Det stod som nordlys ud fra Voxhall fredag aften, da selveste Paradise Lost triumferede sine dunkle og karismatiske melodier ind gennem tyk scenetåge og ud over en fuld koncertsal.
En aften, der nåede sit spændingspunkt som det første, da Guido Montanarini trådte ind i lokalet og rodfæstede sig bag trommerne. Paradise Lost er et af de mere etablerede bands, der indmarcherede Storbritanniens undergrund i 1988 og siden hen har stået sammen modstandsdygtige, hvor de kun har skiftet trommeslagere. Med Paradise Lost trommeslager, der nyligt tilsluttede sig bandet til deres Europa tour, leverer de stadig mørkt, fuldkomment, refleksivt og kreativt.
Forinden denne stjernestund, manifesterede supportbandet Hangmans Chair salen, hvor melodier illuminerede salen tungt hængende i et lysshow, der skød frem dybt deprimerende, dystert og i langsomt tempo. Som for mig i øjeblikke var i uoverensstemmelse med bandets høje energi og voldsomme bevægelser, der virkede en smule forstyrrende. En koncert, der lagde op til fordybelse, men med lukkede øjne. Dog fik jeg ikke fornemmelse af et synderligt entusiastisk publikum, men en mængde, hvor flertallet kedede sig lidt, afventende i en tavs rastløshed.
En rastløshed, der eksploderede ud i begejstring, da startskuddet fra Paradise Lost blev affyret med sangen ”Enchantment”, der udkom på pladen ”Draconian Times” i 1995, som også her er det indledende track. Et track, der på mange måder introducerer og bekræfter Paradise Lost’s stilistiske udtryk og den fleksibilitet og eksperimentelle og fuldstændige accepteret variation bandet arbejder med. For kreativitet er også at gøre fantasifulde ideer til virkelighed og at skabe nye sammensætninger. Det vil jeg i høj grad vove at påstå Paradise Lost har haft succes med og den rejse tog de os også på denne aften.
Hvor en mørk og dynamisk flod af sorte melodiske nuancer gennemborede øregangene og hvor de både visuelt, men også instrumentalt viste sig selv og den originalitet Paradise Lost har. Der stadig er loyal i sin egen identitet. Deres helt seneste og sekstende album ”Obsidian”, der udkom i 2020, der nostalgisk, og stadig lige så dunkel, rummer den mangefold af stile i gotisk, død og doom, som bandet gennem tiderne har udtrykket. Med sange hvor clean vokal efterfølges af de dybeste Growl, som Nick Holmes selvsikkert fremfører dem i ”Darker Thoughts”. Og sange fra deres tidlige albums, herunder ”Gothic”, der præsenterer en verden af melankoli og sorg og hvor mørket frister i en æstetisk skikkelse, der bør omfavnes og optages helt ind i sjælen.
/ Iben Neergaard
-
Hangmans Chair
-
Paradise Lost