Aalborg Metal Festival ’22 – lørdag

Aalborg Metal Festival 2022, lørdag

Efter en lang men god, og ædru, førstedag på festivalen, var det nærmest helt uvirkeligt at troppe op til lørdagens strabadser med en stor frokost i maven og ingen tømmermænd at spore, i stærk kontrast til hvordan jeg plejer at gå lørdagen til AMF i møde. Med et par kølige håndbajere i lommen og et stort smil på læben begav jeg mig endnu en gang syd på, for at tage del i årets sidste kraftudladning af en metalfestival.

Nakkeknækker 4/5

De fem ungersvende fra Silkeborg af var dagens åbner, og sikke dog en tjans de har fået sig…

Mange gange har jeg stået herinde i Studenterhusets koncertsal lørdag morgen(læs: klokken 14) og ærget mig over, at man ikke kan få en ekstra stærk kop kaffe som sidevogn til dagens første mædl pølle. Tjansen, at åbne AMF om lørdagen, kan være tæt på det mest utaknemmelige stykke arbejde, man som musiker kan blive budt. Nærmest uanset hvor fedt man spiller, hvor meget man sveder for det, og hvor meget man springer rundt, så skal der bare altid lige en lille smule mere til, før man kan få vækket det stadig til dels sovende publikum – trods alt er folk mødt op, selvom at de er trætte. Mængden af mennesker til stede bevidner, at der stadig er en del, som der ikke endnu er mødt op, og enten sover den ud et sted, eller er ved at drikke sig mod til.

Nakkeknækker spiller dødsmetal. Ikke med nogen finurligheder eller store armbevægelser. De spiller, i den reneste forstand, det som der på jysk hedder “fee’ døø’.” Mange gange er der blevet gjort forsøg på at genopfinde den dybe tallerken, uden at det, strengt taget, har været nødvendigt. I tilfælde som her hos Nakkeknækker, er der stor respekt for dem, som der banede vej for genren tilbage i 80’erne og 90’erne, i særdeleshed Entombed, og med den ungdommelige gejst, som der blev serveret sammen med de knasende guitarer og onde vokaler, blev der lige tilføjet dét der mysterie-krydderi, som udtrykket har været lidt fattigere på i en længere årrække, men som der klart fik et pust af nyt liv for et lille årti siden, af bands som vores danske Baest og svenske Lik.

Selvom at fremmødet, trods tømmermænd, egentlig var flot nok, og bandet gjorde alt for at lade energien smitte, var det som at forsøge at løbe en gammel knallert i gang om vinteren – der skal nok komme gang i den, men det er svært at sige præcist hvornår, og det har ikke så meget at gøre med energien du putter i projektet, som med at lykken tilsmiler dig.

Forsanger Christoffer Kofoed gjorde den mest ihærdige indsats igennem de første par numre, men publikum rokkede sig ikke. Da der allerede i andet nummer blev inviteret til en Wall of Death, splittede salen sig troligt op. Det skulle dog vise sig, at det havde knap så meget at gøre med, at folk ville gøre den stor for at være med, men mere fordi, at de ikke ville fanges i krydsilden. Dermed spottede jeg kun tre mennesker som der ihærdigt stormede ind mod midten, hvorfor at dette i højere grad måtte betegnes som en Wall of Minor Discomfort.

Koncerten forløb dog sidenhen noget bedre, da det her var gået op for publikum at der altså var forventet bare en lille smule modspil. Det var først da Christoffer ytrede ordene “I er fandeme ikke til hverken at hugge eller stikke i, Aalborg…” at det nordjyske publikum begyndte at røre på sig.

“Var det brok, vi lige hørte? De er ligesom os!”

SÅ begyndte festen at røre småt på sig, og det virkede klart også til at give en indsprøjtning af selvsikkerhed til de unge gutter, som der med høj energi fortsatte deres hyldest til metal med hår på brystet og sav i ørerne. Bandets lunefulde, unge charme kom også mere og mere til udtryk imellem numrene, hvilket klart også var med til at opstemme det trætte publikum. Her til sidst tager vi lige de to bedste:

“Vi er jo sådan nogle unge knægte…” “Det er vi ikke!” “I må følge med, hvis I kan”

“Den næste sang går ud til dem af jer, der har jeres forældre med. Den hedder Shackled To A Corpse!”

