Gnostic rock fra hovedstaden.
Jeg anede ikke dette gamle danske band stadig huserede, så det var noget af en overraskelse, da københavnernes nye skive lå i anmelderbunken. Årsagen skal nok findes i den kendsgerning, jeg egentlig aldrig har fulgt så meget med i Parzival og deres gerninger, eftersom de ikke rigtig fangede min interesse, da jeg faldt over dem i tidernes morgen. De har dog åbenbart været ret aktive på udgivelses fronten, og ”Urheimat Neugeburt” er deres ottende skive. Det er ifølge pressemeddelelsen en genfortolkning af deres 2010-album ”Urheimat”, men da jeg ikke kender til denne udgivelse, skal jeg ikke kunne drage hverken sammenligninger eller udtale mig om, hvorvidt det er en interessant eller spændende genfortolkning. Det lader vi ligge, og i stedet vil vi kigge lidt nærmere på ”Urheimat Neugeburt”, og hvad den personligt indeholder.
Stilen kan bedst beskrives som en mixtur af industrial, symfonisk metal, en smule neofolk og gothic rock. Altsammen tilsat soundtrack-lydende lag med dyb messende mandevokal og kvindevokal til at bakke op forskellige steder i form af kor og anden-stemme. Bandet kalder selv den boldgade, de kører rundt i her for ‘gnostic rock’. Lad mig med det samme sige industrial ikke er min største kop te, og jeg nyder det efterhånden kun sjældent og primært i selskab med enkelte af de gamle navne. Det skal dog ikke gå ud over Parzival, og jeg vil forsøge at gå så konstruktivt til værks som muligt.
Der bliver for det meste sunget på tysk med et par enkelte undtagelser, og det passer egentlig meget godt med musikken. Det er trækkende og taktfast, og den afsindig dybe vokal frembringer en ret så massiv væg af hypnotiske tiltag. Mit første problem ligger dog netop her på vokalfronten. Forsangeren har en fed mørk og dyb stemme, men den begynder at blive ret monoton en hel plade igennem. Forestil jer hvis Peter Steel kun havde sunget i den dybere ende konstant uden engang imellem at skråle eller synge lidt højere rundt omkring i Type o’ Negative. Så havde der også manglet et eller andet, og man havde ikke fået den lækre variation, som dette netop gav. I sangen ‘Navadi Purana’ bevæger vokalen sig på et tidspunkt en smule op, og lyder meget hen ad kirkesang. Det fungerer ret fedt, og jeg ville ønske de havde eksperimenteret med mere af den slags eller prøvet andre ting af.
På nær ‘Die Grosse Schau’ ligger de andre sange i den tunge og sejt-trækkende ende. Det passer til stilen, men det gør at man også her kan 
sidde og ønske sig en kende mere variation. Der er til gengæld tænkt over detaljerne i lydbilledet, for at bløde op for den monotone røde tråd, og Parzival benytter sig flittigt af forskellige virkemidler, hvor specielt keyboardet gør sit, for at tilsætte ekstra lag. Det er også her vi finder pladens stærkeste kort. De tidspunkter hvor det hele rammer den soundtrack-lydende tilstand, man kunne høre i en episk storfilm. ‘Lord of the Sea’, titelnummeret, ‘Der Blasebalg’ og ‘Navadi Purana’ er gode eksempler på dette.
Det hele bliver leveret professionelt uden slinger i valsen og med en god produktion, der passer til hvad Parzival leger med her. Jeg har taget mig selv i at få lyst til at høre ‘Lord of the Sea’ og ‘Navadi Purana’ igen efterfølgende, hvilket jo som regel er gode tegn, og lige så er der interessante ting i nogle af de andre sange, der også kan få én til at hyggerocke lidt med hovedet. Overordnet hørt bliver dette dog nok næppe et album, der finder vej til anlægget herhjemme ret tit. Men det skal nu ikke afholde fans af hverken bandet eller genren til at tjekke ”Urheimat Neugeburt” ud, for Parzival gør det nu meget godt. I mine ører bliver det hele bare desværre en smule kedeligt i det lange løb.
Albummet udkommer den 16. marts.
Af Skousen