Vansind: Episke vikingehistorier, vokalkontrol og en hyggelig opvågning på fredagens plads
Fredagen blev for mit vedkommende skudt i gang af det danske folk-metal-kompagni Vansind, som i løbet af de seneste par år har opbygget et støt og velfortjent momentum. Siden jeg anmeldte deres fremragende debutalbum *Mørket* fra 2023 og senest fulgte op med det storslåede opfølgeralbum *Hævnen* fra maj måned i år, har bandet udvist en stødt stigende formkurve. De var på mange måder udset som en af dagens helt store potentielle “dark horses”, og da jeg trådte ind foran scenen, var pladsen allerede fint fyldt op. Vejrudsigten havde ellers truet med massive regnmængder denne fredag, men guderne holdt hånden over os med tørvejr, da de første tunge riffs ramte Næstved.
Vansind præsenterer en velsmurt blanding af nordiske myter, historiske fortællinger og tunge, skandinaviske metalelementer, der vækker minder om bands som Svartsot, Eluveitie og Ensiferum. Det hele bæres flot af den stærke dualitet i front mellem Joachims dybe, buldrende growls og Lines lyse, svævende vokal. Det samspil fungerede også aldeles glimrende fra scenekanten, og der gik ikke længe, før de første næver blev skudt mod skyerne.
Sættet bød på en glimrende rejse gennem diskografien. Under den medrivende ”Den farefulde færd” diskede bandet op med et herligt visuelt indslag, da et lille langskib (i enten træ eller papmaché) blev sendt direkte ud fra scenen for at tage turen på crowdsurf hen over hovederne på mængden. Fra det nye album *Hævnen* fik vi blandt andet en hæsblæsende fortælling om en dansk invasion af Sverige, hvor de fine historier smukt blev flettet ind i det tunge fundament af trommer og spidse guitar-riffs.
Der var også plads til ældre favoritter som ”Blót” fra debuten og den episke ”Håbet er sort”. På sidstnævnte trådte sækkepiben for alvor i karakter, om end blæserlyden i ny og næ tændte for en lille kamp mod det tunge guitar-mix og druknede en smule på pladsen.
Skal man sætte en finger på optrædenen, så var koncerten utrolig *rar* og flot udført, men der manglede lige det sidste gear til at få fredagspublikummet helt op i det røde felt fra start. Joachim og Line leverer vokalstyre af høj klasse, men de to frontfigurer fremstår til tider en kende stillestående, hvilket gjorde det en smule svært for bandet at slå det helt store, eksplosive hul helt ud over scenekanten.
Der kom dog i den grad skridt i folk, da den nådesløse dræberklassiker ”Grib til våben” blev fyret af som lukkenummer. Her eksploderede sværmen af hænder, horn og fadøl i luften – et nummer, der med fordel kunne have ligget lidt tidligere i sættet for at ryste det søvnige publikum igennem. Som krølle på halen takkede bandet af til tonerne af Alberte Winding og “Tju Bang Chokolademand”, hvilket satte et befriende og skævt punktum for en sikker, velspillet og yderst behagelig start på min andendag.
Vansind viste endnu en gang, at deres episke univers fortjener opmærksomhed i det danske metallandskab, og de leverede en bundsolid og velklingende indledning på fredagens strabadser.
Tekst: Martin Hildebrandt