Næstved Metalfest – Optakt med BAEST

Foto: fravn_photography

Vi blev snydt i 2020 – nu skal der tages revanche!!

Lige om lidt slås portene til Næstved Metalfest op – og derfor har vi taget fat i en række af de bands, der spiller på festivalen, for lige at lodde stemningen og tjekke dagsformen ud.

Her er det Baest, som vi smidt en flok spørgsmål efter

Metaltone: Kendte I til Næstved metal fest på forhånd?

Baest: JA! Vi blev egentlig booket til festivalen tilbage i 2020, men det blev som bekendt ikke til noget. Så vi er glade for at være tilbage på plakaten for at tage revanche!

Metaltone: Jeres seneste fuldlængdealbum, “Necro Sapiens” er jo fra 2021 – og så har vi jo fået EP’en “Justitia” i 2022  – så bliver det primært fra disse udgivelser at I giver os et show? Eller har I fundet noget spændende at fylde setlisten op med?

Baest: Necro Sapiens og Justitia kommer helt sikkert til at præge sætlisten, men vi smider nok også et par gamle slagere i cementblanderen – old times sake! Men en ting er helt sikkert – Vi kommer IKKE til at spille den med Slayer!

Metaltone: Når vi nu berørte album – så er det jo nærliggende lige at høre “Hvornår kommer der nyt fra jer?” Og kunne I måske finde på at lufte nye numre for os i Næstved?

Baest: Når vi er klar, offentliggør vi en dato. I er jo allerede blevet præsenteret for 1. Single ‘Colossus’ og 2. Single ‘Imp of the Perverse’ som begge vil være at finde på setlisten. Der vil ydermere blive præsenteret en 3. Single, som ikke er udgivet endnu. GLÆD JER!

Metaltone: Hvis der nu skulle sidde nogen derude, der ikke kender til jer på forhånd, kan I så lige sætte et par ord på, hvem I er – og hvorfor man skal komme og høre jer?

Baest: 5 fede fadølsboller foran et frodigt fadølsanlæg fra Aarhus. Vi startede knallertklubben i 2015 og siden er det gået meget godt. Stilen er dødsmetal med en hang til catchy rock riffs. Man skal se os hvis man har lyst og det har man – tit og ofte.

Metaltone: Kan I også komme med 3 numre, der giver et billede af hvem I er – og hvorfor vælger I lige netop de numre?

Baest:

“Creedence Clearwater Revival – Fortunate Son”

Baest er dødsmetal, men kernen er rockmusik. Cool, catchy og med karakter + “Fuck krig! It ain’t me!”

“Iron Maiden – Infinite Dreams”

Tror ikke vi er alene om, at sige det, men Maiden er en kæmpe inspirationskilde for os. Iron Maidens univers er storladent, majestætisk og mega stort som vi godt kan lide. “More is more, more is Iron Maiden!”

“Carcass – Buried Dreams”

Hele Heartwork pladen er en essentiel del af de sidste par års udvikling af Baests lyd. Dødsmetal kan sagtens være brutal og melodiøs på samme tid.

Foto: fravn_photography

Metaltone: Når folk nu har hørt jer til koncerten, hvor kan man så finde jer efterfølgende, hvis man skal have styr på high fives, selfies eller skål?

Baest: Foran scenen eller hurtigt i baren inden I alle skal hjem og sove!

Metaltone: Skal I selv være festivalgængere før og/eller efter jeres egen optræden? Og er der andre bands på plakaten, som I vil anbefale os andre at opleve, når nu vi har chancen?

Baest: Nu når man har valgt at placere os til sidst, så vil vi også ha’ lov at møde til direktørtid, men vi skal på græs og se hvad det kan. Der er mange spændende danske og internationale acts, som er værd at se på festivalen. Baest anbefaler Satyricon, Asinhell, Wacken 2024 vinderne (tillykke) i Thus og vor bysbrødre i Avarice.

Metaltone: Når så I er færdige i Næstved – og folk ikke kan få nok af jer – hvornår er der så chancen for at opleve jer igen?

Baest: Allerede dagen efter, kan man tage en tur syd for grænsen, når vi spiller til Tattoo Titans Hamburg. Er man skoleelev og synes det er svært at være startet i skole igen efter sommerferien, kan man være så heldig at opleve en skolekoncert med os. Vi spiller nogle udvalgte skoler landet rundt i forbindelse med tiltaget Levende Musik i Skolen. Derudover kan man se os på Oslobåden til Copenhell Metal Cruise og på Aalborg Metal Festival.

Metaltone: Har I afsluttende nogle bevingede ord til de folk, der sidder derude og læser med?

Baest: Selvom man er tyk, kan man godt ha’ tynd mave!

Tekst: Martin Hildebrandt

Foto: fravn_photography

Facebook: baestband

Dem de nævner:

Satyricon: SatyriconOfficial

Asinhell:  AsinhellMusic

Thus:  thusbandofficial

Avarice: AvariceDK