W.A.S.P. – VoxHall 11. oktober – anmeldelse


Reviewed by:
Rating:
4
On oktober 12, 2017
Last modified:oktober 12, 2017

Summary:

Setlist:
The Crimson Idol:
1. The Titanic Overture
2. The Invisible Boy
3. Arena of Pleasure
4. Chainsaw Charlie
5. The Gypsy Meets the Boy
6. Doctor Rockter
7. I Am One
8. The Idol
9. Hold on to My Heart
10. The Great Misconceptions of Me

Greatest Hits:
11. The Real Me
12. L.O.V.E. Machine
13. Golgotha
14. I Wanna Be Somebody

Onsdag aften i Aarhus var, på overfladen, en kedelig våd efterårsaffære…. Men kun på overfladen.
Begav man sig indendørs i VoxHall‘s hyggelige og varme lokaler, summede det af forventning og glæde hos de mange fremmødte. Aldersmæssigt var vi i overtal af 40+ på denne aften.
Det skyldes at det store ikoniske 80’er glamrock band W.A.S.P. havde lagt vejen forbi Aarhus på deres “The Crimson Idol” Re-Idolized tour. Det er deres 25 års jubilæums tour for albummet The Crimson Idol, der omhandler den sørgelige skæbne for Jonathan, som er Blackie Lawless’ alterego.

Men inden hovednavnet indtog scenen, skulle publikum varmes op. På denne aften var det de voldsomt energiske thrashere fra Impalers.
Med Impalers ved du hvad du får…. En voldsom energiudladning lige ud i fjæset fra scenen. Det er ungdommens kraftfulde thrashenergi uden at blive overdrevet aggressiv.
De spiller hurtigt og energisk, og så er de sgu en fornøjelse at se og høre på.
Denne aften var ingen undtagelse. Man kan nærmest være lidt ærgelig over at deres sæt kun varede 30min.. De var velspillende og udstrålede en vanvittig spilleglæde. Og så er de alle på scenen en flok entertainere der gør deres til at få publikum med.
Ikke alle publikummer kunne dog forstå musikken. Men der er selvfølgelig også en stor forskel på musikken som W.A.S.P. leverer, når det er dem man kommer for at høre, og så den anerledes hårdtslående thrash som Impalers fyre af. Men pyt…. De fik sgu nok en musikalsk oplevelse alligevel 😉

Lidt efter kl 21, gik W.A.S.P. så på scenen. Og jeg må indrømme, at jeg ikke rigtig vidste hvad jeg skulle forvente. Jeg har aldrig rigtig dyrket deres musik. Men jeg blev virkelig positiv overrasket.
Som tidligere nævnt så var det deres Re-Idolized tour, med 25 års jubilæet af deres “The Crimson Idol” album. Et album som Blackie Lawless skrev, som omhandlede han alterego Jonathan. Jonathan mister sin bror i et trafikuheld, hvorefter han går ned med flaget og finder trøst i sprut og stoffer. Senere hen skaber han sig en karriere med musik, men kan ikke slippe de dårlige vaner, der til sidst tager livet af ham.
The Crimson Idol blev udgivet i 1992.

W.A.S.P. viser hurtigt at de ikke bare er et levn fra fortiden, til trods for at Mr. Lawless stadig render rundt i mokasiner og knæbeskyttere. De er velspillende og og har en voldsom fed power i deres lyd. De skabte hurtigt en fantastisk onsdagsfest på VoxHall.
Eneste lillebitte minus ved deres set-up, var i den første time af deres sæt. Her blev den spændende historie om Jonathan fortalt på storskærme, som gjorde at du nærmest var i biografen og se en film, men med levende musik. Lawless kom ikke rigtig ud over scenekanten, på nær når han inviterede til fællessang på enkelte omkvæd, hvad der tilgengæld var super fedt, og folk var virkeligt med. Ellers vendte han sig for det meste med ryggen til publikum når han ikke sang. Det var sgu lidt øv.
Indtil midt i sættet havde lyden været super god. Stort set helt spot-on… Men det var som om at de pludselig havde givet lyden et hak eller to op. Den blev til tider meget skinger og øreskærende i både guitar og vokal.
Efter præcis én time sluttede historien om Jonathan…. Filmen var slut, og W.A.S.P. forlod scenen. Den oblikatoriske råben på ekstranumre begyndte. Inkl. en “ekstranummer-intro” (hvis man kan kalde det), gik der næsten 10 laaange minutter inden de kom tilbage på scenen.
Og her skal jeg love for at VoxHall så eksploderede. Bandet havde ikke en film de skulle gemme sig bag længere, og de kom alle ud over scenekanten for fuld skrald. Der var nu greatest hits fest med numre som “L.O.V.E. Machine” og “I Wanna Be Somebody”. Det var den perfekte finale på en fed rock aften. W.A.S.P. kom til VoxHall, og de sejrede stort set hele vejen.
Vi må også lige huske at nævne at Blackie Lawless’ vokal stadig holder. Nogle steder er den måske en smule mere rå en ren, men han kan sgu stadig synge.
En sidste ting jeg vil fremhæve, er den guitarsolo som guitarist Doug Blair fyrede af i nummeret “Golgotha”. Den var tæt på at være himmelsk, som var det selveste David Gilmore der stod der. Fuck det var fedt!!!

Alt i alt en fed aften. Vi kørte hjem fra VoxHall med et smil. Vi giver dem 4 ud af 5 stjerner.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*