Aalborg Metal Festival ´22 – fredag

Anmeldelse af Aalborg Metal Festival 2022

Endnu et efterår. Endnu en gang bliver striksokkerne fundet frem, julebyen er igen opsat på Budolfi Plads lige ude foran Studenterhuset, og endnu en gang skal vi til AMF!

I denne omgang kan jeg med kølig ro i stemmen skrive, at jeg var mødt totalt og aldeles uforberedt op, som anmelder. Egentlig var jeg kun af sted som hyrevogn for en kammerat, men da jeg lige ville med over til indgangen for at stå og hænge lidt med nogen af de hårde drenge, fik jeg nærmest med det samme kastet tilbuddet om at anmelde dette års festligheder i hovedet – faktisk før jeg overhovedet nåede at tænke hverken fra eller til. Og så kom dagens første øl indenbords…

Azteca 3/5

Da det civile arbejde jo først skulle overståes for nogen, og jeg lige skulle finde ud af, at jeg var anmelder, var hverken fotograf eller undertegnede til stede, da Imperial Slave fra New Zealand åbnede årets bal. I stedet for, da jeg gik ind til hvad der for mig var dagens første forestilling, blev jeg mødt af, hvad der i første øje-/ørekast godt kunne være et Iron Maiden jam band, som der for vild, og var endt til et træf for drag queens. Dette må dog ikke læses som hverken spot eller hån, vi skriver jo 2022, men overraskelsen, som der omgående var forbundet med Aztecas scenebeklædning og rekvisitter, var stor og altoverskyggende.

Der var her tale om et ensemble af granvoksne mænd, som der til lyden af frejdig, gammeldags heavy metal fra da mor var knægt, hver bar sig en form for traditionel mexicansk nationaldragt, som harkede tilbage mod bandnavnets inspiration: Aztekerne. Disse værende i både sprudlende farver, med store fjer og skjørter, samt makeup og den altoverskyggende scenerekvisit; en stor gedeskindstromme, som lydmanden tydeligt vægtede højere, end det meste andet der var til stede i mixet.

Jeg er ikke i tvivl om, at Aztecas meget gennemførte udtryk, svedige NWOBHM inspirerede lyd og høje engagement på de bedste dage kan feje publikum op fra sølet, og tage dem med på en rejse imod de 13 lag af himlen, hvor aztekernes guder hviler. Men det er sgu ikke i dag.

 IAmFire 4/5

Efter at Azteca havde rørt godt i gryden med chili con heavy metal, var det nu blevet tid til dansk-svenske IAmFire. Et band, som der på trods af at rumme medlemmer fra både The Haunted og Hatesphere, uden tvivl er dagens mest afslappede indspark.

Lyden er nu også blevet meget mere klar og afbalanceret inde i salen – det værende på trods af, at vi nu bevæger os tilpas nok langt ud i stoner-land til at nogen sikkert vil mene, at det forringer udtrykket. Den sælsomme, nærmest sensitive forestilling som vi bliver budt ind til, tæller nærmest som en fælles trance. Der er ikke megen headbanging at spore, og ligeledes er der heller ikke et overskud af horn der bliver tyret mod loftet, i slutningen af hvert nummer. Omvendt set er der heller ingen der udvandrer, i stedet kommer der støt og roligt flere mennesker ind i salen undervejs, og tilslutter sig vores store, tunge bong sceance.

Selvom at der hverken er højtråbende udklædning, gedeskindstrommer eller andre ekstra virkemidler(læs: potensforlængere) at spore på scenen, er denne koncert #2 et naturligt skridt opad i lydkvalitet såvel som kvaliteten af selve optrædenen. Hele showet forløber sig med marginal dialog mellem band og publikum, og dette illustrerer blot at man sagtens kan lade musikken tale for sig. Man skal også bare have noget at sige.

Omnium Gatherum 4/5

Desværre måtte jeg undvære hvad jeg fik berettet var et BRAG af en fest til Lifesick, men dette brag lod jeg med god ret lade livet til fordel for at jeg kunne få noget meget, meget sen morgenmad. Denne kærkomne ørepause blev også i samme tag udnyttet til at lade lyttelapperne op til den saunafest som Omnium Gatherum sidenhen serverede for os.

