“Thank you once again defending the heavy metal fate”
Meget skal der til før jeg begiver mig til sælernes land, men jeg endte altså alligevel med at være vendelbo i Tjøwenhauwn. Og jeg fortryder intet, for når jeg hører, at Rob kommer og paradere alle sine dødfede jakker udover Royal Arena, så må jeg bare være til stede. Og det var med en pen og et fotoapparat i mine hænder, for denne oplevelse skulle ikke gå tabt udokumenteret.
Brændt i minde, forsikret på foto og skrevet i sten.
Så hér stod jeg altså. I forventningens glæde, edderspændt og henrykt. Måske også lidt sulten, hvorfor jeg fik kværnet en burger på 20 sekunder. For tid var ikke noget jeg havde i overflod.
Det er min første gang som fotograf på et sted, der har flere regler end Studenterhuset Aalborg og 1000fryd. Koncerten denne aften solgte omkring 30.000 billetter, så der var stadig plads til et par tusinde mere i arenaen. Men et menneske kan fylde meget, når ekstasens intensitet varierer fra velvære til voldsom forløsning gennem hele koncerten.
Wolfmother – 3,5/5
Folk dryssede stadig ind inden og under koncerten med Wolfmother, som på denne tour havde vundet titlen som supportband for legender, hvis bedste barndomsvenner er Black Sabbath. “We grew up with some mates around the corner. You might have heard of them. Black Sabbath. We grew up together. We know each other very well, we’re like family” Og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at selv gutterne i Judas Priest’s spæde år, selv har været supportband for bands, de selv ser op til. For det er musikken, der aldrig dør. Musikken har en kraft, så den lever ud over sin helt egen tid. Det er inspirerende. Det har været et stort arbejde, både sjæleligt og legemligt hvor hjerteblod og ildsjæl har været drivkraften til at nå lige dér, hvor de er nu. Fra at se op til nogen og til selv at blive en helt central inspirationskilde for adskillige bands verden over.
Wolfmother fangede mig øjeblikkeligt og jeg kunne kun næsten koncentrere mig om at fotografere uden at blive fanget af stemningen og efterligne publikummet på forreste række. Wolfmother kommer fra Australien og bevæger sig i genren hård rock. Hvor tonerne til tider dissonerer diskant, flyder de lige så elegant på én og samme tid.
I begyndelsen fik jeg lidt Black Sabbath og Rival Sons vibes, men nu er de jo deres helt eget band, hvilket de også udstråler. Et band som jeg ikke har set før. Wolfmother huser 3 mand. Trommeslager Myles Heckett, Chriss Ross og ovennævnte Andrew Stockdale, som er den sidste tilbage fra bandets opstandelse i 2000.
Bandet formåede dog ikke at holde mig fængslet, for jeg svævede lidt ud af fokus til sidst. Jeg havde måske følelsen af at bandet ville passe bedre til et lidt mindre sted, da jeg fik fornemmelsen af, at de ikke helt formåede at fylde arenaen ud, rent auditivt, til sidst og holde publikums begejstring oppe.
Men jeg siger jer, det var en meget kort stund med sløvsind, som ikke er nævneværdig. Men i anmelderrollens navn, har jeg nu gjort det.
Jeg må indrømme at jeg fik sommerfugle i maven, da jeg stod i presserummet, hvor jeg ventede i spænding på at udødelige Judas Priest gik på scenen.
Judas Priest – 5/5
Tanken strejfede mig i aftenens løb. Måske er dette sidste mulighed, jeg havde for at se dem live? Hvorfor jeg straks greb den i en jernnæve. Og som Rob Halford sagde lige efter deres nummer ‘Turbo Lover’, ja foruden at udpege en mand, der stod i crowded, som var jævnaldrende Rob og skulle understøtte den kendsgerning, at han selv snart var en gammel sag. ‘That old guy like me, the old guys, the old guys stick together. 50 years man, what a journey we’ve been on’. Og som Rob selv nævnte, det er nu 50 år siden at debutten Rocka Rolla kom ud.
Tilbage til ‘Turbolover’, hvorfor jeg trodser kronologien en smule. ‘Turbo Lover’ er en sang, der indkapsler intensiteten og selve den lidenskab, der opstår i en højhastighedskærlighedsaffære og det beskriver de ved hjælp af metaforiske udtryk, der bruges til at beskrive et romantisk forhold. Og lige netop denne sang, passede jo som fod i hose til Gran Turismo 3 i sin tid og det samme med Watch Dogs 2. Og det er denne indsigt i musikkens fortælling, der kan få mig til at knuselske en sang også. Nemlig forfatterskabet og selve fortællingen. Al magt til de lyriske tekster.
Nu jeg lige nævner spil og musik. Så er Judas Priest en af de bands, der har haft mange numre på banen i spilverdenen. Og flere numre fra The Invincible Shield album, der er deres 19 album, er blevet brugt i forskellige spil. Breaking the Law – Scarface, GTA IV, Electric Eye – GTA Vice City, Painkiller – NFL Madden 10, Riding on the Wind – Just Cause 4 og jeg kan blive ved.
Jeg måtte løbe efter den 72-årige Rob Halford, der sprudlede denne aften. Nok snarere rutine end et kunstnerisk valg i performanceøjeblikket. Og han er langt mere adræt, end jeg havde forestillet mig. Vokalt er han i topform i sin genre og han overrasker mig hver gang med sine himmelhøje falcetter. Alle mine forventninger var fyldestgjorte.
