Tysk genforening med pedalen i bund!
Tyskland har alle dage haft sine pionerer og udøvere af diverse gamle metalliske skikke. Hvor havde thrash-scenen i Europa f.eks. været, hvis ikke bands som Kreator, Sodom, Destruction, Tankard, Deathrow og mange af de andre fordums tids helte ikke havde skudt den ene voldsomme og aggressive salve af efter den anden op igennem 80’erne og start 90’erne? Alene tanken om hvilken indvirkning et band som Helloween havde på den kombinerede power og speed metal-verden, da de lod stærke og klassiske værker som ”Keeper of the Seven Keys” part 1 og 2 gjalde kloden over – den var bestemt ikke uden indflydelse på kommende spirende bands og udgivelser. Og hvad fanden ville vi alle sammen gøre uden gode gamle Accept? Der var mange bands fra vores sydlige naboer, som havde stor indvirkning på metallens videre udvikling – og så var der dem, som måske ikke var nær så indflydelsesrige, men til gengæld lavede nogle heftige albums, der gav stor genklang i undergrunden! Et af disse bands var Iron Angel.
Indenfor speed metal-genren i Tyskland havde navne som Running Wild og Grave Digger i de tidlige 80’ere stået bag nogle fede udgivelser. Begge bands ændrede dog gradvist retning over mod en mere heavy metal-lydende musikalsk tilgang med stærke inputs fra power metallen. Det ene kørte pirat-tema – det andet riddere og eventyr. Living Death blandede sig i mængden, hvor specielt deres debutalbum ”Vengeance of Hell” var en lækker rendyrket plade. I 1985 dukkede endnu et band op og udgav, hvad der i dag regnes for en klassiker indenfor speed metallen; nemlig debutalbummet ”Hellish Crossfire”. Bandet hed Iron Angel. De havde fra 1980-1983 kørt under navnet Metal Gods, men ændrede navn undervejs og udgav 3 demoer i 1984, inden de til sidst i juli året efter klaskede den første plade på gaden under pladeselskabet Steamhammer’s banner. ”Hellish Crossfire gav genlyd i undergrunden, og bandet fik masser af god kritik og en stigende solid fanbase sørgede for at holde liv i de fem unge tyskere. Anført af forsanger Dirk Schröder kørte Iron Angel hårdt og hurtigt på og udgav allerede året efter, ”Winds of War” der viste flere sider af bandet. Desværre valgte bandet at hive stikket samme år grundet musikalske uoverensstemmelser om den fremtidige retning, og den første genforening kom først i 1997. Der blev aldrig udgivet et decideret 3. album ved denne sammenkomst, men et par compilations og en demo blev det da til, inden Iron Angel for anden gang drejede nøglen om i 2007.
Nu er vi så fremme ved i dag. For noget tid siden modtog jeg Iron Angels første fuldlængdes album siden 1986 – ”Hellbound”. Det kom ikke som den store overraskelse, for jeg oplevede bandet spille en fed koncert på Metal Magic Festivalen i 2016, og snakkede efterfølgende med nogle af medlemmerne, hvor de sagde der blev arbejdet på nyt materiale. Frontmand Dirk havde vækket liv i bandet igen i 2015 med en helt ny besætning på nær den gamle trommeslager Mike Matthes, der dog allerede valgte at forlade bandet igen samme år. De to gamle guitarister Peter Wittke og Sven Strüven er desværre begge ikke iblandt os længere (RIP), men det er Mitsch Meyer og Robert Altenbach til gengæld. Deres sidste to medsammensvorne er bassisten Didy Mackel og trommeslageren Mäx Behr, der kom med i stedet for Mike. Nu er spørgsmålet så om dette næsten helt nye line-up kan løfte arven efter det band der i 1985 udgav en af undergrundens sejeste speed metal-plader? Jeg hælder mest mod et ‘ja’, da jeg syntes, de har lavet en ret solid skive med ”Hellbound”. Den kan efter min mening ikke helt måle sig med debuten, men tænker det bestemt også har noget at gøre med en vis nostalgisk følelse. Jeg har for nylig skrevet en anmeldelse af albummet her på METALTONE.DK, så man kan få lidt indblik i hvilken udgivelse, I kan forvente, når deres nye ofring rammer gaden til maj.
I forbindelse med udgivelsen kontaktede jeg Iron Angel for at høre lidt mere om ”Hellbound” og hvad der ellers er planlagt i den tyske metal-lejr. Jeg fik fat i trommeslager Mäx, som kunne udvide vores horisont en smule.
