen, med deres koncert på den store scene denne torsdag eftermiddag.
Vi havde jo haft fat i dem på forhånd, i forbindelse med vores optakts interview, så jeg indrømmer da gerne at forventningerne til et stærkt show var der – og lad mig bare afsløre – de blev bestemt indfriet.
Vi fik bandet på scenen med store smil midt i det fantastiske sommervejr – og den del var meget sigende for koncerten – den blev en meget varm omgang med masser af smil hele vejen rundt.
Pladsen foran scenen var måske ikke helt fuld – men på bordene i skyggen sad der mange, der fulgte med i koncerten – og efterhånden blev flere da også lokket ud i solen og mere med i festen. Idaslet har, som man måske ikke ser det hos så mange metal bands, en harmonika med i bandet – og ikke bare som sjovt indslag, næh nej, den er en stor del af lydbilledet – og den passer rigtig godt ind og er med til at binde det hele fint sammen.
Undervejs i en af pauserne imellem et par numre, hvor forsangeren sagde tak for fremmødet og at det var fedt at spille for os, kunne man høre en publikum råbe: “Idaslet slet ikke dårlige” – dette affødte lidt grin rundt omkring – og det var jo rigtigt – de var slet ikke dårlige – de var rigtig gode – og et rigtig fint band til at åbne det hele med.
Undervejs blev vi også inviteret med i kirke til nummeret “Afdøbt”, der var et nummer som flere helt sikkert kendte på forhånd – og vi fik også stærke udgaver af numrene “I gården sagte”, “Ragnarok” og “Kvadet om Hyt”.
Så alt i alt en rigtig fed koncert – og en stærk måde at åbne hele Næstved Metalfest.
En sjov detalje, som vi også lige skal have med, er at den store scene på Næstved Metalfest hedder “Slagmarken” – og Idaslet er jo betegnelsen for den slagmark, hvor einherjerne (de døde vikinger) kæmpede hver dag – så det var jo helt oplagt at de skulle spille der.
Tekst: Martin Hildebrandt
Foto: fravn_photography