Raunchy – Prisoner – anmeldelse

Efter 12 år er Raunchy tilbage med deres studiealbum “Prisoner”. Det har været længe ventet, og det har været ventetiden værd. Det er ved at være en måned siden de sendte albummet på gaden, og nu har vi haft tid til at fordybe os i det, og kan se at bandet har haft meget på hjertet i tilblivelsen af dette album.

Hvis vi starter med den musikalske del af albummet, blev jeg lidt forvirret i starten. Det skyldes egentligt kun det faktum at de bevæger sig rundt i mange stilarter i løbet af det 10 numre lange album. Var det blot en stilforvirrende omgang, eller en kompositorisk genialitet? Det var det sidste. Mere om det senere.

Jo flere gange jeg har lyttet til albummet, jo mere er jeg kommet til at elske det. Det er smukt komponeret, der er flotte melodier, og benhårde riffs. Hvert nummer får sin egen identitet, sit eget DNA, sin egen fortælling, pakket ind i et dragende lydunivers.

Albummet starter ud med “Frostbite”, som er en hurtig, grov og dog melodisk satan, stærkt efterfulgt af “Stranded”, der kører videre i samme flotte rå spor. Der begynder at vise sig en rød tråd i albummet. Ikke kun pga. musikken, men også budskabet i sangene. Et budskab der pludselig får helheden i musikkens genreskift til at give mening.

“Prisoner” er et album, der kredser om menneskets kamp mod de lænker vi både finder omkring os, og bære med os. Sangene bevæger sig gennem et mørkt landskab af menneskelige konflikter, hvor grænsen mellem det der holder os fast, og det der former os, hele tiden udfordres. “Prisoner” bliver dermed mere end bare en samling sange. Det føles som en rejse ind i menneskets mørkere afkroge, hvor smerte, identitet og personlig udvikling flettes sammen, smukt beskrevet i tekst og musikalske kompositioner.

Lytter man videre i den musikalske del, så kommer man til nummeret “Darkest Self”. Det er et nummer der musikalsk, leder mine tanker hen til midt 90’ernes spacy eventyr hvor dette track kunne være lydsporet til en serie, eller soundtrack til dit eget liv i selvsamme periode.

“Darkest Self” skiller sig ud i sin egen stil, hvilket “Masquerade” som er en thrashy syret fortælling også gør, med en nærmest helt melodisk teatralsk stil. “Revealing I” er et gedigent – ind til benet – thrash nummer med smæk på.

“Prisoner” er et album der river dig rundt musikalsk. Det er et album der gør dig eftertænksom når du tager fat i tekstuniverset. Det er en helstøbt oplevelse hvor tekst og musik bliver symbiotisk genialt, smukt, og råt.

Vi mener dette er et perfekt gennemført album, der kun kan få fuld skrue på stjerner fra anmelderen her!! Tak Raunchy, for en fantastisk lyrisk og musikalsk oplevelse.

/ fravn