Dirkschneider – VoxHall 29. nov – anmeldelse

Foto: Kim Song Sternkopf // HeartMatter Artworks

Reviewed by:
Rating:
4
On november 30, 2017
Last modified:november 30, 2017

Summary:

Sætliste:
1. The Beast Inside
2. Aiming High
3. Bulletproof
4. Midnight Mover
5. Slaves to Metal
6. Another Second to Be
7. Protectors of Terror
8. London Leatherboys
9. Fight it Back
10. Can't Stand the Night
11. Amamos la Vida
12. Stone Evil
13. Breaker
14. Hard Attack
15. Love Child
16. Objection Overruled
17. X-T-C
18. Russian Roulette
Extra:
19. Princess of the Dawn
20. Metal Heart
21. Fast as a Shark
22. Balls to the Wall

I går var der for alvor dømt nostalgisk Heavy Metal på VoxHall i Aarhus. Det var Udo Dirkschneider der kiggede forbi på hans “Back to The Roots” Tour. Det er anden gang han gæster Danmark på denne tour. Sidst var det på Train, hvor sætlisten måske var lidt bedre, men festen denne aften var sgu lige stor.

Inden Udo gik på scenen blev publikum varmet grundigt op af endnu nogle gamle drenge. Raven er hyret ind som support på denne del af tour’en. Og de var sgu et hyggeligt bekendtskab.
Jeg har aldrig dyrket Raven i mine yngre år. Det var mere Accept der røg på når der skulle festes. Men jeg blev sgu lidt lun på Raven, der forstod at underholde. Et par store frontfigure er John og Joe Gallagher. Og her snakker jeg både fysisk, men også i deres personligheder. De var et par true entertainere.
De gav os gode Raven sange som “All for One” og “Rock Untill you Drop”, alt imens de tonsede rundt på scenen med fantastiske grimasser, gav os fede guitarsoloer, og udstrålede en generel glæde ved at stå på scenen og underholde, til trods for at de har gjort det i mange mange år.
Tak Raven, for et fedt og underholdende møde.

Herfter blev scenen gjort klar til Dirkschneider. Han og hans musikere, hvor det jo bl.a. er hans søn der sidder bag tønderne, blev taget imod med stor jubel, og “UDO UDO” tilråb.

Foto: Kim Song Sternkopf // HeartMatter Artworks

Sættet blev indledt med det lidt mindre kendte “The Beast Inside”, som blev fulgt op af det meget mere kendte “Aiming High”. Så kunne man godt regne ud at sætlisten denne gang nok vil blive lidt mere blandet af store hits, og lidt mindre spillede numre.
Der var da også en del numre fra senere 90’er plader, og ikke kun de store hits fra 80’erne, som var hovedparten på første del af tour’en som de gæstede Train med.
Men fuck det, for de fremførte igen koncerten med en iver og spilleglæde som ville være at ønske hos andre nyere kunstere engang i mellem.
Og vi vil lige smide en masse ros afsted til de musikere som UDO har omkring sig… Ikke nok med at de

Foto: Kim Song Sternkopf // HeartMatter Artworks

har en spilleglæde, der smitter af på publikum hver gang de indtager en scene, så må jeg sige at de også er nogle fantastisk dygtige musikere.
Gigantiske hits som “Midnight Mover” og ikke mindst “London Leatherboys” fik publikum til at skråle med. Men også mindre kendte numre som “Stone Evil” og “Heart Attack” fik gang i pøblens stemmebånd.
Vi fik flotte guitarsoloer, masser af syng-med sekvenser, og tonsvis af muligheder for den dejligt klassiske headbanging. Jeg er sikker på at jeg ikke er den eneste der er vågnet op til en dag med mere øm nakke, end normalt.

Foto: Kim Song Sternkopf // HeartMatter Artworks

Efter en super fed live udgave af “Russian Roulette” takkede UDO af for denne gang og forlod scenen.
I et kort øjeblik blev jeg faktiskk nervøs for at folk ville begynde at forlade VoxHall, da de bare blev meget stille. Men heldigvis til min store trøst, begynde klapsalverne og tilråbende at fylde salen. Og kort efter gik UDO og band på scenen igen og lagde ud med en meget velspillet og lækker udgave af “Princess of the Dawn”, stærkt efterfulgt af monsterhittet “Metal Heart”.
Skal jeg komme med en lille bitte mikro kritik, så gik der lidt for meget fællessang i disse to numre. Det var med nynnen så højt som muligt, da musikken helt stoppede og de ville høre vores vokaler blive råbt ud og op på scenen. Det blev forlangt lidt for meget og lidt for længe i disse numre…. Men men men…. Jeg skrålede jo selv med, så så ringe og træls kunne det jo heller ikke være 😉
De sidste to numre i aftenen sætliste var selvfølgelig (fristes man til at sige), Fast As a Shark, med endnu engang publikumsskrålen på “Heidi Heido Heida”-introen, og det voldtunge 80’er klassiker “Balls to the Wall”. En perfekt afslutning på en dejlig aften down memory lane, hvor vi fik smagt på en helvedes masse 80’er godter.

Foto: Kim Song Sternkopf // HeartMatter Artworks

 

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*