Kōya – Et lillebitte band på en kæmpestor scene…
Da programmet til årets Copenhell blev offentliggjort, så var det med Hardy på plakaten… men på grund af afbud grundet en aflyst turne, ja, så var der et hul i plakaten… og så var Copenhell så heldige at de jo allerede havde Kōya på tjansen med at spille på den mobile scene – så de fik oveni denne tjans også en slot på Hades – og der var vi en del, der var mødt op torsdag først på dagen.
De gæve gutter fra Kōya har jeg set live flere gange – senest til Spot Metal i Århus i maj – og hver gang har de blæst publikum bagover, så det var da også med en vis forventning, at jeg havde indfundet mig ved scenen.
Vanen tro var der fuld skrald på det hele fra starten af – og skulle der være folk foran scenen, der stadigvæk havde lidt rester af tømmermændene fra gårsdagens festivitas, ja, så blev disse også godt og grundigt blæst væk.
Når det er Kōya man har på scenen, så behøver man som så ikke at bekymre sig om sceneshow, for bandet er showet – de er konstant i bevægelse – og dette smittede af på publikum – og der var flere omgange af både moshpit og circle pit på trods af det tidlige tidspunkt – og der blev også crowdsurfet fra flere af publikummerne.
Undervejs fik Martin, forsangeren, udtalt at det var helt vildt for dem at stå på så stor en scene, for: “Vi er bare et lillebitte band, på en kæmpe stor scene” – og det har han selvfølgelig ret i – og vel er det svært som relativt ukendt band, at fylde hele pladsen foran Hades – og havde planlægningen kunnet være anderledes, så havde de nok også passet fint ind på Gehenna scene – men nu var det på Hades de var endt – og de fik det bedste ud af den udfordring.
Kōya inviterede også til en omgang kinddans, med deres sjæler, som de kaldte den – og så fyrede de nummeret “Tempest” af – og der blev danset på livet løs på pladsen – og forsangeren ville tage del i legen og kastede sig ud i publikum og blev båret rundt imens han sang videre.
Forsangeren var ikke færdig med den mere intime leg med publikum – og under nummeret “Pig Wine”, så var han nede på pladsen igen og tog del i moshpitten.
Så måske var – eller nok stadig er – Kōya måske et lillebitte band på en kæmpestor scene, men de fik det allerbedste ud af muligheden de fik denne tidlige eftermiddag – og de folk der var mødt frem foran scenen, de havde helt sikkert også en god eftermiddag – og personligt glæder jeg mig allerede til jeg skal se Kōya igen næste gang – godt gået drenge.
Tekst: Martin Hildebrandt