Hold da kæft! Så oprandt tidspunktet jeg og garanteret rigtig mange andre tilhængere af thrash og speed metal har ventet på med intens spænding – nemlig at Evil Invaders smed deres nye album på gaden. ”Feed Me Violence” indeholder ni helt friske ofringer til de energiske og tempofyldte guder, og så er spørgsmålet, kan pladen leve op til de høje forventninger? Afgjort et stort fedt JA! De kære belgiske thrashere har gjort det igen. Lavet en plade som fortsætter deres vilde tur rundt i det aggressive grænseland imellem speed metallen og den old school thrash metal. Og samtidig skruer de en tand i vejret for de melodiske ingredienser, hvilket blot tilføjer Evil invaders-universet endnu mere medrivenhed og personlighed (selvom det næsten er umuligt, da bandet allerede i forvejen er så forbandet unikt indenfor deres felt).
”Feed Me Violence” starter ud med ‘Mental Penitentiary’, der, efter en bette trommeintro, fræser afsted i bedste stil. En bidende solo viser hvor skabet skal stå, og så dukker vores gamle frontskråler Joe op og lader sin karismatiske vokal rive hovedet af lytteren. Trademarket med de skingre toner rundt omkring er velbevaret, og man kan allerede her konkludere tingene er ‘business as usual’. Og dog. For det virker som om bandet har aftalt den bare skal have alt, hvad den kan trække denne gang, og de skal bevise, de stadig flå os fra hinanden og mere til. Man fornemmer også klart fra start samtlige medlemmers dedikerede engagement og smittende spilleglæde hele vejen rundt, og selve sangen indeholder tilpas mange stykker, lækre soloer og andre små detaljer her og der og alle vegne, så vi ryger langt op på barometeret i forhold til intensiteten. Efter lidt under fire minutter er energibomben i mål og slutter af på klassisk ‘larm-i-slutningen’ manér, men knap er vi igennem deres ride out, før vi får den næste uppercut lige i sylten. ‘As Life Slowly Fades’ hopper i gang og et inferno af midt-tempo headbanger stykker, fuld kraft fremad inputs, spillevende trommer der kan tage pusten fra enhver, samt melodiøse leads og soloer i hobetal så selv Yngwie J. Malmsten må nikke i respekt, bliver hældt ud over os.
‘Suspendid Reanimation’ er bette intro med synth og noget ren atmosfærisk guitar. Den fungerer som en bro over til det næste udbrud som er den trækkende ‘Broken Dreams In Isolation’, der lyder lidt hen ad en blanding imellem gammel Exciter i deres tungere momenter og Savatage i deres velmagtsdage. Et genkendeligt melodisk riff kæder det hele sammen, og en Joe der igen viser sin brede kunnen på det vokale register. Midtvejs skal vi dog lige have lidt fra den hurtige hylde igen og sammensmeltningen af dobbeltpedal, endnu en lækker solo, det efterfølgende langsommere stykke med mere solo ovenpå leder os sikkert mod slutningen, og man kan ikke andet end at smile over hele femøren.
Smilet fortsætter med det efterfølgende track som er titelnummeret. Tempoet i vejret på ny og opskriften er ligetil. Ikke så mange dikkedarer. Der kommer dog et afbræk fra de 200 i timen inde midt i med et lidt mere roligt øjeblik, hvor den melodiske guitar og de mere laid back tønder får lov til at høste opmærksomheden. Vi er selvfølgelig tilbage kort efter med solid smadder og et så knurrende udbrud fra sangeren, at Dave Mustaine anno 1986 ville have været stolt.
‘Oblivion’ præsenterer os for en lille arabisk lydende intro, inden vi går over i en ren 80’er passage med clean guitar, flyde-solo der naturligvis udvikler sig, Lars Ulrich-inspirerede trommer og en solid bas der holder sammen på det hele. Herefter trykkes pedalen i bund, og raketten skydes afsted i et anfald af noget, der bedst kan beskrives som Iron Maiden på speed. Der kommer også noget midt-tempo længere henne, som lyder listende på en næsten marcherende måde. Joe’s vrede stemme udspyr sure udbrud imens en guitar sender stemningsfyldte toner ud i øregangene. Kort efter er vi oppe på beatet igen. Variation kan man sgu ikke ligefrem sige, man mangler på dette udspil.
