Impalers giver sidste omgang.
Lørdag den 6. april 2019, vil måske ikke gå over i historien, som en dag den almene dansker vil huske for noget specielt. Men for metalheads med hang til fræsende thrash metal, vil den nu alligevel nok blive husket, da Danmarks fedeste thrash kvartet, Impalers, spiller deres sidste koncert
nogensinde, denne aften på Beta2300. April vejret viser sig fra sin bedste
side, og mens solen sænker sig over København denne lune forårs aften, begynder metalfans at indfinde sig ved Beta på Amager. Deriblandt undertegnede, som har taget turen til København, for at opleve denne allersidste Impalers koncert. Forventningerne om endnu en vild aften i selskab med Impalers, får denne dag følgeskab af vemodige tanker om, at efter i aften er det slut. Helt slut!
Men før den store finale, står to bands klar til, at agere support. En lidt hård tjans, med tanke på hvad der venter som aftenens absolutte højdepunkt. Første band på scenen denne aften, er hardcore bandet Lifesick. I min optik virker de lidt malplaceret denne aften, sammenlignet med aftenens to
andre bands, men det virker ikke til, at det er noget de selv gør sig tanker om. Vi bliver igennem små 25 minutter tæsket igennem 9 numre depressiv hardcore, med enkelte punk afstikkere. Lyden er tung og drevet frem af rytmesektionen, og der er dømt massive hug i mellemgulvet på den ca. kvart fyldte sal. Selve trommer og bas får dog efter min mening, lige lovligt meget magt i mixet, der gør at guitaren ”drukner” ret meget i de fleste af numrene. Ret synd, da de ellers giver alt hvad de har. Mod slutningen af settet, bekendtgør forsangeren, ”Der er så hyggeligt i Beta. Fuck hygge! Tæv hinanden!”
Opfordringen bliver dog ikke fulgt op af publikum, som ikke virker til at være de store hardcore entusiaster.
Efter et hurtigt sceneskift, er Københavnerne fra Electric Hellride klar til at indtage den intime scene på Beta. Til trods for hjemmebane-fordelen, proklamerer forsanger Casper Villumsen, at dette er deres første koncert i København i halvandet år. Om dette har en indvirkning på aftenens koncert, skal jeg lade være usagt, men fra første tone, giver de den alt hvad den kan trække. Med deres noget hurtigere groovy thrash/heavy metal, får de hurtigere fat i publikum, end det lykkedes for Lifesick. Salen er nu
også omtrent halvt fyldt, og folk er noget mere ”på” nu. På scenen er håndtaget drejet i bund! Bandet er i et vældigt spille humør, og der bliver joket både internt, samt med publikum mellem numrene, i en godt blandet setliste, der rummer både nye og gamle skæringer. Lyden er også blevet langt bedre end første koncert, så alle instrumenter går klart igennem, og er med til at give et velspillende Electric Hellride et velfortjent bifald, da sidste tone er klinget af. Til trods for at jeg kender og har hørt deres musik, er det første gang at jeg oplever dem live, men det bliver bestemt ikke sidste!
Efter endnu et sceneskift, er det tid til det vi alle har ventet på, IMPALERS! Bagtæppet glider til side og Søren, Kenneth, Thomas og Rasmus indtager scenen for sidste gang! ”Destroy the Meek” åbner ballet i et
hæsblæsende tempo, og derfra ser de sig ikke tilbage! Den næste gode times tid, står tiden stille på Beta, mens vi alle, i den næsten udsolgte sal, udsættes for den ene maskingeværsalve af sønderrivende thrash riffs og aggressive soloer, efter den anden. Vi kommer hele vejen rundt i bagkataloget, hvor der bliver serveret numre fra samtlige udgivne fuldlængde plader og EP’er. Det bliver også til 3 covernumre, blandt andet ”Napalm in the morning” fra Sodom, for som Søren Crawack fortæller, er de grunden til at Impalers blev dannet, efter at han oplevede dem på Wacken Open Air i 2007. Halvvejs gennem aftenens setliste, er
publikum varmet godt igennem, og aftens første? mosh pit er en realitet til ”Color me white”, og den stopper ikke før sidste nummer har nået sin afslutning! Udstrålingen fra scenen er elektrisk, og man mærker tydeligt at den skal have alt hvad den kan trække i aften, plus 10% ekstra, og sveden hagler af de 4 gutter. Humøret er i top fra start til slut, og leadguitarist Thomas Carnell’s Jägermeister flaske når at gå på omgang blandt publikum op til flere gange, inden vi når til vejs ende, med den velkendte, Impalers set- afslutter ”I am Revolution”. Og med ét er det hele slut. Et tidspunkt som jeg tror de fleste denne aften, ikke har set voldsomt meget frem til. Til tonerne af Ozzy Osbourne’s ”Mama, I’m coming home” bliver der uddelt krammere på scenen, mens de 4 gutter modtager salens hyldest. Det er tydeligt at se, at det først er nu, at det er ved at gå rigtigt op for bandet, at nu er det slut! Ikke mere Impalers. Og jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste blandt publikum, der står med en vemodig følelse i kroppen, samt en klump i halsen! Denne sidste aften i selskab med Impalers er gået op i en højere enhed, og er blevet det perfekte punktum, for Danmarks fedeste thrash band! Der skal lyde et kæmpe TAK! herfra, for alt den fede thrash I har givet os gennem de sidste 10 år, og så krydser jeg ellers fingre for, at der en dag ud i fremtiden, vil finde en reunion
sted. Én ting er helt sikkert! Jeg er der!
/ Hammer
