Corrosion Of Conformity – No Cross No Crown – anmeldelse


Reviewed by:
Rating:
5
On januar 15, 2018
Last modified:januar 15, 2018

Summary:

Trackliste:
1. Novus Deus
2. The Luddite
3. Cast the First Stone
4. No Cross
5. Wolf Named Crow
6. Little Man
7. Matre's Diem
8. Forgive Me
9. Nothin Left to Say
10. Sacred Isolation
11. Old Disaster
12. E.L.M.
13. No Cross No Crown
14. A Quest to Believe
15. Son and Daughter

Corrosion Of Conformity: No Cross No Crown

COC har igen lavet et formidabelt album. Ja hvorfor? Fordi de kan og der er en grund til at James Hetfield har stjålet det ene riff efter det andet fra Pepper Keenan. Til dem som ikke helt ved hvem COC er, så har de ti albums bag sig, og var med fra starten af thrash, punk, hardcore turen i 80’erne med albums som “Eye for an eye” og “Anmosity”. De havde deres hit “Vote With A bullit” MTV i 95’ med Pepper på vokal. De har været en del igennem men har holdt sig til deres southern bad ass Louisiana stoner stil.

Når det er sagt må man jo sige at deres to albums, “Deliverance” og “Wice Blood” har været næsten umulige at leve op til fra fans, meeeen nu er de tilbage i samme line up fra den gang og HOLY SHIT!!!!!

Albummet er et femten numre langt lækkert groove som bare gør en glad i låget. Starter med et godt heartbeat og slimrer over i nummeret “The Luddite” som bare hamre af sted. Tydeligt at Pepper og Mollin er tilbage med super beat og vokal. Dette fortsætter bare i nummeret “Cast The First Stone” og der ud af. COC virker som om de har haft godt af en pause. Deres guitarharmonier lyder næsten som Thin Lizzy i nogle parts og de nailer dem hårdt og ubarmhjertigt. Pepper og Woody fylder ørene med lækre sydstats harmonier specielt i nummeret “Wolf Named Crow”.

Intro på både “No Cross” og “No Cross No Crown” er bare lækre syre intro’s i 70’er stil som man kun kan elske eller hade. “Old Disaster” ligger sig ud som mere i stil med albummet “America’s Volume Dealer” stilen, men er et awesome track. Der efter “E.L.M” der er mere som “Blind” albummet. Så der er virkeligt noget for alle COC fans her. I “A Quest To Believe” er det bare lækker sludge og Pepper’s mistillid til religion trods hans southern opvækst. Dette kommer virkelig til udtryk i “Matre’s Diem”. “Nothing Left To Say” vækker gode minder om nummeret 7 Days fra albummet “Deliverance”, ja generelt et album der bare får én frem og tilbage på den fede måde. “Sacred Isolation” er jo bare terapi og smooth. Afslutningen med “Son and Daughter” er jo helt ovre i Beatles stil, men på deres egen måde og gennemført. At opleve dem på Copenhell bliver virkelig en oplevelse for livet. Jeg har personligt set dem før, og de sparker røv.

Jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige dårligt om dette album da det ud over alle forventninger er COC når de er bedst. At John Custer igen har produceret deres skive er jo ingen overraskelse og kun en lækkerhed. Så jeg ved hvad der kommer til at sidde på mit anlæg i bilen hele 2018………..”No Cross No Crown”. Så er du til Red Fang, Fu Manchu, Kyuss og andet stoner så er COC helt sikkert dit shit.

Jeg må sgu nok her i min første anmeldelse komme til at give dem 5 ud af 5 stjerner, da COC jo bare er et awesome band som selv Metallica misunder.

Af: Steff A

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*