Vi får en kort pause fra det intense niveau via ‘Shades of Solitude’, der er et kort instrumental intermezzo med alt man behøver. Ren lyd, lidt keyboard, distortion, tung rytme, og ja gæt selv – endnu mere solo.
Så er vi nået frem til min personlige favorit fra skiven – ‘Anger Within’. Det er hvis ikke ligefrem det bedste, så i hvert fald et af de aller 
fedeste numre, jeg har lagt øre til i år! Første gang jeg hørte albummet, stod jeg og vaskede op samtidig. Da det her nummer kom, var det tæt på at koste en tallerken, og det meste af køkkenet var sovset ind i sæbevand bagefter. For satan det rykker bare alt i smadder. En lad-os-nå-toget trommerytme i hurtig hastighed samt hængetoner fra den seksstrengede starter denne perle ud. Dernæst bas og tønder sammen og BUM – så er alting på og man mærker automatisk, hvordan, man får denne her ubeskrivelige trang til bare at headbange sig igennem alt og alle. Vi får pryglet tinnitussen med nogle velskrevne og medrivende vers, og så høvler vi lige klunkerne helt i top med et af de lækreste omkvæd, jeg har hørt i umindelige tider! Tror faktisk vi skal tilbage til sangen ‘Tortured By the Beast’ af selv samme band, siden jeg har haft samme fede kuldegysning over et omkvæd. Men det slutter ikke her. Næ nej. Vi skal ca. halvvejs ind, så går vi over i et simpelt, men afsindig vellydende fingerspil der får lov til at smide det ene lag på efter det andet og resten af nummeret er ren solo-fræs, inden det hele fader ud. Tjek forresten også lige det skrig ud der kommer kort inden fingerspillet – ikke skide originalt, men det fungerer perfekt og sidder lige, hvor det skal. Det her nummer skal simpelthen bare høres. Igen og igen.
Afslutteren er ‘Among the Depths of Sanity’. Det er skivens længste og indeholder samtidig også en del facetter. Introen kunne have været skrevet af Testament omkring ”The New Order”-perioden, og når vi endelig går i gang, er der uden tvivl lidt Anthrax-inspirationer at finde. Da versene falder ind, dukker et band som Nuclear Assault op i tankerne og alle de nyere bands i den boldgade som f.eks. Gama Bomb og Municipal Waste. Vi får således også lige besøgt Heathen et smut og man kan ikke lade være med at tænke på, om dette nummer egentlig er skrevet som en slags hyldest til nogle af Evil Invaders egne idoler?
Og så er vi færdige. Stakåndet som havde man forsøgt at løbe en marathon. Og måløs som ind i helvede. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi turde håbe på gutterne kunne leve op til de ret så høje forventninger, som man har gået og bygget op. Ikke mindst på grund af den koncert de leverede på årets Heavy Agger. Ikke kun årets koncert men også den bedste, jeg har set de sidste i hvert fald 10 år! Helt absurd. Nu kan man så ånde lettet op og fryde sig over de endnu engang har begået en genistreg på udgivelses-kontoen. Jeg har svært ved at sætte en finger på ret meget ved ”Feed Me Violence”. Kender man til Evil Invaders, kan man uden betænkeligheder trygt kaste pengene efter albummet. Der er som nævnt hældt lidt mere fra den melodiske skuffe i sammenkoget, men det klæder bandet og ødelægger ikke det aggressive eller intensiteten – snare tværtimod. Det hele får en ekstra dimension og kanterne bliver mere tydelige. Kender man ikke til bandet, men er tilhænger af speed og thrash metal, kan man også roligt erhverve sig deres nye opus (og selvfølgelig resten af bagkataloget nu man er igang!) Det er sjældent jeg hiver en topkarakter op af hatten, men har hørt denne her utallige gange nu, og den har åbenbart ikke planer om at blive mindre interessant med tiden. Den vokser fortsat, og er sgu et fuldendt værk i mine øre. Nu er den store diskussion så til gengæld, hvilket der er årets album for mig – denne her eller Kreators ”Gods of Violence”?
Af Skousen