COPENHELL 2017 – dag 3 – Fra Huldre til Slayer – HELL YEAH!!!

Tredje og sidste dag på Copenhell. Det hele blev bare bedre og bedre. De musikalske oplevelser blev bare bedre og bedre. Meeeen, der var også et par enkelte smuttere. Vi fremhæver lidt af det her.

Vores fortælling begynder med danske Rising. De gik på Hades, som er den næststørste scene på Copenhell, kl. 15.00. Det blev til en god gedigen omgang eftermiddags Sludge Metal af den voldsomt tunge slags. Og det var dæleme da den helt perfekte måde at starte jobbet op for tredje dag i træk på Copenhell. Hoved og ører blev hurtigt blæst klar igen med lyden fra denne powerfulde og velspillende kvintet. Det var min første koncert med Rising, men bestemt ikke den sidste. De ramte mit musikalske hjerte, som jo bare er totalt pjattet med denne tunge, beskidte form for hårdtpumpet rock n’ roll.

Næste projekt på dagsordenen var at komme over til Pandæmonium og opleve de sprudlende unge gutter fra Finland, og deres band Lost Society. De er nogle vanvittigt produktive unge mænd. På blot 4 år har de beriget os med 3 albums. Og ikke nok med at de er produktive, så er de jo også en total sindsyg udladning af rå energi. Hold nu da fuldstændig kæft nogle energibomber. Fra første riff fik vi ungdommens rasen at føle. Det var både råt, fedt og totalt livsbekræftende. Og med storhittet “I Am The Antidote”, som fik publikum i total jubelekstase, er vi slet ikke i tvivl om at der kommer meget mere spændende fra disse unge finske knægte.

En anden helt igennem super fed oplevelse, var danske Huldre. Det er en fed blanding af folkemusik og Heavy Metal. Huldre havde taget dele af den omkringliggende skov med sig på scenen, som var udsmykket på fineste vis med grene, træer og diverse gevir. Nanna Barslevs rene og klare vokal går super fint til både de finurlige violinstykker, over til super tunge guitar riffs. Folk Metal hedder genren, og den mestre Huldre til perfektion. For få år tilbage gæstede de også Copenhell, hvor publikum stille og roligt kom til under koncerten. I år kan man roligt sige at de har skabt sig et navn på Copenhell. Der var tæt pakket foran Hades da de trådte ind på scenen denne lørdag eftermiddag kl. 17.30.  Og publikum fik hvad de kom efter. Huldre er absolut et bekendtskab vær.

Vores næste oplevelse var legendariske Europe. Jeg havde lidt forventninger om en fed nostalgisk koncert, med de numre man nu kan huske fra dengang man var knejt, og jublede til albummet med “The Final Countdown”. Men, forventningerne blev på ingen måde indfriet. To numre blev det til fra dengang. Resten var numre af nyere dato. Og jo jo, Europe har jo skam lavet en masse nyt siden de legendariske dage. Og deres lyd er da også blevet mere moderne, og til tider ok tungt i lyden. Men…… Undskyld mig…. Så fede er de sgu heller ikke. Det er egentligt en omgang jævnt kedeligt rock de levere denne dag på Copenhell, og jeg kommer meget hurtigt til at kede mig. Jeg er ked af at sige det, men for mig vil Europe kun fremstå som et middelmådigt hard rock band, som lavede et Gigantisk hit, som de stadig lever højt på. Men det kan man så til gengæld IKKE tage fra dem. For “The Final Countdown” vil altid være et at de største og mest kendte hits EVER. Og de 23.000 mennesker der denne sene eftermiddag stod foran Helviti fik da også hvad de kom efter. Europe festen varede ét nummer. og det var det. Samlet set, en øv koncert.

Andre gamle drenge kunne så til gengæld gøre det væsentligt bedre. Det var Trash Metal gutterne fra Over Kill. Der var “fuck you” attitude hele vejen gennem da disse aldrene drenge bragede deres sublime Trash Metal ud over et ligeså aldrene publikum foran Hades. Med mere end 30 år på bagen, og 17 studiealbums, blæste de en ren hitparade ud i fjæset på os allesammen. Der er egentligt ikke så meget at sige….. Med Over Kill ved du hvad du får….. Hverken mere eller mindre….. Og de er sgu bare pisse gode til det. Vi ved at der er folk der vågner op med ømme nakkemuskler efter denne omgang headbanger Trash Metal fra Over Kill.

Et af aftenens hovednavne gik på hovedscenen kl. 21.30. Det var den amerikanske musiker, provokatør og filminstruktør Rob Zombie…. Jeg må sige, at jeg er pjattet med hans musik. Det er sgu god amerikansk tung og beskidt Rock n’ Roll, med et strejf af lækkert Heavy Metal. Han er bl.a. kendt for sine voldelige gyserfilm. Om det er det han prøver at få med på scenen, ved jeg ikke. Men set-up’et bære i hvert fald tydeligt præg af hans kærlighed til de gamle sort/hvide gyserfilm, som bl.a. King Kong, Frankenstein og Dracula. Og hans bassist lignede da også nærmest en dracula-figur i sig selv, med bidemærker på halsen, og blodet løbene fra hans tænder. En godt gedigent freakshow blev det til på Copenhell. Om det var gennemført, ved jeg ikke rigtigt. Men underholdende og musikalsk fedt var det i hvert fald.

kl. 00.15 gik mastodonterne fra Slayer på scenen. Og ja….. Hvad fuck kan jeg sige, som ikke allerede er sagt flere gange om dem på deres turné….. De kom, de så, de sejrede, og de bankede fuldstændig Copenhell og de 23.000 mennesker tilbage til stenalderen. De er så gennemført rå og voldsomme i deres lyd, fremtoning og ja, hele deres set-up, at man bliver sgu helt bange. Ja, de er ved at være nogle ældre herre dem der fra Slayer, men det kan du sgu ikke mærke. Det er ved at være en pinlig floskel, men jeg bruger den lige igen. For i Slayer’s musik er der egentligt ikke så meget nyt. de lyder som de altid har lydt… Om det er gammelt eller nyt de spiller, så går det stærkt, det er voldsomt, og det er aggressivt. Men jo jo…. De er sataneme gode til det, og det virker bare hver gang.

TAK Copenhell, for en super fed festival, til trods for at vejret ikke var med os i år. Og TAAAAK til publikum. Der har bare hele vejen gennem været den mest perfekte stemning, og folk var gode ved hinanden, og passede på hinanden. Jeg vil slutte af med at fortælle om en enkelt oplevelse jeg havde. Da jeg var på vej til Slayer koncerten, var der en stor fyr, der havde fået, måske én øl for meget. Han kom gående og fik overbalance og faldt. Et splitsekund efter var der hele tre personer, uafhængigt af hinanden, der hjalp ham på benene og spurgte om han var ok. Min pointe her er at alle var som én stor familie på Copenhell…… Hold kæft det var fedt…. TAAAAK!!!!

 

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*