Er man ikke bekendt med Omnium Gatherum, så er det finsk melodød taget fra første hylde. Det er storladent, det er så melodisk at det driver ud ad alle åbninger med keyboard og guitar leads, og det er uhyggeligt velspillet. I slutningen af de mørke 90’ere var der ikke mange hverken herhjemme eller hos vores naboer i Norge og Sverige som der holdt fast i virtuoso kulturen, som der var tæt forbundet med 80’ernes super shreddere, men i Finland levede denne i bedste velgående. At være god til sit instrument, at kunne spille tusind toner i timen, og være ugudeligt beruset alt imens, forsvandt aldrig fra det finske pensum, og det er under optrædender som denne, hvor dette specifikke “set of skills” glædeligt kommer i brug.

Der er kælet for alle detaljer ved dette stop på aftenens koncertprogram. Lyden er knivskarp, der er fuldstændig synkron headbanging fra strenge- og keyboardsektionen, og forsanger Jukka Pelkonens lille mandeknold sidder stadig sirlig og stram halvt inde i sættet. Selvom at musikken objektivt kan beskrives som der hvor fee’ døø’ og Eurovision mødes, i og med at det er meget formularisk og at der ingen skarpe kanter er i lytteroplevelsen, så går det rent ind imellem stolperne, som var målmanden en tur på potten. Der er mange fans til stede som der både synger med, kaster med næver og mosher derudaf, så er det ikke til nogens ulempe, at vi lige får et nemt lyt – stemningen fra de, som der troligt bærer festen, smitter af på os andre, for det er sgu svært ikke at lade den. De efterhånden ikke helt unge herrer på scenen er dem, som der agerer fanebærere for det høje humør, som vi andre ikke kan undlade at lade os smitte af. Den mængde energi der under koncerten blev udladt, ville garanteret være nok til at holde strøm i min lejlighed året ud. Og det var FØR den gæve Jukka gik af scenen, for få øjeblikke senere at vende tilbage som den bogstavelige fanebærer af højt humør, med et viftende Omnium Gatherum flag i sine hænder.

For en læser der er mere ond i sulet end jeg, kan dele af den tidligere paragraf godt forstås som en nedtalelse af Omnium Gatherum. At jeg påpeger deres måske lidt forudsigelige sangskrivning og ikke-kantede tilgang til metal, skal absolut ikke forstås som en ytring af utrilfredshed. Det er ikke hver aften, når lyset bliver slukket, at der skal findes pisk, læder og reb frem. Nogen gange må man også godt bare hygge sig, og det gjorde jeg i hvert fald til Omnium Gatherum.

Misery Index 5/5

Jeg står ikke inde i salen som Misery Index træder på scenen og går i gang med den demonstration af uhæmmet, musisk vold, som der blev tildelt årets ene ud af to topkarakterer, men da jeg i al hast får skoddet min smøg og vender ind i den fugtige og varme sal på Studenterhuset, er jeg nær ved at kløjes i det første nummer jeg fanger, New Salem.

Min interesse for Misery Index har været svingende i årenes løb, men det har aldrig været et band, som jeg på den måde har været fikseret med. Det har altid været et godt lyt, og på lange køreture til og fra koncerter har jeg altid sat pris på det afbræk, som deres hidsige og tekniske dødsmetal kan bringe enhver playliste, som der er lidt lang i spyttet af den ene eller anden årsag.

Med deres nye plade “Complete Control” frisk udgivet tilbage i maj, får vi selvfølgelig serveret et bredt udpluk herfra i løbet af aftenens koncert. Med et marginalt mere kontrolleret lydbillede, primært i form af store, riff-baserede omkvæd, skiller de nye numre sig relativt godt ud fra sættets ældre numre. Stadigvæk skal det siges, at der ikke på noget tidspunkt i noget nummer, var en stund, hvor jeg tog mig selv i at tænke “kan det ikke gå hurtigere?”

Det kan det ikke, og det står vi evigt i gæld til de fire herrer i Misery Index for at illustrere. Kun med korte og kontante pauser imellem numrene bliver vi bøllebanket igennem et bredt katalog af forskellig overflåd. Begge guitarer river derudaf, bassen er her ikke bare en guitar for spader, og i særdeleshed Adam Jarvis, som der sidder bag trommesættet, skal have jer alles udøende respekt. For satan, hvor kan den mand trampe til i de pedaler og levere blast beats, som der nemt tangerer åben ild fra et mellemstort maskingevær.

Mine “faktuelle” noter her til koncerten må jeg dog indrømme, er lidt fattige. Det er ikke nemt at headbange, drikke sin Pepsi, fortælle sidemanden at “det her er sgu fed nok”, og samtidig tage udførlige noter om et professionelt virke. Med et tryllestrøg var jeg ikke længere fagmand på arbejde, men igen en glædelig ungersvend der væltede rundt i den ekstase, som kun det fedeste tråd kan bringe én i.