Hey Mäx. Hvordan går det?
Hey. Jo tak det går fint.
Først og fremmest vil jeg gerne sige velkommen tilbage til scenen endnu engang. Kan du fortælle lidt om genforeningen, og hvordan det endte ud med denne line-up?
Gendannelsen startede så småt, da Didy kontaktede Dirk, og de blev enige om at genoplive Iron Angel. Dirk fik Mike med igen og Didy fik guitaristerne Mitsch Meyer og Jojo Folta med. Med tiden var der nogle line-up ændringer, men de skete udelukkende på egne vegne af de medlemmer, som valgte at gå. Denne nye line-up, som har lavet ”Hellbound”, har eksisteret siden april 2017, og vi føler os stærkere end nogensinde. Dette er et rigtig band og ikke bare et enmands-projekt.
Nu vi snakker om ”Hellbound” – kan du fortælle os lidt mere om skabelsen af albummet? Skriveprocessen og indspilningerne af pladen?
Til det her album startede det for det meste med en demo, et bestemt medlem lavede. Og så udviklede det hele sig derfra. Arrangementerne er normalt en band-ting. Hvis sangen begyndte at tage form, sang Dirk et eller andet tilfældigt hen over den, for at finde en passende vokal retning, og når det var gjort, skrev jeg teksten efterfølgende. Det meste af musikken på ”Hellbound” er skrevet af Mitsch. Rob har dog skrevet en enkelt af dem. Vi optog albummet i Rosenquarz Studios i Lübeck sammen med Michael Hahn som producer og Andreas Libera som engineer. Vi ønskede at lave en ærlig plade, ligesom bands gjorde det i gamle dage – ingen samples, ingen quantize, ingen vokal pitch-rettelser, og vi ønskede også en tone, der var mere beslægtet med old school stuff uden at lyde for forældet, hvilket jeg tror lykkedes os ganske fornuftigt.
I mine ører lyder det som om, I med ”Hellbound” har forsøgt at skrive en rendyrket speed metal-skive uden andre ingredienser. Var dette jeres planlagte mål fra starten, eller var det bare sådan resultatet blev?
Vi ville helt sikkert gå tilbage til den stil, bandet plejede at spille i 80’erne men uden at kopiere os selv. Vi er alle sammen hooked på denne slags musik, så det føltes virkelig fedt at lave det her album. ”Hellbound” ligner meget “Hellish crossfire” i sin helhed, men har en smule mere variation i sit udtryk dog uden at miste sin røde tråd. Det er et meget sammenhængende album i vores ører.
Kan du prøve at forklare lidt om jeres tanker vedrørende artworket til coveret? 3 døds-engle der står ovenpå en fjerde – hvad går det ud på?
Albummet skulle oprindeligt have heddet ”Phoenix From the Ashes” og artworkets designer Leszek Wojnicz Sianozecki tegnede to forskellige versioner af det. Det, der endte med at være albumcoveret, viser faktisk 2 dæmoner der dræber en engel, og den døde engels ånd manifesterer sig herefter i midten af billedet – klar til at hævne sig! Den anden version af det endte med at være coveret til ‘Ministry of Metal’-singlen. Albumets titel blev ændret til “Hellbound” i september 2017, men vi ønskede stadig at beholde illustrationen, så gjorde vi det.
Cool. Kan du så fortælle os lidt om jeres planer her efter udgivelsen af skiven? Nogle tours? Flere albums i fremtiden?
I første omgang spiller vi et par shows her i Tyskland og hos jer i Danmark. Herefter håber vi at tage på tour rundt om i verden og afhængig af omstændighederne, kan det være vi også laver et album mere. Vi har allerede skrevet to helt nye sange og har også nogle ældre demoer til at ligge.
Spændende. Så behøver vi forhåbentlig ikke vente lige så lang tid som sidst ha ha. Tak for din tid og interviewet. Nogle sidste ord til læserne?
Jamen selv tak for interviewet og til alle Iron Angel fans derude; Tusinde tak for den fantastiske støtte. See you on the road!
Og det har man netop mulighed for at gøre. Iron Angel gæster nemlig Heavy Agger Festivalen i år, så hvis man vil opleve Mäx og co. give den gas, uden tvivl med materiale fra både ”Hellbound” og deres første del af diskografien, så ryk røven og læderbukserne vest på d. 18. og 19. maj. Speed metal forever!!
Af Skousen.