Generelt var det eneste, som jeg godt kunne savne, den ekstra indsats af nærvær og publikumskontakt fra de to guitarister og bassisten. Trommeslager Anton “Hajn” Bregendorf gjorde en stor indsats ud af at påberåbe sig opmærksomhed både under og efter de fleste sange, og Joakim gjorde endnu mere, men de resterende 60% af bandet var simpelthen for anonyme. De har mange år endnu til at modnes, og jeg glæder mig til at følge med på vejen. Siden Aphyxion havde den alder for over et årti siden, og de stadig spillede rigtig dødsmetal, har jeg ikke set lignende gejst og respekt for deres ophav. Nu mangler vi bare at se, om Nakkeknækket vokser fra det, eller om de ikke kun spiller knallertdød, fordi det er det eneste de er gamle nok til at køre på.

Temple of Scorn 3,5/5

Næste plet på dagens lagen var den danske supergruppe Temple of Scorn. Et band der tæller medlemmer fra både Dawn of Demise, Invocator, Baest og Horned Almighty, som vi skal snakke mere om, lige om straks. Først skal vi dog lige have bundet den dødsknude, som jeg var efterladt med indeni, op.

Lige fra første tone blev alle i salen taget til fange. Den afart af dødsmetal som vi fik serveret har mindre at gøre med Nakkeknækker og mere med bands som Jungle Rot og  Immolation, i mine ører. Det er stemt meget længere ned, lydbilledet er ikke nær så langt fremme og den mere ungdommelige energi er her skiftet ud med hårdt tjent erfaring over mange år.

Allerede få sange inde var det tydeligt at se, at de mange fremmødte nød hvad de så og hørte, men få deltog aktivt i festlighederne. At der lige blev tvunget lidt headbanging ud af masserne til Nakkeknækker var måske lidt for meget, lidt for tidligt, for folk stod bare og stod. Og det var en skam, for det var satme fedt. Som en lille ekstra bemærkning havde Temple of Scorn her til eftermiddag ikke det fulde førstehold på scenen, da Svend Karlsson var blevet byttet ud med Benjamin Hejgaard Pedersen fra Horsensianske Persecutor. Der kan man tale om at være på udebane, men han gjorde det sgu godt. Eftersom at jeg selv spiller musik, og har været vikar et par gange, kender jeg alt for godt det ansigt, som der uden ord siger “det var ikke det riff”, og det blev da også spottet et par gange hos Benjamin. Til gengæld var det ikke noget, som der påvirkede koncerten som helhed. Lyden var ganske god, men den dissonante og smadrede dødsmetal som Temple of Scorn spiller, er ikke den slags musik, som der skal stå så knivskarpt frem, at du kan plukke det helt i stykker. Her tænker jeg eksempelvis tilbage på sidste års koncert med Undergang, og hvordan den tilnærmelsesvis dårlige lyd, bare forsødede oplevelsen endnu mere. Det er dog en mindre overdrivelse, i forhold til hvad vi oplever i år.

Resten af koncerten forløb uden nogen egentlige bemærkninger, kan jeg se i mine noter. Desværre kunne det virke til, at det bare ikke lige ramte den rigtige nerve, så tidligt i dagens program, for der kom sgu aldrig rigtig gang i publikum. Det havde bestemt hjulpet med lidt mere interaktion fra scenen af, men omvendt set passede den sammenbidte og sure version også bare perfekt til musikken. Jeg har lyst til at give Temple of Scorn en højere karakter, end de får, men den må de have til gode til næste gang jeg fanger dem.

Trold 3/5

Der var engang en Trold, og den trold købte en dag en tinfløjte. Det skulle være begyndelsen på Jyllands nyeste bud på, hvordan man får metalmusik til at lyde egnet til kædedans, fællessang og alt mulig andet hopla.

Der er tale om et gennemført koncept, hvor voksne mænd med store smil over hele femøren uden skam i livet fester med publikum, og spiller ganske hæderlig tråd på samme tid. Det er helt bestemt ikke for alle, men det talstærke fremmøde inde i salen bevidnede, at en ikke ubetragtelig portion af årets gæster var klar på troldefest.

Med de mange lag, som jo alle er med til at bære de frejdige melodier som er genrens vel nærmest vigtigste element, så var det en skam, at lyden ikke var med dem. Det var MEGET mudret, og første nummer blev da også lige afsluttet med rettelser til lydmanden.

Jeg kender flere af gutterne, som der står bag Trold, og hvor meget jeg end gerne ville kunne lade mig rive med, så blev det sgu ikke i dag. Lyden var ikke med dem, og når det på den måde ikke hang sammen for mine ører, var den visuelle fest bare ikke nok til at stimulere den trold, som der et sted inde i mig også bor. Til gengæld så under jeg resten publikum den fest, som de fik sparket i gang. Det er også nemmere at have det sjovt, når der ikke står en stivstikker ovre i hjørnet med armene over kors og en notesblok i hånden.