Pig Destroyer 2,5/5

Grindcore er grindcore, er grindcore, er grindcore. Under én fuld strofe havde buldret ud af PA anlægget, før udvandringen startede…

Pig Destroyer har siden slut i 90’erne kastet deres uforsødede soniske helvedesild ud over verdens befolkning. Musik som denne kan knap betegnes som andet end larm, for larmens skyld. Alligevel er det noget, som der faktisk er rigtig mange, som der godt kan lide, om end jeg ikke er en af dem.

Som før nævnt begyndte udvandringen nærmest på samme tid som musikken, men allerede før det, kunne man fornemme skepsis nede blandt publikum – hvorfor fanden står der en en lille DJ pult oppe på scenen, og er der blevet efterladt en roadie?

For igen at vende tilbage til startskuddet på koncerten, som der næsten ligeså godt kunne have været et kanonslag der var trukket ud i tre kvarter, er der så meget fart over feltet fra alle involverede, at det nærmest ikke er til at være i. Lydniveauet på Studenterhuset har aldrig været blandt landets laveste, men i aftenens grissede anledning, blev der kræftedeme spillet højt. Så højt, at det væltede ned med flasker fra forstærkerne allerede et par minutter inde i koncerten.

Den kraftudladning af organiseret larm, som der de næste tre kvarter udspiller sig, tager absolut ingen fanger. De, som der ikke er udvandret, ELSKER hvad de får serveret, om det er ødelagt gris eller ej. Selvom at jeg holder mig pænt ude i kanten af salen, kan jeg stadig smage smagen af jern og sved fra pitten en 10 meters penge til højre for mig – denne er så levende, at forsanger J.R. Hayes får udnævnt en “mosh master” blandt publikum, som der får til opgave at styre løjerne. Hvordan det gik ham, er der ingen der ved…

Kort fortalt: hvis du er til den slags, så var det skide fedt. Det var dog meget tydeligt, at det var langt fra alle, der var det. Har du nogensinde overvejet, om et trafikuheld kan køre på skinner i tre kvarter? Så kan du tage ind og se Pig Destroyer, og finde ud af hvordan det lyder.

Fleshgod Apocalypse 3,5/5

Med maven fuld af sprængt svin og dårligdom blev den timelange ventetid imellem aftenens to sidste bands iværksat, mens alle os festivalgængere enten smuttede i baren, ud for at ryge, eller et sted imellem de to. Til de af vores kære læsere, som ikke har gæstet AMF før, så er der kun én scene i brug, hvilket ikke altid tillader den største scenografi under festivalen, da det er den slags, som der kan gå ind og skabe et tomrum i programmet, som der leder publikum til at kede sig… Medmindre man selvfølgelig hedder Fleshgod Apocalypse, for de spiller sgu ikke uden et flygel!

Spøg til side, så var det sgu en drøj time at kæmpe sig igennem, velvidende at jeg stadig havde en bil, som jeg skulle have med mig hjem igen. Det besværliggjorde det at holde gejsten oppe, da det ikke bare lige var til at drikke ventetiden væk som 9/10 andre, og man kan også kun spise så mange mædl pøller, før man bliver træt. Da der så alligevel gik tæt på et kvarter ekstra, før dørene indtil salen blev åbnet, var jeg nærmest allerede i færd med at tælle får. Da steg mit håb først, da det nu var tid til blast beats som mamma elsker det, men i stedet virkede koncerten mest bare flad.

Der var tale om en hitspækket sætliste med masser af sange fra deres to nyeste plader King og Veleno, men vi skulle et pænt stykke ind, før den generelle puls i lokalet steg, i det de spillede The Violation. Den lange og dramatiske intro indbød også pænt til en lille advarsel om at “nu bliver det ondt,” og da fandt alle musikerne ude scenefronten lige et højere gear. Headbangingen fik lige et hak op ad i hårdhed, og intensiteten steg, om end for en kort stund.

Som energien lige så stille igen begyndte at dale, kunne jeg mærke, at det nu var tid til at sige tak for i aften. Det er ikke meget ved at holde stædigt ud til en koncert der potentielt kan blive federe, hvis den energi koster en overseelse på motorvejen hjem. Da klokken var knap 1 kiggede jeg en sidste gang mod scenen, tænkte et sagte “arrivederci” mod de italienske metalmastodonter på scenen, og vendte snuden hjemad for at lade op til en endnu vildere dag, i morgen.

/ Jacob Wammen