Jeg havde ikke en anden nylig optræden at sammenligne med, så hér kan jeg ikke fortælle, hvordan det plejer at være, men jeg kan garantere, at JEG ER OVERBEVIST og underholdt. Jeg kan selvfølgelig godt forestille mig at The Metal Masters tour med Uriah Heep og Saxon var helt uforglemmeligt på Copenhell. Det ville jeg ønske, jeg havde oplevet.
Efter at søge mere indsigt i bandets personlige liv, må vi ej forglemme den legendariske guitarist Glenn Tipton, der blev diagnosticeret med Parkinsons sygdom og derefter gik på pension. Den “nyligt tilkomne” Richie Faulkner oplevede næsten et dødeligt hjerteanfald på scenen, og Rob Halford er kommet sig efter prostatakræft. Alligevel er de hér, iklædt læder, sølv og frynser. Sammen med gode gamle Ian Hill, Glenn Tipton og Scott Travis, som stadig står standhaftigt tilbage. Selvom Tipton fortsat er officielt medlem af Judas Priest, har han begrænset sine turnéaktiviteter siden 2018 på grund af Parkinsons sygdom. Men de er lige så ungdommelige i ånden, hvis ikke i kroppen, som de nogensinde har været i min verden, for i det fysiske rum er dette mit første liveindtryk.
Vi bliver mødt af en gigantisk oplyst trefork, der stiger ned fra loftet et par gange i løbet af showet. Judas Priest holder det simpelt på en ‘showoff’ måde, men de har i den grad noget at have det i. Storladent var det at overvære efter at blive ført gennem de tre indledende numre ‘Panic Attack’ fra deres nyeste album, ‘Another Thing Coming’, der er en af Judas Priest’s mest populære sange. Den kan faktisk bruges som brændstof til dine ambitioner, hvis du en dag befinder dig et mørkt sted:
“One life, I’m going to live it up… If you think I’ll sit around as the world goes by, you’re thinking like a fool”.
Dernæst var det ‘Rapid Fire’, der speedede livet lidt op igen.
“Invincible Shield” er et Priest-album på topniveau. Og jeg synes ikke det lyder meget anderledes end nogle af deres tidligere værker. Priest triumferede mine forventninger denne glædens aften og jeg sidder stadig tilbage med en følelse af, at jeg vil have mere.
Herefter blev vi ført på en rejse med Breaking the Law, Riding on the Wind, Love Bites, Devil’s Child, Saints in Hell, Crown of Horns, Sinner, Turbo Lover, Invincible Shield, Victim of Changes, The Green Manalishi, Painkiller, Electric Eye, Hell Bent for Leather og Living After Midnight. En drømmerejse. Og lige inden titelnummeret ‘Invincible Shield’ blev spillet, fik vi også en rejse gennem bandets diskografi. Og det var med begejstring i præsentationen. Men gad vide om der også eksisterede en smule sørgmod under hele denne opremsning. For alting har en ende ikk? Men for kunst af denne kaliber, vil Judas Priest altid leve videre i musikken.
Til ‘Hell Bent For Leather’ kom Rob med et, for mange genkendeligt scenestunt. Nemlig siddende på en monsterfed Harley. Og denne historie er lidt sjov, for de studsede i sin tid over nogle motorcyklister udenfor en klub et sted i Storbritanien. Pludselig sagde Rob ud af det blå: “Det ville være mega fedt, hvis vi kunne tage en motorcykel med ud under ‘Hell Bent For Leather’”. Dernæst talte han med et par motorcyklister og fortalte dem om idéen, hvortil de svarede. “Ja, ja, men hans er ikke så stor. Brug min”.
Så han havde motorcyklen, han havde en læderjakke og det var som en åbenbaring for ham, for alt gik op i en højere enhed. Alt så ud til at føles 100 procent forbundet. Da de kom til Amerika kontaktede de Harley Davidson for at forklare deres planer. De var virkelig begejstrede for associeringsaftalen af deres motorcykler og dette heavy metalband fra Storbritannien. De gav dem en low-rider fra 1981 for en dollar. Den officielle, som jeg så her til koncerten i Royal Arena er blevet tilpasset – stellet, hjulene, alle de interne ting er faktisk de originale komponenter, så de har haft den cykel siden dengang.
“I’ve always said that the Harleys are synonymous with heavy metal because like heavy metal, Harleys are big and loud and brash and they smell and they piss some people off, and they have all the same attributes that heavy metal does” – Rob Halford.
Aftenen gik hurtigt og jeg vil da også påstå, at jeg ikke længere kunne sidde stille på min anmelderplads, da den sidste bunke af klassikere blev spillet. Og jeg havde en længsel mod det stående publikum, der stod tryllebundet. For det er dét de kan. Judas Priest. Efter så mange år i branchen, må man også have tilegnet sig nogle performanceteknikker. Jeg kunne ikke lade være med at beundre Rob Halford, der sørgede for, at hele bandet fik lige meget opmærksomhed gennem hele koncerten. En anerkendelse, man kun kan få mod og drivkraft af at få.
Senere denne sommer, har Rob Halford fødselsdag og bliver 73 år gammel. Judas Priest leverer altså stadig tårnhøjt til trods for en smule patina på overfladen.
/ Iben Neergaard