Jern englene er tilbage. Eller rettere sagt forsanger Dirk Schröder er tilbage, med et hold nye banditter der sammen har skabt denne fine udgivelse under navnet Iron Angel. Den kære frontmand har før forsøgt at få gang i bandet af flere omgange, men pga. af en del skift i line-uppet, har det aldrig kørt helt så gnidningsfrit. Det kan være ”Hellbound” måske kan lave om på det, for albummet virker ret gennemført og oser af spilleglæde og ikke mindst af kærlighed til speed metal-genren.
Jeg oplevede Iron Angel tilbage i 2016 på Metal Magic festivalen, og syntes de spillede en fed koncert med masser af dedikation. Den dedikation har de formået at få med på ”Hellbound” – en ting der faktisk lyser ganske klart allerede fra åbneren ‘Writing’s On the Wall’. Bandet holder fokus på energien, farten og på melodierne. Det er denne her svære kunst, når vi snakker speed metal. At holde sig lige i grænselandet imellem heavy metal og thrash metal. Det viste de tilbage i 1985 med klassikeren ”Hellish Crossfire” og formår at gøre det igen med skiven her. Dog er ”Hellbound” ikke helt deroppe på debutens højde, men vi holder stadig en lækker standard.
‘Judgement Day’, ‘Ministry of Metal’, ‘Carnivore Flashmob’, ‘Deliverance in Black’, ‘Blood and Leather’, ‘Purist of Sin’ og titelnummeret er bl.a. gode eksempler på, Iron Angel anno 2018 stadig kan få det til at rykke i nakken og giver én lyst til at høvle lidt luftspade af. Guitaristerne Mitsch Meyer og Robert Altenbach udgør en fed guitar-combo, som med stribevis af fede riffs og ikke mindst klassiske soloer, giver sangene den passende udstråling. Det er lige-ud-af-lande-vejen uden for mange dikkedarer, og det er det, der charmerer lytteren ved ”Hellbound”.Vi skal ikke have for mange virkemidler, men dem der er, skal bare gå rent hjem. Og det syntes jeg personligt, de gør i de fleste tilfælde. Gamle Dirk skal naturligvis også have noget credit for sin præstation, for han lyder forbløffende ‘frisk’. Men bare rolig – han har stadig den der lettere rå vokal.
Skal man skumle en anelse må det blive over variationen albummet igennem, for selvom sangene fungerer og leverer det, de skal, har det 
hele lidt en tendens til at blive en kende monotomt i længden, da vi kører på samme spor meget af tiden. Det er dog også en ret svær kunst indenfor denne boldgade. Som jeg skrev før; få virkemidler der bare virker. Og samtidig undgå en alt for enslydende rød tråd – det er noget af en opgave.
Alt i alt er jeg godt tilfreds med resultatet af Iron Angel’s bestræbelser, og håber de denne gang bliver hængende lidt længere end bare denne udgivelse og lidt tours rundt omkring. Ville gerne have givet ”Hellbound” 3,5 ud af 5, men da den karakter ikke eksisterer på vores skala, vil jeg være flink og smide den op på 4. Lidt mere variation næste gang, så er jeg helt tilfreds.