I lørdags var vi en tur i Musikhuset i Aarhus. Jakob Stegelmann og hans Troldspejlet havde slået sig sammen med Aarhus Symfoniorkester, samt de gæve metaldrenge fra Defecto. Jakob fik blod på tanden til dette projekt efter han deltog med samme koncept på Copenhell i 2018. Der er mange ligheder i metalmusikken og den symfoniske musik, og derfor inviterede han Defecto med i projektet, til at akkomagnere udvalgte værker.
Første halvdel blev lagt ud med den klassiske kendingsmelodi til Troldspejlet. En melodi som oprindeligt kommer fra filmen Gremlins. Vi blev efterfølgende introduceret i musik fra klassiske computerspil, der var musik fra film, hvor den store komponist vi skulle hører flere værker fra var John Williams. John Williams har fået os til at grine, græde og gyse til mange film som f.eks. Dødens Gab, E.T., og Star Wars. Specielt med det sidste her, spillede de kærligheds temaet (Across the Stars) fra den udskældte Star Wars film “Attack of the Clones”. Her må jeg sige at den smukke musik og fantastiske lyd ramte mig som et vildt slag i hele kroppen, og jeg sad med store våde øjne under hele nummeret. Det er så smukt, og samtidig helt vildt hvordan symfonien kan ramme én på følelserne når man sidder der stille og lader sig blive forført musikken. Efter en suite af musikken fra E.T., blev der holdt en halv times pause. Det var tydeligt at se på folk da de forlod salen, at der her var en vanvittig smuk og ekstraordinær musikalsk oplevelse.
Efter pausen blev vi igen mødt af musikken fra Troldspejlet. Denne gang var det dog i en udgave med meget tunge nosser, da Defecto indtog podiet bagerst på scenen, og stemplede ind med deres guitarlyd og tonstunge stortromme. Det lød faktisk røvfedt!!
Anden afdeling bød igen på filmmusik og musik fra diverse ukendte og kendte computerspil. Inden Defecto skulle akkompagnere diverse musiske filmperler, fik vi dog et par numre fra deres kommende album “Duality”. Det var bl.a. “Rise” som allerede er tæt på at runde 100.000 lyt på Spotify. Og jeg er overbevist om at Nicklas Sonne og Co. har haft den sygeste ståpels gennem deres to numre som her blev bakket op af Aarhus Symfoniorkester. Det fungerede pisse godt, og man håber lidt at de huskede at optage det til en senere live udgivelse.
Herefter fik vi igen lov at høre Nicklas Sonne’s vokal. Det var da Symfonien spillede temasangen til den første film om Rambo. “It’s a Long Road” fra First Blood. Den kan Defecto sgu godt optræde med. Et par spændende udgaver fik vi også af temaer til filmklassikeren Halloween samt temaet til Terminator. Og specielt sidstnævnte fungerede suverænt godt med Defecto’s tunge lyd indover.
Alt i alt var denne lørdag eftermiddag en flot dag, hvor vi grinte, vi bed negle, og vi græd. Alt sammen var bare en flot smuk oplevelse. Tak til Jakob Stegelmann og Aarhus Symfoniorkester. Og tak til Defecto, som gav nogle af numrene en spændende ny dimension.
/ Fravn – Walther