For fanden da! Hvem skulle have troet det? Judas Priest er på banen med det bedste album siden mægtige ”Painkiller” fra 1990. Sammensætningen af de 14 sange på pladen lyder som en blanding af netop ”Painkiller”-albummet samt de tunge riffs fra Tim ‘Ripper’ Owens-perioden, det melodiske udtryk fra ”Redeemer of Souls” og så den varierende side, man fandt på ”Angel of Retribution”. Hvor de på den forgående ”Redeemer…” havde fat i lidt flere rødder fra deres tidlige værker, får man på ”Firepower” den mere in-your-face-attitude, man har savnet lidt hos Priest de senere år. Nuvel produktionen gør uden tvivl også sit til dette, da den er nossetung og skarp som glasskår. I min optik har bandet aldrig udgivet et decideret dårligt album. Den noget mere tvivlsomme ”Nostradamus” er nok det tætteste vi kommer på en seriøs skuffelse i mine ører, men derudover har de ældre guder altid holdt et højt niveau. Deres nye skive her hører uden tvivl til blandt de sejeste udgivelser i kataloget, hvilket burde sige lidt om hvorvidt der er, hvis ikke ligefrem købetvang, så i hvert fald krav om at give den en masse spins i høretelefonerne!
Titelnummeret starter pladen ud, og det er en energisk bette opstarter der fungerer fint som appetitvækker til whats-to-come. Den efterfølgende ‘Lightning Strike’ skubber tankerne tilbage mod netop ”Painkiller”, og kunne snild have været en glemt kreation fra sangskrivningen dengang. Lækkert nummer med et fremragende omkvæd og mindeværdigt main-riff.
Herefter er der lidt tungere tiltag på ‘Evil Never Dies’, som lyder hen ad noget der kunne være plukket ud af Halford’s ”Resurrection”-album. ‘Never the Heroes’ er en rigtig letfordøjelig headbanger-venlig sag med masser af sing-a-long-potentiale og kunne have været fra ”Angel of Retribution”-albummet. ‘Necromancer’ er et mørkere bekendtskab med lidt af det tunge og det mere up-tempo, og kunne nemt have været at finde på ”Demolition”-pladen.
Så kommer den fede trækkende ‘Children of the Sun’ der med sit karismatiske nærmest 70’er-lydende lead-riff bare hiver lytteren med. Det dejlige stille melodiske mellemspil der roligt udvikler sig og ender i endnu en lækker guitar-solo viser tydeligt, at Priest bare ved hvad der fungerer i en solid sangskrivning. Det er fandeme fedt, det her! ‘Guardians’, der er en meget smuk melodisk og kuldegysnings-fremkaldende intro til den efterfølgende ‘Rising From Ruins’, minder én om, at det her band bare besidder så mange aspekter. ‘Rising…’ kører det tunge trækkende skyts i stilling med rolige vers og svedigste hoved-riff, der også kunne have været fra deres ‘Ripper’-periode. Til gengæld får Rob det hele til at lyde som noget fra sine egne solo-ting. Virkelig også et godt nummer, der kombinerer mange gode ting fra deres brede vifte af idéer. Hen imod slutningen før sidste omkvæd bliver vi lige mindet om ‘Guardians-introen’, og her er der virkelig gåsehud overalt.
‘Flame Thrower’ er næsten et lille glimt tilbage mod ”Ram It Down”-skiven. Langt fra det bedste øjeblik på albummet, men ud af 14 sange skal der jo også være et enkelt eller to fyldnummer. ‘Spectre’ en tung og bundtrækkende bastard med nogle herlige guitar-detaljer rundt omkring (dem er der nu forresten rigtig mange af hele pladen igennem!!!), og får automatisk ens hoved til at gå op og ned. Der er også lidt ‘Ripper’-era over denne her. Måske heller ikke den fedeste sang, men den gør det, den skal. Til gengæld er vi på total metal-massakre på næste ofring – den svedige ‘Traitors Gate’, som bare svinger afsted i sejeste Judas Priest-stil. ‘No Surrender’ får os helt op og koge med fed rock-feeling og masser af syng-med-for-fanden. Det rykker bare pisse lækkert det her nummer!
‘Lone Wolf’ er igen en lille hilsen mod deres periode i slut 90’erne/start 00’erne tilsat Black Sabbath-krydderi. Hyggeligt bette nummer, hvor 
specielt det lille melodi-stykke efter soloen får en til at smile over hele femøren. Afslutteren på denne heftige omgang metal i stride strømme er balladen ‘Sea of Red’. Heldigvis er Halford og co. jo mestrer i kunsten at skrive en hjertegribende stille sang, hvor der ikke er en trusse tør. Frem med lighteren for denne her skriger på det. Smuk og rørende moment og perfekt afrunding på ”Fire Power”.
Med alt det der har været skrevet om Priest det sidste stykke tid bl.a. vedrørende Tipton’s sygdom og mandens fratrædelse som live-guitarist, har jeg haft mine tanker om bandet, der altid har stået mit hjerte nær. Det her er ikke en artikel om disse tanker, hvor jeg personligt mener, de måske burde trække stikket, før der går AC/DC i det hele (endnu et af mine gamle favoritbands, som jeg mener burde stoppe før legen bliver endnu mere syret end den er…på godt og ondt. Endnu et langt samtale emne, som vi lader ligge her!). Da Downing forlod bandet, havde jeg allerede mine betænkeligheder, men de overraskede stort med ”Redeemer of Souls”, der faktisk var en afsindig lækker plade, samt på livefronten, da jeg så dem til Sweden Rock. Fed koncert selv uden KK. Men hvis Tipton pludselig også er væk fra scenen, er diskussionen åben om hvorvidt det her snart kan karakteriseres som Judas Priest længere. Som sagt vi lader den ligge. Det korte af det lange er, at jeg har været yderst afventende i forhold til denne her udgivelse, og mine forventninger var nok skruet en anelse ned. Jeg fik dog en ordentlig overraskelse, i form af denne her fuldfede plade som gik rent ind allerede ved første gennemlytning. Som beskrevet er der mange referencer til tidligere værker, og det er måske det der bl.a. er med til at gøre den god. Genkendelsen af fede øjeblikke fra de albums man også elsker. Det der også er med til at gøre ”Fire Power” så holdbar er, vi hele vejen holder både variation og niveau ret højt. ”Redeemer…” var som sagt virkelig god og den bedste siden klassiskeren (sammen med den urimeligt oversete ”Demolition”) over dem alle ”Painkiller, men denne her rammer lige tanden over all round. Som skrevet i indledningen har produktionen også sin skyld i dette faktum, da den rammer lytteren som en uventet knytnæve lige i masken.
Taget med bukserne nede og efterladt som en savlende køter hungrende efter en tur mere i ildkampen med Priest’s nye værk. Den kommer til at blive afspillet en hel del gange den kommende tid, og så ser vi hvor langtidsholdbar den er. Tænker dog den ender ligesom de fleste andre Judas-plader; et glædeligt genhør for hver gang man smider den på. Få bands kan holde fanen skyhøjt næsten hver gang, og få kan stadig overraske – Judas Priest er et af dem.
Af Skousen