Fredag den 22. februar var Prime Is Giving touren kommet frem til Aarhus.
Det var spillestedet VoxHall der lagde lokaler til dette overflødighedshorn af lækre og brandvarme bands.
Hele tanken bag denne tour, som kommer forbi i alt 6 byer i Danmark, er at få samlet minimum kr. 100.000,- ind til Ronald McDonald Huset ved Rigshospitalet. Vi glæder os meget til at høre om det er lykkedes for Prime Collective, som er arrangørerne bag Prime Is Giving.
Tilbage til musikken.
Det første band der skulle på denne aften var et lokalt band ved navn Me And Munich.
Jeg tror det er en forholdsvis ny trio, da de virkede rimeligt uøvede i deres lyd og samspil.
Me And Munich spiller en god gang ligeud af landevejen hardrock. Og med lidt mere erfaring og timer i øvelokalet skal det nok lykkes for dem.
Meget fedt at der blev plads til dem her, bland de mere etablerede kunstnere.
Endnu et af de nyere bands gik på scenen som de næste på aftenen. De unge energiske guttere fra Royal Deceit gik på scenen med deres vandte energi… Og dog… Jeg har set dem nogle gange efterhånden, og der var sket noget nyt denne aften på VoxHall….
Royal Deceit spiller en meget moderne og aggressiv form for metalcore. Det der var nyt denne aften var deres lyd og mere voldsomme fremtoning. De var blevet dybere i deres musikalske udtryk. Dybere, mørkere og mere uhyggelige i deres energiske fremtoning. Det klædte dem helt vildt.
Det var det bedste Royal Deceit jeg har oplevet til dato.
Hold øje med dem derude. Fortsætter de denne udvikling, og denne lyd, bliver de store. Så forventer jeg at se dem på nogle af de større metalfestivaler til næste år.
Nu var det tur til det lokale Aarhusband Beneath The Silence.
Beneath The Silence er allerede så småt ved at skabe sig et navn indenfor den melodiske Heavy Metal. Og denne aften gjorde de igen alt for at få vist flaget.
Til trods for lidt problemer med lyden i starten af deres sæt, formåede de igen at brage igennem med deres flotte melodier, med den smukke lyse kvindelige vokal, som ofte blev afbrudt af tunge headbanger venlige sekvenser.
Et enkelt ønske jeg kunne have, er at frontkvinde Mette varierede lidt mere i vokalen. Den bliver til tider meget monoton.
Ellers er der ikke noget at sætte fingeren på hos Beneath The Silence denne aften.
Det var nu tid til mere metalcore. Denne gang fra hovedstaden.
Jeg havde før aftenens koncert ikke oplevet Cold Night For Alligators før.
De spiller en progressiv form af genren metalcore.
I starten af deres sæt var der desværre også en del knas med lyden, men det blev bedre i løbet af det korte sæt. Hvert band spiller kun i 20min.
Og pga. af den korte tid, nåede jeg ikke rigtig at blive ordenlig dus med Cold Night For Alligators. Energien fra dem fejlede ikke noget. Og lyden var til tider også ok aggressiv og voldsom. Men kun til tider. De melodiske passager blev meget fine. Også lidt for fine efter min mening.
Men jeg vil ikke lade de 20min blive mit endelige indtryk af Cold Night For Alligators. De skal have en chance mere 🙂
Og så skal jeg love for at der kom et stilskifte. Et fedt stilskifte.
GRUSOM indtog scenen med deres 70’er lyd og 70’er attitude.
Den nærmest psykedeliske lyd fra deres keyboard bragede ud over os på VoxHall, og man manglede stort set blot en lille fed at ryge på, før hele stemningen ramte spot on.
Det var den lækre stoner rock fra et band der bestod af en meget sprælsk og indlevende frontmand, og et desværre knapt så engageret band. Men tilgengæld spillede de røven ud af bukserne.
Tak til GRUSOM.
Så røg vi frem til nutidens moderne metallyd igen.
Et ekstremt oplagt Unseen Faith indtog scenen der var badet i mørkt blåt lys, kun brudt af det klichéfyldte stroboskoplys som åbenbaert høre sig til når der er deathcore på scenen.
Frontmand Alexander Eriksen virkede 100% tændt denne aften, og så overraskede han mig med et par seriøst lækre pig sqeals. Det har jeg ikke oplevet fra ham før. Det var pisse fedt, og passe perfekt til deres sindssygt aggressive fremtoning denne fredag.
De sluttede af med deres storhit Dystopia, hvor sangeren fra Cold Night For Alligators kom ind som gæstevokal.
Endnu et band som er plukket lige i baghaven af VoxHall skulle nu på scenen som det næstsidste.
Aarhusianske MØL er for alvor ved at skabe sig et navn. Ikke kun nationalt, men i den grad også internationalt. De spiller efterhånden en del udenfor vores lille lands grænser.
MØL er sådan en band der efterhånden er svær for en musikanmelder at blive ved med at skrive noget om uden at gentage sig selv.
Det eneste nye jeg kan skrive er at de bare bliver bedre og bedre for hver gang. Og deres lyd og apperance bliver flottere og dunklere for hver gang.
Derudeover er det det samme. Undskyld jeg siger det, og det er bestemt ikke negativt ment, for en MØL koncert er alle pengene og oplevelsen hver.
Men det er et show badet i mørkt blåt og rødt lys, som tiltider bliver afbrudt af stroboskoplyset klare blitzlys.
En energisk frontmand der har publikum lige der hvor han vil have dem hele vejen gennem sættet, og et hold musikere man ikke ser meget til i det mørke lys.
Men MØL er kommet for at blive, og de bliver blot bedre og bedre.
Sidste band på scenen denne aften var et lettere amputeret Defecto.
Jeg må tilstå jeg blev en smule øv over at finde ud af at Frederik Møller på guitar ikke var med ved aftenens koncert. Hr. Møller er jo bare en fabelagtig guitarist. Han var rejst et smut til det fjerne østen.
Men så måtte Defecto klare sig som en trio denne aften, og det fungerede heldigvis også helt fint.
Til trods for en løs forbindelse i Nicklas’ guitar i det første nummer, så kørte det bare derudaf som en Defecto koncert skal gøre.
Og på aftenen udgjorde Nicklas sig perfekt som “vikar” på leadguitaren.
De var fandens velspillende og frontmand Sonne var igen den perfekte indsparker til at få festen igang, uden at virke for “overtændt”.
Defecto gav os en super koncert, som så samtidig var et perfekt punktum for en perfekt musikalsk aften.
Tak til alle bands for underholdningen, og til Mirza og resten af Prime Collective for endnu engang at skabe et lækkert arrangement.
/ Fravn