Koncert – Heidra + Deadflesh + Act Of Cohesion – Platform 4

I går var der igen metal på programmet på Platform 4 i Aalborg.
Det var endnu engang Aalborg Rock & Metal der havde sammensat at benhårdt og stærkt program. Og jeg må sgu rose dem lidt efterhånden. Det er 3. gang jeg deltager til et af Aalborg Rock & Metal’s arrangementer, og hver gang har det været en kæmpe succes. Der har været godt med publikum, og de bands der har spillet, har altid været oppe i højeste gear, og givet publikum en fed oplevelse.
Keep up the good work 🙂

Denne aften startede op med et for mig ukendt band. Inden i går havde jeg aldrig hørt eller oplevet Act Of Cohesion.
De spiller den gode old school thrash metal. Jeg var positivt overrasket, og var godt underholdt stort set hele vejen gennem deres sæt.
De spiller med masser af speed og power, og da den første nervøsitet havde lagt sig, sprang de virkelig ud som nogle gedigne thrashere.
Publikum var med dem, og aftenens første circle pit var en realitet.
Vokalen var aggressivt råbende, med indbyggede growl sekvenser.
Numrene var fulde af de lækre komplekse guitar-riffs i højt tempo, kombineret med skift af tempo og taktarter… Fuldstændig som det skal være i thrash metal.
Guitarsoloerne var højtsyngende, og så var der også plads til at smække noget lækker groove indover i nogle af numrene.
Act Of Cohesion fik sat godt og grundigt gang i festen denne lørdag aften. Specielt da de havde overvundet nervøsiteten efter de første numre. De var en super fed oplevelse. Et band jeg gerne vil opleve igen.

Derefter var det tid til lidt mere Old School. Men denne gang var det i genren dødsmetal. Det var Deadflesh, som vi tidligere har haft fornøjelsen af at anmelde det seneste album “Sic Semper Tyrannis” fra.
Allerede dengang kunne vi høre den lækre onde aggresivitet de formår at få ud gennem deres musik. Deadflesh er da også nogle erfarene musikere. Bandet så første gang dagens lys i 1994.
Denne aften skulle de så ryste Aalborg fri for støv og snavs, og jeg skal sataneme love for at det blev gjort.
Fra første slag på strengene, og første pounding på trommerne, var der dømt aggressiv ondskab, så man nærmest blev en smule angst.
Allan har en dyb og knoglebrækkende ondskabsfuld growl…. Pisse fedt 😀 . Og deres kvindelige basist Hell-E, har en lyd på sin bas der bare er så forbandet ond, at det gør ondt ind under huden.
Der gik lige halvandet nummer inden publikum havde indfundet sig igen foran scenen. Men da de var på plads var der igen fest på Platform 4, og der blev igen dannet circle pit på dette hyggelige spillested.
Deadflesh mestre den klassiske old school deathmetal, med deres groovy slowtempo og ondskabsfuldt dystre lydbillede.
Jeg kan kun sige, at Deadflesh spiller pisse godt live, og jeg vil sgu snart opleve dem igen.

Sidste band var Heidra… Endnu et band jeg desværre ikke havde oplevet før… Men man kunne tilgengæld se at rigtig mange af de fremmødte havde ventet på dette øjeblik… De kendte bandet og de kendte numrene. Og de var med lige fra start. Sikke en metal fest.
Heidra spiller en lidt blandet omgang metal. Det er melodisk heavy metal, med lige dele folk og død indover. Vokalen er en blanding af skønsang, growl og highpitch screaming.
Jeg tilstår at jeg havde det lidt svært med dem i starten, fordi jeg syntes det virkede lidt rodet med alle de stilarter mixet sammen. Jeg kunne ikke rigtig finde ud af hvor de ville hen.
Men jeg må så også samtidig tilstå at, som koncerten skred frem, så fandt jeg den røde tråd i musikken, og kunne begynde at fange budskabet.
De spiller sgu pisse godt, og jeg blev stille og roligt forført med deres flotte klang på både sang og guitar, som hurtigt kunne skifte til onde riffs og voldsom volkalskrig. Og at se den interaktion der var mellem scene og publikum, var vanvittigt medrivende.
Sååå, fra at være et ukendt, og lidt rodet blad for mig, blev Heidra et vældigt interessant bekendtskab, som jeg bliver nød til at dyrke noget mere.

Endnu en fed aften blev det til på platform 4.
Tak til Aalborg Rock & Metal.
Og til alle jer nordjyske metalheads….. Vi ses næste gang der er metal på Platform 4 🙂