Danske Siamese havde fået æren af at åbne Helveti den sidste dag på årets festival. Jeg har oplevet Siamese flere gange før, så jeg havde en rimelig forventning om hvad der var i vente, men jeg havde dog aldrig før set dem på så stor en scene.
Fra starten af var der flere faktorer, der kunne tale imod Siamese – det var på 4. dagen og folk var trætte, det var lidt småkoldt og det støvregnede…. Men heldigvis var Siamese klar på udfordringen og fik sparket godt gang i dagen – og fik rystet gang i de tømmermændsramte kroppe.
Der blev lagt hårdt fra land med konfettikanoner og røg – og hurtigt røg der masser af horn i luften – og der kom også gang i diverse mosh pits og der var såmænd også overskud til wall of death.
Mirza fik undervejs også fortalt hvor glade de var for, som lokalt band, at få lov til både at spille på Copenhell, hvor de selv kommer som gæster, men især for at få lov til at åbne den store scene.
Tidligere til årets Copenhell havde vi jo haft atypiske instrumenter på scenen f.eks. Til Dropkick Murphys – men her holder Siamese sig heller ikke tilbage – og deres vanlige violinist fik også rørt buen denne dag – og det er hver gang imponerende hvordan den passer så godt ind i musikken og er med til at give et bredere helhedsbillede.
Siamese kommer med nyt album senere på året – og de luftede da også en helt ny sang for os undervejs – det tegner meget godt for det album – så nu glæder vi os bare endnu mere – men ellers var det et festival-set på den gode måde, med en perlerække af greatest hits – og der blev sunget, danset, crowdsurfet og moshet med til numre som “Shape Of Water”, “B.A.N.A.N.A.S.” og så kom der gang i den store pit, da nummeret “This is not a song” hvor Siamese fik besøg af Andreas fra Cabal og Benjamin fra Daze Of June, for at hjælpe med at orkestrere moshpitten.
Nummeret “On Fire” blev dedikeret til den kvindelige del af publikummet – og den blev fremført med endnu mere brug af ild end resten af koncerten – et godt nummer og en stærk udførelse af dette.
Når man får til opgave at åbne en scene den sidste dag på en festival, så skal der enten noget helt ekstraordinært til – eller også skal man have et band, der er klar på at spille og give folk en fest – ja, man kan jo sådan set også bare kombinere de to ting – og så kalde bandet for Siamese. – Stærkt gået drenge!
Tekst: Martin Hildebrandt