Interview – Guitar Rebels – Volbeat Tribute Band

På lørdag den 29. april gæster Guitar Rebels Allingåbro Hallen på Djursland. Det er i forbindelse med deres Guns N’ Gangsters Tour 2017, som de drager rundt med i hele landet denne sommer.

Hvem er Guitar Rebels?? De er et Volbeat tribute band der er så autentiske og tro overfor originalen, at man kan komme i tvivl om det virkeligt ER Volbeat man lytter til. Både vokal, lyd og sceneoptræden er så autentisk at man ikke er i tvivl om at disse gutter har stor respekt for originalerne.

Vi bringer her et interwiew med bandet. Om deres kærlighed for et af nutidens absolut største danske Rock N’ Roll bands EVER. De fortæller åbenhjertet omkring deres holdning til Volbeat – hvad de tænkte da de blev kontaktet juristerne bag Volbeat – deres mening omkring Volbeat’s stilskifte til mere mainstream rock, og meget mere.

Hvad er jeres musikalske baggrund?? Spillede I sammen inden i blev til Volbeatjam, og siden hen Guitar Rebels??

Vi fire har spillet sammen i ca. 3 år nu, men inden da har vi hver især spillet musik på kryds og tværs af forskellige genrer og bands i de sidste 15-20 år.

De første halvandet år – Inden vi gik i luften med et dedikeret Volbeat Tribute – spillede vi blandet cover-rock, alt godt fra øverste hylde: D:A:D, AC/DC, Bon Jovi osv, men siden starten med Guitar Rebels har vi ikke koncentreret os om andet.

Men må jo selvfølgelig gå ud fra at jeres passion til Volbeat er stor, siden I har valgt at starte et Volbeat Tribute band. Hvad er jeres forhold til Volbeat??

Det er klart, at vi alle har en stor forkærlighed og respekt for Volbeat’s musik. Ud over vores ”civile” fuldtidsjobs + familie, så bruger vi store mængder af tid hver uge på Guitar Rebels, og det ville ikke kunne lade sig gøre, hvis vi ikke brændte for det. Det er nok den mest væsentlige faktor for at vi startede projektet op, men valget af lige præcis Volbeat skyldes også, at vi oprigtigt mener, at vi har hvad der kræves for at yde en troværdig og respektabel indsats, rent musikalsk. Ikke mindst vokalen er meget krævende, og udover Jimmy (forsanger i GR) er der ikke mange i Danmark, der kan synge på samme måde som Michael Poulsen – så på den måde virkede valget naturligt og logisk.

Her hos METALTONE.DK har Volbeat en stor plads i vores hjerte. Men vi er ikke pjattet med den drejning de har taget på deres seneste albums. De er blevet meget pop/rock-agtige i deres lyd. Hvad mener I om dette mainstream spring?? Og hånden på hjertet, hvad er sjovest at spille: Gamle numre som ”Pool of Booze, Booze, Booza”, eller de nye lidt mere poppede numre??

Vi er helt enige i, at udtrykket har ændret sig MEGET fra første til sidste album. Der er mange af de instrumentale hårde hjørner, der er blevet slebet af og melodi og tekst har også udviklet sig efterhånden som tiden er gået.

For os virker Volbeat’s udvikling helt naturlig, hvis man går efter Verdensherredømme – man bliver nødt til at ramme bredt for at kunne fylde arenaer i både USA og Europa, og hvis det er målet, så skal musikken jo ikke stikke alt for langt ud af en tangent.

Numre fra de ældste plader rummer en helt anden energi og ”rend-mig-i-røven”-attitude end de nyere numre, og sådan noget er ALTID sjovt at spille. Men omvendt så er det også fedt at spille de første to takter af Lola Montez og stille lade publikum tage den derfra.. 😊

I startede ud med at hedde Volbeatjam, men blev kontaktet af folkene bag Volbeat, at I måtte ændre navn, så der ikke kunne ske misforståelser. Hvordan havde I det med det??

Selve kravet om navneskiftet var egentlig reelt nok, hvis man udelukkende ser på det med lov-brillerne på. Så der var ikke så meget vi kunne gøre ved det. Inden vi startede op havde vi undersøgt lidt her og spurgt lidt der, men ingen vidste rigtig noget, og så besluttede vi os for at tage ”den nemme” løsning med bare at sætte ”Jam” efter navnet. På den måde kunne ingen være i tvivl om hvad vi stod for.

Det viste sig jo så, at det ikke var Verdens bedste beslutning pga. af ophavsrettighederne og så måtte vi tilbage i tænkeboks.

