Heavy Agger Metal Festival 2018 – anmeldelse

Frisk vesterhavsluft, høj himmel og lækker solskin, friske metalgutter og smukke metalkvinder…. Og selvfølgelig masser af dejlig kold humle og masser af røvlækre og fantastiske metalkoncerter….
Dette var opskriften på dette års Heavy Agger…. Det hele sad lige i skabet og gik bare op i en højere enhed…

Ja, ros, ros og atter ros… Og her kunne jeg jo så bare stoppe anmeldelsen og smide 5 store fede stjerner afsted til de dejlige Heavy Agger folk og alle de smukke frivillige medhjælpere.
Men, jeg vil nu lige skrive lidt om hvad der skete disse to dage i det vestjyske…. Blot for at gøre alle jer der ikke deltog pissehamrende røvmisundelige 😉

Den lille hyggelige by ved det vestligste vestjylland ved navn Agger emmede af hygge og metal da vi ankom og kørte ned af den lange gade gennem byen… Metalhovederne kom gående i små grupper af glade sortklædte mænd og damer, iført deres metalbattle veste… Nogle drak dåsebajere, andre drak mjød af horn… Fælles for alle var at stemningen var høj, positiv og lækker… Alle gik i den samme retning. Retningen mod de “sorte huse” hvor slaget skulle stå de næste to dage.

Vi ankom til den hyggelige lille festivalplads hvor folk allerede sad rundt omkring og drak kolde øl, spiste lækker mad, og nogle hyggede sig inde i den hyggelige merch-bod.
Straks møder man en masse af de dejlige metalheads man kender fra andre festivaler og koncerter, og hyggen er bare igang.

Kl 20.00 var det så tid til den første koncert…. Til trods for det rasende gode vejr, vil folk til denne festival sgu også have metal. Så der er hurtigt fyldt i den hyggelige lille hal (eller bådshus, som det nærmest ligner med redningskranse på væggen, und so weiter) hvor det hele foregår. Det er Encyrcle der indtager scenen med deres Nocturnal speed metal. Og de er på lige fra start…. Speed metal, ja sgu. Der er knald på, og det hele er bare røvfedt… Musikken er fed, attituden er fed, og publikum er med. Alle har en fest og det hele lover fanme godt.
Jeg ved ikke rigtig hvad det Nocturnal er i det, men det er jo nok den lidt specielle genre de køre ud fra det mere velkendte thrash metal. Det er fedt og forsanger Philip Butler har det lækre high pitch scream, så alle de gamle 80’er ikoner som f.eks. Halford ville være stolt.

Efterfølgende var der genreskifte. Slægt gik på scenen med deres black metal. Jeg så dem sidst på VMF i det tidlige forår, hvor jeg egentlig havde det lidt pø om pø med den koncert… Men det er jo også lidt i kraft af mit lidt anstrengte forhold til black genren.
Men det er sgu bare som om alt virker i Agger… Deres koncert var inspirerende, bekræftende, og samtidig pisse underholdende.
Jeg havde aldrig troet at jeg skulle have et patch fra et blackmetal band på min battlevest, men jeg købte sgu en i merch efterfølgende.
Slægt har sgu nok fået mig et skridt tættere på denne meget specielle, men dog dragende genre. Tak til Slægt 🙂

Aftenens sidste band, og samtidig aftenens hovednavn kan vi vel godt sige, gik på ved 23 tiden. Det var Svartsot.
Og her kulminerede en fed første dag på Heavy Agger.
Med deres folk metal fik de nærmest de Sorte Huse til at vælte i havet. Mjød-hornene fløj rundt mellem publikum på de forreste rækker og stemningen var på vikinge-koge-punktet. En fantastisk stemning.
Svartsot var velspillende og i total holpa sammen med det festramte publikum. Der blev festet som der ikke ville komme en dag i morgen.
Med både sækkepibe og fløjte, samt selvfølgelig tunge guitarriffs og hurtige folk passager blev vi underholdt af Svartsot på fedeste vis.

Dag 2 var oprunden… Om det er den friske vestehavsluft, ved jeg ikke, men vi var overraskende frisk dagen derpå, og vi var igen klar til at indtage Heavy Agger.
I dag skulle vi igennem 6 koncerter, og alle lækkerierne startede allerede kl 15.00.
Xenoblight fik med det samme fyldt hallen, og var der enkelte tømmermænd tilbage hos de fremmødte blev de hurtigt banket ud af hovedet med den voldsomme gennemslagskraft Xenoblight lagde ud med.
Det her er anden gang indenfor kort tid at jeg oplever dem live, og de var lige tæskehamrende fede begge gange. Marika det bette menneske er gigantisk stor på en scene. Hun er cool, hun er rå, og så har hun en kæmpe karisma på scenen.
Og så må jeg lige sige at Xenoblight råder over et par gudsbenådet guitarister…. Men det er også et must, da deres lækre thrash metal er meget melodisk guitarbaseret. Fed fed koncert.