Horned Almighty 2,5/5

Som kirkeklokkerne ringer ude på Budolfi plads, er det nu blevet tid til Horned Almighty som der i år kan fejre 20 års jubilæum. Disse heller ikke længere helt unge mænd har siden starten fodret os med kompromisløst black metal og mystik i lange baner. Denne aften skulle dog vise sig, overhovedet ikke at være deres…

Der er tale om satan-metal i højt gear, så efter en omgang med trolde i både skoven og på havets bund, så jeg frem til lidt stemning af afbrændte kirker. Det skulle dog hurtigt vise sig, at jeg ville blive slemt skuffet.

Lyden havde taget et skridt mod  det værre i flere henseender – guitaren lød som var den spillet på en scene i et andet lokale, og der var skiftende problemer med for meget bas-boom, og ingen bund overhovedet. Igen var der en stærk kerne inde i midten af salen, som der havde sig en fest, men ude på sidelinjen hvor jeg stod og observerede, faldt det sgu lidt sølle til jorden. Både forsanger og trommeslager havde jo lige for en trolds tid spillet et sæt sammen med Temple of Scorn, så om det var med til at påvirke den lidt mangelfulde energi her, kan jeg ikke svare på. Selvom at Horned Almighty spiller en hidsig black ‘n roll til tider, så følte jeg mig desværre ikke draget derind i midten af kaos, hvor mudret lyd og des lige kan rage mig. I stedet for blev jeg stående ude på sidelinjen, hvor det blot var lidt påfaldende, at de numre der ikke lød som Satyricons “King” i stedet for mest lød som Goatwhore, blot lidt mere uinspireret.

Var jeg bare sur og Treo-tvær?

Ikke helt, skulle det vise sig, for da stortrommen, eller nok rettere den elektroniske trigger der er forbundet dertil, begyndte at skratte noget så voldsomt ved hvert eneste slag, måtte jeg simpelthen trække stikket. Det blev ikke fikset, mens jeg stadig havde ører til at høre på det, så i stedet for blev jeg, nærmest i vred afmagt, nødt til at gå ud og få mig en smøg og en pølse, for jeg havde faktisk glædet mig en del til igen at se Horned Almighty.

Illdisposed 5/5

Illdisposed på Studenterhuset er snart en mere udødelig klassiker end brun sovs og kartofler. I de sidste par år har den gamle pose vist uovertruffen form, for ikke at nævne de fede plader de har lavet. Mine kammerater og jeg havde både dagen forinden og op til selve koncerten snakket længe om, hvorvidt vi skal have det infamøse Submit-sæt for sjette gang, eller om vi mon endelig kan få noget andet. Gudskelov må Bo have været i stødet, for det var en herlig omgang blandet godt, vi fik!

Sense The Darkness, fra pladen af samme navn, var åbneren. Derfor stod vi stadig med frygten i maven, fordi at denne også var åbneren under Submit koncerterne, men gudskelov fik vi ny menu og festen startede omgående. Vi fik fra startskuddet af serveret klassiker efter klassiker, og mere lunefuld Bo Summer end vi vidste, vi manglede. Han snakkede med glæde i stemmen om at han jo nu havde rundet de 51, hvorfor at AMF måtte have indført en seniorpolitik, så de kunne spille allerede 18:15.

Vi fik i flæng serveret alle de gode, af både det nye og gamle – I Believe In Me, Dark, Purity of Sadness, Vesuvio, samt det super, super grønladske hit: Submit. Alligevel skulle vi ikke snydes for højdepunkterne fra de sidste par års koncerter, hvilket i sidste ende ikke gør mig noget.

Selvom at guitarist Rasmus Henriksen af personlige årsager ikke kunne være med til aftenens brag af en koncert, måtte de ikke kigge langt efter en afløser – tidligere guitarist Ken Holst var trådt til, og havde tydeligvis uden besvær kunne jokke den gamle træsko på. Det var ikke til at mærke, at han har haft flere år udenfor folden. Én gang posen, altid posen.

Tribulation 2/5

På et tidspunkt imellem Illdisposed gik af scenen, og Tribulation indtog den, må der have været en lydmand, som fik sig et ildebefindende, eller lige høvlede en stor snaps, for lyden var helt fra start noget ærgeligt lort, inde i salen hos Tribulation. Og det var både en synd og en skam.

Jeg har flere gange før hygget mig til koncert med Tribulation, men det skulle jeg ikke her til aften. Det er ærligt talt svært at bedømme, hvor meget af det der havde at gøre med selve musikken/musikerne, for der var ikke noget hørbart, der nåede ud til os i publikum. Det boomede og hylede, som var vi på et lille punk-sted hvor der var blevet spildt øl i mixeren og alt var skruet op på 11.

