De gæve horsensianske gutter fra Plaguemace havde fået en plads i årets Copenhell program – og onsdag eftermiddag var vi troppet op foran Gehenna scene, for at se hvordan de ville klare den på en så stor scene. Jeg har set, og anmeldt, Plaguemace flere gange – og hver gang har de leveret et brag af en fest – så det var med en vis forventning at vi gjorde os klar til hvad de havde med til os.
Allerede fra starten proklamerede forsangeren, at “alle skal crowdsurfe” – og den opfordring tog folk til sig – for der var crowdsurfere fra først til sidst.
Bandet kommer med deres dødsmetal på den gode måde – og det var folk klar til at tage imod – der var masser af liv blandt publikum – og udover de førnævnte crowdsurfere – hvor der blandt andet var en kørestol igennem to gange – så var der også masser af moshen – og undervejs fik vi også en kæmpestor wall of death – hele vejen fra scenen og ned til lyd tårnet – orkestreret fint af forsangeren, der var hoppet ned midt i det hele.
Når et band som Plaguemace formår at kanalisere så meget energi ud over scenekanten – og samtidig levere med store smil fra øre til øre – ja, så smitter det – og det gjorde det også denne eftermiddag – der var lutter gode miner blandt publikum.
Plaguemace udgav deres debutalbum i form af “Reptilian Warlords” – og det at der nu er et helt album at plukke fra, det klædte koncerten med numre fra dette album også.
Den ungen mand i kørestolen, der fik crowdsurfet, var også med på scenen til sidst, i kørestolen, og dette blev brugt til lige at slå et slag for arrangementet “Rock og Rul”- der løber af stablen i Århus til december – et arrangement hvor der bliver sat fokus på tilgængeligheden for handicappede.
Tilbage til dagens koncert, der klart viste at Plagumace efterhånden er i en liga, hvor de snart vil kunne fylde en af de større scener på Copenhell – og når det sker, så skal vi også nok være klar!
…og så lige tilbage til de mange crowdsurfere – så hørte jeg senere på aftenen et tal på omkring 230 der var blevet hjulpet over hegnet – så det var måske ikke alle – men mange der var i luften undervejs.
Og så kan vi passende slutte med citat fra forsangeren Andreas: “Vi er Plaguemace – og det er I også!”
Tekst: Martin Hildebrandt