Til at starte med følte vi os temmelig utaknemmelig behandlet, da hele projektet jo er bygget på respekt for bandet og dens musik, men blev mødt med en kold skulder – men i sidste ende handler denne her del om at beskytte ens varemærker og det kan man ikke fortænke juristerne for at gøre, det er jo en del af deres jobbeskrivelse.

Vi lavede en brainstorm af apokalyptisk størrelse og efter MANGE diskussioner frem og tilbage faldt valget så på Guitar Rebels.

Det navn er ikke så beskrivende som tidligere, men inkarnerede fans vil kunne se ideen bag og vigtigst af alt: nu er der ingen, der kan ændre på det, det er VORES navn – så hvis vi en dag ligger stilen om og beslutter os for at spille reggae, så behøver vi ikke tænke over navneskift. 😊

I var på jeres debut-tour (Virgin Tour) sidste år. Og I har nået at spille på både mindre og større scener. Hvordan var det for jer at rejse rundt og spille?? Hvad er folks reaktion generelt på jer som et Volbeat Tribute Band??

Sidste års tour var fantastisk! Vi spillede rigtig mange fede steder, både de større festivaler og de bitte små lokale scener, hvor Volbeat også tumlede rundt, inden de slog igennem. At komme ud og spille de her steder var et af vores håb med projektet, så vi havde – og har stadig – meget svært ved at få armene ned.

Generelt er vi blevet modtaget rigtig pænt, langt de fleste mennesker som vi har mødt på sidste års tour har sat pris på musikken og på vores performance. Sidstnævnte har betydet meget for os, da vi på ingen måde har andel i udformningen af musikken – vi kopierer jo bare 😊 – og derfor er det fedt at høre at folk med tilhørsforhold til Volbeat, at vi leverer varen med respekt for originalen.

Nu har I fået skudt jeres nye tour, Guns N’ Gangsters Tour i gang. Hvad ser I specielt frem til på jeres tour i år??

I år er fokus lagt lidt mere bag scenen end i debutsæsonen. Sidste sæson handlede det om at spille så mange jobs som muligt, at have pyro med over det hele og generelt bare prøve både showets, men også vores egne grænser af. Det har vi lært utroligt meget af – både gode og dårlige erfaringer – og dem har vi brugt vinteren på at få viderebragt, så vi kan optimere selve arbejdsgangen før, under og efter showet.

Vi ved godt det ikke lyder så rock’n’roll, men i år er det faktisk de mere praktiske tiltag, der bliver interessante at følge for os. Vi har bl.a. fået ny, fast lydmand, vi er alle skiftet til in-ear monitors, og så er vores baggear blevet monteret på rullende podier, så det er rent plug’n’play – forhåbentlig alle sammen ting der gør, at bandets optakt til hver koncert vil kræve mindre af vores opmærksomhed og energi, og derfor har vi endnu større overskud på scenen.

Hvad kan publikum forvente når de kommer til en Guitar Rebels koncert i år??

Det samme som sidste år, bare endnu bedre!! 😊

Det bliver faktisk meget lig sidste år, det bliver fuld fokus på musikken og masser af smadder på guitarerne. Vi har fornyet lidt på sceneopsætningen og så har vi stadig vores Jack D med rundt! 😊

I forbindelse med jeres nye tour, bliver jeg som inkarneret Volbeat-fan, nød til at spørge: Vil der blive lagt vægt på de gode gamle Volbeat-numre, fra før de blev lidt for mainstream?? 😉

Udover at lege Byggemand Bob, så har vi også brugt vinterpausen på at få nye numre i bagkataloget, så der er endnu mere at vælge i mellem. Med ”nye” numre mener vi ikke nødvendigvis numre fra det nyeste album, vi vælger frit blandt alle 6 skiver.

Det med valgmulighederne i bagkataloget er en vigtig ting for os, da vi sjældent har den samme setliste to jobs i træk, og fordi der er stor forskel på hvad publikum rundt omkring gerne vil høre.

Hvis vi spiller på en mindre klub for 100 hardcore Volbeat-fans, der alle har været med siden Dominus-dagene, så er setlisten helt anderledes end når vi står foran det lidt bredere publikum på de store festivaler – de vil gerne have alle P3-hittene.. 😊

 

Vi takker Guitar Rebels for interviewet, og ser meget frem til at følge dem på dette års sommer tour. Et stort knæk og bræk skal der lyde til drengene.

 

 

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*