No victory in ”The Final Battle”
Mandag aften den 1. april, var dagen hvor Manowar, lagde vejen forbi Danmark for sidste gang, på ”Final Battle” tour. Slaget skulle stå i Valby Hallen, og da undertegnede ankom ca. 18.45, var der allerede en længere kø af Manowarriors, der ventede på at komme ind. Med tårnhøje forventninger, begav jeg mig ind i salen, til min første Manowar koncert. Selve salen var opdelt i et ”golden circle” område, hvor folk havde betalt lige i underkanten af 1000 kr. for en billet, for at opleve DeMaio og co. på nærmeste hold, og så et område for pøblen, som ”kun” ville bruge omkring 700 kr. på billetten.
Koncert start var annonceret til kl. 20, men som de stjerner de er, lod Manowar os vente, og først da klokken viste 20.26 slukkede lyset, introen til ”The Final Battle” var i gang, og Manowar indtog scenen med nummeret opkaldt efter dem selv. Publikum var i den grad klar, men det virkede det ikke til at Manowar var! Lyden var lav, og ikke særligt god. Eric Adams stemme virkede lidt rusten og samspillet i bandet var ikke helt tight. Lyden blev dog rettet da vi nåede 3. nummer, i 4. nummer begyndte Eric Adams stemme at blive ordentlig varm og i 5. nummer fandt de minsandten også volume knappen.
Scenografien var klipper der omkransede scenen, og med en grotte bagerst, hvor trommeslager Anders Johansson (ex Hammerfall) var placeret. Oppe bag kullisen var en storskærm placeret, som skiftevis viste animationer passende til numrene og liveoptagelser fra scenen. Skærmen var dog ret uhensigtsmæssigt placeret, meget lavt i forhold til resten af kulissen og fra min plads i salen, fik man ikke ret meget ud af denne effekt. Scenografien fik også løbende ”besøg” af krigere, med diverse effekter, bl.a. fakler, flag og skjolde. Alt i alt en fin scenografi, der dog også kunne lede tankerne hen på en skolekomedie, med et lidt større budget…
Gennem koncerten kom Manowar godt rundt i deres bagkatalog, dog med lidt for meget af det nye og lidt for lidt af det gamle, til denne anmelders smag, men på publikum virkede det og der blev skrålet med i stor stil, særligt i ”golden circle”. Joey DeMaio fik også ekstra ”shine” i løbet af koncerten, først med en bassolo og derefter en ”snak” med publikum. Alt dette tog godt og vel 20! minutter, ud af den i alt ca. 1 time og 50 minutter lange koncert. Dette kan virke som unødigt fyld. Det burde kortes ned, hvis man ville beholde det i settet. Efter den ”snak” blev det tid til de sidste 2 numre, ”Hail and Kill” og ”Blackwind, Fire and Steel”, og fællessangen nåede sit højdepunkt denne aften.
Dermed var aftenen slut, og det var blevet tid til at reflektere over hvad jeg lige havde været vidne til. Jeg ankom med tårnhøje forventninger, men de blev desværre ikke indfriet. Der var for mange små ting der samlede sig sammen under koncerten, bl.a. en ret rutinepræget præstation af bandet, til trods for at humøret virkede til at være godt. Specielt Eric Adams virkede til at nyde det. Derudover var brugen af effekter på lyden, med til at ødelægge noget af oplevelsen, specielt ekko på vokalen, som ville være bedre tjent uden, for Eric´s stemme var stadig god, da den først blev varm. En magtdemonstration var det langt fra, men heller ikke nogen bundskraber. En aften på det jævne, med en lige fordeling af plusser og
minusser.
/Hammer