Noget af det hyggelige og lidt specielle ved Heavy Agger, er at alle bands, altså stort set alle musikere befinder sig på festivalpladsen begge dage, og fester sammen med det øvrige publikum.
Folk sidder og hygger sig med Evil Invaders, Pigerne fra Konvent går rundt og hygger sig, Iron Angel folkene lytter til de andres koncerter, osv osv. Det er pisse hyggeligt det hele 🙂

Næste band på scenen er det all-female-band Konvent, der spiller den onde og voldsomt tunge doom metal.
Det var første gang jeg så dem live. Og de skuffede sgu ikke. Når de går rundt og hygger sig, ser de så tilforladelige ud, men når de går på scenen spiller de ondt og grimt. Det er pisse fedt. Og så vil jeg da lige fremhæve forsanger Rikke… Hun er kvinde, men hun growler sindsygt dybt. Jeg tror sgu hvis Bo Sommer hørte hende her, ville han sige “fuck mand… I need to go deeper… DEEPER!!!!
Konvent kan klart anbefaldes, og jeg glæder mig meget til at se dem til dette års Metal Magic i juli.
Konvent, vi ses derude!! 😀

Deadflesh har jeg efterhånden oplevet nogle gange, og de har endnu ikke leveret en kedelig koncert.
Og det skulle så heller ikke ske på Heavy Agger… Tvært imod… Jeg vil faktisk sige at den koncert de leverede her var en af deres bedste.
De spillede pisse godt, tight og bare så fucking ondt og tungt, speedy og lækkert.
Helle leverer en fantastisk bund i rytmesektionen hver gang sammen Jimmy bag tønderne, mens Sune og Allan supplere hinanden fremragende på guitar.
Og hallo…. Har Allan Danmarks dybeste og ondeste growl?? Det er sadaneme tæt på… Måske kun overgået af Rikke fra Konvent 😉 … Go deeper Allan… DEEPER!!! 😀

Så skulle vi igang med lidt udenlandsk metal…. Iron Angel fra Tyskland fik mig tilbage til teenageårene med deres lækre 80’er lign. lyd på deres speed thrash heavy metal. Fuck det var fedt, og en røvlækker koncert de også fik præsteret at give os her i Agger.
Til trods for at Dirk Schröder tydeligvis havde nogle problemer med den ene hofte på aftenen, og måtte stå meget stille det meste af tiden, var han stadig på og Iron Angel skabte en fed 80’er metalfest.
Det var lækkert og forfriskende på en eller anden måde efter doom og død fra Konvent og Deadflesh.
Jeg håber sgu på at få muligheden for at opleve Iron Angel igen!!!

Så var det danske Sylvatica der indtog scenen. Og igen, som i går da Svartsot spillede, var alle mjød-horn i Agger plantet på de forreste rækker i hallen. Der blev skålet, og mjøden flød i diverse store smukke vikingeskæg.
Årssagen til dette?? Det var selvfølgelig Sylvatica’s folk/death stil, og festen var dæleme igang.
Dette var mit første møde med Sylvatica, men bestemt ikke det sidste.
Deres musik er intenst, det er voldsomt og energisk og både tungt og hurtigt og groovy. Og samtidig er det noget musik man bliver glad i låget af… Specielt hvis man lige har indtaget riglige mængder af mjød der er døbt “Dieselolie” og “morgenpis” 🙂 Men det smagte sgu godt.

Sidste band på scenen til dette års Heavy Agger var en genganger fra sidste år… Men det er så tilgengæld også et band man ikke kan blive træt af at opleve live…. Hold nu kæft!!!
Det er selvfølgelig belgiske Evil Invaders vi snakker om her.
Og hvad skal man sige om disse gæve gutter fra Belgien?? De er sindssyge…. De er sindssyge på mange måder. Bevares, de er de sødeste gutter når vi står og snakker over en kop øl… Men når de går på scenen så spiller de sindssygt godt, sindssygt hurtigt, og de har en sindssyg energi og attitude.
Denne gang i Agger leverede de den perfekte afslutning på en perfekt festival.
Mens vi stod i det, havde vi ikke lyst til at koncerten på noget tidspunkt skulle slutte.
Har du ikke hørt dem endnu, så gør det…. Hvis du er til den gode klassiske speed thrash metal, med de gode high pitch screams, så ER Evil Invaders noget for dig.

Konklusionen på det hele er at jeg ikke kan finde én eneste ting at sætte fingeren på. Musikken var vel valgt og fantastisk. Værterne var fantastiske, og alle de frivillige var super… Hele tiden smilende og imødekommende.
Vejret var til UG, og ja… Alt gik bare op i en højere enhed disse to dage.
Et kæmpe tak Heavy Agger. Vi ses klart til næste år hvor der er 10 års jubilæum for festivalen.
Vi kan kun smide 5 ud af 5 stjerner west ‘å.

Af Fravn