Mnemic: Futuristisk præcision, tøvende kulde og et glædeligt gensyn i topform
Aalborgs futuristiske stoltheder i Mnemic var i sin tid et band, der var bemærkelsesværdigt forud for deres tid. Da deres “Future Fusion Metal” ramte scenen i starten af 00’erne med en nyskabende blanding af industrielle stød, maskinelle grooves, staccato-riffs og melodiske hooks, skilte de sig markant ud. Efter deres gendannelse for et par år siden med den klassiske besætning i front er det store spørgsmål derfor altid: Føles sangene i dag som et hyggeligt museumsstykke, eller har de stadig den kompromisløse, moderne gennemslagskraft?
For undertegnede trækker det altid ekstra stærke tråde at se Michael Bøgballe i front. Som vejlenser husker jeg ham tydeligt fra tiden i det hedengangne, lokale band Crap, før han overtog mikrofonen i Mnemic og fik sit helt store internationale gennembrud. Og manden har i den grad bevaret både råstyrken og vokalleveringen.
Da bandet trådte op på scenen, var pladsen glimrende fyldt op. Temperaturen var faldet betragteligt hen over aftenen, hvilket i starten gav en lidt tøvende stemning, men der var fra start god gang i de forreste rækker. Publikum bestod nok primært af det “voksne segment” på 35+, som kendte deres besøgelsestid, men efterhånden som koncerten skred frem, tøede hele pladsen op og overgav sig betingelsesløst.
Mnemic leverede en usædvanligt velspillet og stram opvisning. De lignede – og lød som – et band, der var oprigtigt glade for at stå på scenen sammen igen. Jeg oplevede dem også på Copenhell i 2025, men i dag var der markant mere nerve, liv og overskud over truppen. Højdepunkter som den tunge ”Bloodstained” ramte med enorm præcision. Selv da et mindre strømudfald ramte scenen – i øvrigt for tredje gang i dag på den scene – lod bandet sig overhovedet ikke slå ud. Teknikken kom hurtigt til hægterne igen, og Mnemic tromlede videre.
Undervejs afslørede bandet fra scenen, at de er på vej i studiet for at indspille nyt materiale. Hvis de kan overføre blot halvdelen af den form og energi, de udviste her, går vi en overordentlig spændende udgivelse i møde.
Klassikeren ”Jack Vegas” udløste stor jubel, inden en nådesløs udgave af ”Door 2.12” blev leveret med al fordums kraft og styrke kombineret med nutidens tekniske finesse. Mnemic lød hverken som et nostalgiprodukt eller en støvet relikvie. Materialet har – selv her mange år efter – en overraskende moderne gennemslagskraft, og aftenens indsats var intet mindre end dybt overbevisende.
Tekst: Martin Hildebrandt