Lidt i samme stil som da jeg for lidt siden begræd, at jeg måtte forlade salen under Horned Almighty, blev jeg simpelthen nødt til at vende denne tarvelige lytteroplevelse ryggen for en stund, mens jeg gav mine stakkels ører en lille pause, og min tørre hals en stor øl.

Da jeg sidenhen, med svagt fornyet energi, vendte tilbage til Tribulations døds-surfer koncert, var den rungende feedback næsten væk, blot nu erstattet af feedback fra vokalen og et uhyggeligt tyndt lydbillede. Resten af koncerten forløb uden nogen anmærkninger – vel at mærke heller ikke af den postive slags. Jeg ved at Tribulation, når de er bedst, er tæt på skudsikre, men her til aften synes jeg, at det var både skidt og uinspireret, samt usigeligt fladt lige i kølvandet på Århus’ bedste.

Bersærk 4,5/5

Bersærk har igennem det sidste årti været en del af dansk rocks allerhårdeste kerne, med en dedikeret fanskare som få andre herhjemme. Som dagens rockede indslag kunne man forestille sig, at de skulle kæmpe mere for det, men ikke Bersærk… Frontmand Casper Popp er i stødet og resten af bandet næsten lige så meget. Det er én til én de samme riff, som da jeg sidst hørte dem for et halvt årti siden, men det holder stadig 100% for dem der kan lide det.

Deres tunge stoner rock er, selvom at det bestemt er i den hårdere ende, stadigvæk meget melodisk, og fyldt med hooks. Det er den slags musik, som der er nærmest umulig ikke at rokke med på. Lytter du tæt, kan du høre inspirationer af nærmest alle slags gemme sig rundt i krogene. Det hele bindes dog sammen af Casper Popps stemme, som der helt klart er i fokus.

Her til aften var der ikke meget at sætte en finger på. Der var en upser på en guitar hist og her, og lignende, men intet der forringede oplevelsen. Selv den stadig ikke helt fede lyd var i denne kontekst bare fed, og lånte noget godt og beskidt til det samlede billede.

Jeg mangler lige dét, som der havde blæst mig ud af skoene, hvorfor Bersærk ikke også får topkarakter. Det kan ikke kaldes formularisk, men det var forventeligt.

Batushka 2,5/5

Efter et lige så langt sceneskift som til Fleshgod Apocalypse aftenen forinden, til lige så træls effekt, er det tid til at gå Batushkas sataniske messe i møde, og sikke da en opsætning.

Det første der springer en i opfatteren inde i salen, er den semi-vamle lugt af dusinvis af vokslys, som der var opsat på scenen, sammen med hvad der ligner det kvarte møblement fra en lille kirke. Alle de otte musikere på scenen var dækket fra top til tå i hvad der lignede ortodoks kristne prædikerober, kutter og masker. Under hele sceancen var den eneste som der rørte sig den mindste smule ud af flækken forsangeren, som der skiftevis bladrede i en stor bog, stod og messede til to kranier, eller viftede med armene til ikke ret dramatisk effekt.

Den længerevarende kamp om hvem der har rettighederne til Batushka, som der har været internt i bandet, har tydeligvis også sat nogle spor iblandt publikum. Mange udvandrer hurtigt, eller er slet og ret bare smuttet efter Bersærk – flere gange end ikke, i løbet af festivalen, havde jeg hørt aftenens lukker omtalt som (fake) Batushka. Den interne fnidder, som der desværre nogle gange opstår, når kunstnere ikke kan blive enige, bløder desværre også ud i fanbasen, da mange af de inkarnerede fans føler, at de skal vælge den side, som der er mest retskaffen. Selvom at mange stadig synligt nød (fake) Batushkas optræden, var det også tydeligt, at mange stod og var ved at træffe et valg om deres relation til bandet.

Koncerten, trods alle dens teatralske virkemidler, endte alligevel med at glide mere end en smule ud i sandet. Med den komplet fraværende interaktion og det komplet døde sceneshow, manglede der virkelig noget til at holde spændingen oppe. Som nævnt i anmeldelsen af gårsdagens festligheder, var det selv for Fleshgod Apocalypse svært at trække bundlinjen op igen, efter over en times stilstand med få andre ting at lave end at spise pøller og drikke øl.

Det endte ud i en nær søvndyssende oplevelse for mig. Jeg har ikke været så træt i hvad der minder om kirkelig sammenhæng, siden jeg i tiende klasse faldt i søvn på en bænk i en kirke lidt uden for Fjerritslev, og det synes jeg alligevel er en bedrift, som (fake) Batushka skal tage som en anerkendelse af deres evne til at skabe en troværdig, kirkelig stemning.

/ Jacob Wammen