De danske metalvikinger fra VANIR udgiver deres 5. fuldlængde album “Allfather” den 15. februar. Lige i tid nok til at du kan nå at lytte det igennem inden de indtager scenen til Viborg Metal Festival fredag den 1. marts.
Vi har endelig haft tid til at lytte deres vikinge fortællinger igennem, og det er et rigtig godt, og meget alsidigt album.
Albumåbneren “Væringjar” er en munter sag, og med ét er vi klar til at drage med VANIR på plynringstogter.
Den efterfølgende “Svoldir” får lytteren til at se det faklerne rejse sig mod den mørke blodsprængte himmel, mens skibene sejler mod de arme stakler der skal lægge krop til de næste grumme togter.
Dette er beskrivelsen af hvor gode VANIR er til at levendegøre musikken og fortællingerne. Du bliver draget ind i deres univers af togter og blodudgydelse, mjød og fest. Der er det hele.
Men det er ikke bare vikingekampe og grumme melodier. Der er også gjort plads til de gode melodiske sange på dette album. Det er f.eks. den bombastiske “Ironside” og den flotte “Fejd”. Sidstnævnte er en smuk stille sag, hvor growlen for en stund er skiftet ud med en flot ren vokal.
VANIR forstår med dette album at sørge for at det aldrig bliver kedeligt. Hver gang en ny sang starter, glæder man sig til at høre hvad de nu har fundet på.
Albummets 11 numre er virkelig 11 forskellige historier. Ikke to numre føles ens.
Min ubestridte favorit på dette album er “Bearer of the Word”. Det er en atmosfærisk stemningsfuld sag, og samtidig er den lidt skæv i forhold til resten af albummet. Nummeret skiller sig ud med dens lidt syrede tilgang til genren. Midt i uhyrlighederne bliver det for en kort stund afbrudt af en stille smuk guitarpassage, inden det hele buldre voldsomt derudaf igen.
Virkelig et fedt nummer der kan høres igen og igen…… Og igen.
Lidt sympfoni og kor er der også kommet med. Nummeret “Ulfhednar” starter ud på en måde, hvor jeg et øjeblik tænkte Nightwish?! Men det er ikke Nightwish. Det er stadig VANIR. Og det viser blot igen alsidigheden ved dette album, og det sympfoniske klæder dem sgu også.
Jeg vil give albummet 4 ud af 5 stjerner….. Og så kan man spørge hvorfor jeg ikke giver det 5 fuldfede stjerner, nu når jeg roser det sådan…
Og ja, albummet er super fedt og alsidigt. Men et enkelt par gange i løbet af få af numrene fangede jeg mig selv i at sidde og tabe koncentrationen. Det gør ikke albummet dårligt, men gør at vi ikke helt kommer i mål med fuld plade.
Det er klart et album jeg vil anbefale, og jeg glæder mig til at opleve disse numre blive fyret af live.
/ Fravn