6. juni 2018 var en dag hvor 40.000 mennesker indtog dyreskuepladsen i Odense.
Dagen var ualmindelig lækker med sommervarme og solskin….. Og en masse god Rock N’ Roll.
Det ikoniske band Guns N’ Roses kom forbi H. C. Andersens hjemby, og Danmark tog pænt imod dem.
Der var opvarmning af Greta van Fleet og Manic Street Preachers, som havde fået godt 30min hver til at varme publikum op med.
Det hele var fra start forsinket godt 30 minutter, hvad der selvfølgelig bare er pisse træls.
Men de to bands fremførte hver deres okay underholdende koncerter, som jeg ikke vil komme så meget ind på her.
Det er aftenens hovednavn vi vil belyse her.
Inkl. forsinkelse skulle de egentlig have gået på scenen kl. 19.30, men først lidt efter 20.00 gik deres introvideo i gang. En introvideo der var fuldstændig unødvendig lang og kedelig. På et tidspunkt virkede det som om den var gået i hak, og det var bare en gentagelse af sig selv i 8 minutter. Det var sgu lidt kikset.
Men derefter var festen endelig i gang. Slash, Axl, Duff, og resten af slænget indtog scenen til stor jubel, og vi fik nogle veludførte udgaver af “It’s So Easy”, “Brownstone”, og “Chinese Democracy”. Sidst nævnte fra det mere udskældte album fra 2008.
Herefter kom en af de helt store publikums favoritter, nemlig en yderst potent udgave af “Welcome to the Jungle”, stærkt efterfulgt af fantastiske “Double Talkin’ Jive”.
En ting man bliver nød til at vende når vi snakker koncert med GNR, er om de i virkeligheden er verden største kopi-band. For hold nu op de spiller mange kopi numre. Ud af de 28 numre de spillede på aftenen, talte jeg 10 covernumre.
Og nogle af dem var unødvendig lange. Ja, det var fedt da Slash og Richard hyggede sig med at spille Pink Floyd nummeret “Wish You Were Here”. Men de gjorde det sataneme længe, uden nogen kontakt til publikum… Og det blev sgu lidt kedeligt til sidst.
Det samme skete da Slash, til min store jubel, begyndte at spille kærlighedstemaet til The Godfather… Et super smukt nummer… Men igen, gik der bare lidt for meget guitar-hejs i det.
I stedetfor absolut at vil lave en marathon koncert på 3 timer, kunne de godt have kørt det ned til måske, 2,5 time, og så have bevaret intensiteten og magien.
For intesitet var der bestemt. Specielt når de bragede de store GNR klassikere udover dyreskuepladsen, som “Sweet Child O’ Mine”, “November Rain”, og en fantastisk liveudgave af “Nightrain”.
Og så må jeg lige fremhæve hvor røvfedt det lyder når 40.000 glade mennesker skråler med på “Knockin’ on Heavens Door”… Det var sgu lige til at få stå-pels af!!!
Generelt virkede bandet i hopla, og de var yderst velspillende og energien fejlede heller ikke noget.
Til trods for at Axl er blevet en herre på 56 år, løb han rundt på scenen med hans karakteristiske løb og bevægelser som han gjorde i de unge GNR dage. Og det gjorde han også efter 2,5 times koncert… Det var sgu fedt at se på.
3 ekstra numre blev det til. Først “Don’t Cry, så endnu et covernummer, denne gang af The Who klassikeren “The Seeker”, for til sidst at brage den fedeste finale af.
Alle koncertens irritationsmomenter var for en stund fuldstændig glemt. En fed fed liveudgave af “Paradise City” blæste os alle omkuld. Axl var selv så ivrig at han helt glemte at blæse i hans fløjte på det rigtige tidspunkt.
Det hele kulminerede i konfetti i dannebrogsfarver og kæmpe festfyrværkeri… En afslutning der sørgede for at vi alle gik derfra med et kæmpe smil på læben.
Jeg har det sgu svært med at give stjerner til denne koncert…. De får 3 ud af 5 stjerner…. Det lyder måske af alt for lidt, og det er det måske også… Men der var bare lige lidt for mange øv og gaaab oplevelser, som piller lidt af helhedsindtrykket…
Jo, det var sgu fedt at se dem, og de var pissegode, og de skabte en fest…. Men der var bare for meget fyld. Næste gang må de godt pille 30 minutters guitar-lir og covernumre ud.
Af Fravn