Copenhell 2018 – dag 1 – reportage

Dag 1, og nu var festivalen for alvor i gang.
Efter en Warm-Up dag i går med positive overraskelser, men også lidt skuffelse, var vi nu klar til en festival med et godt sammensat og bredt program.
Men how…. Hvad mener han med at der var skuffelser på Warm-Up dagen?!?!
Jamen det kan jeg da godt lige hurtigt belyse….. Hvis vi skal starte med det positive, vil jeg nævne L7, som faktisk gjorde det røv godt… De var på og skabte en fed fest… Vi kom desværre lidt sent, så vi nåede kun halvdelen af deres sæt.. Og Turnstile oplevede vi desværre slet ikke, hvad jeg efterfølgende fik at vide var sur røv… For de havde i den grad være fede.
Mustasch var også helt kanon, og Neurosis (selvom de ikke lige er min kop fløde), så var det dæleme også en solid omgang de fik givet os.
Nej, der hvor jeg desværre blev skuffet, var da Red Warszawa gik på scenen med deres sæt. Jeg havde set frem til dem, og var klar til at skråle med på “Børn er dumme og grimme”, og Husk at drikke vand, ellers dør I”…..
Men sådan skulle det ikke være…. De havde lavet en covernummer aften…. Og fred være med det, hvis det så bare var godt…. Det var det desværre langt fra… Der blev sunget piv falsk, og det hele var bare ikke godt… Lidt som om de lige havde fået ideen til en coveraften for et par dage siden, og ikke havde nået at øve ordenligt op.
Jeg var ikke underholdt.

Nå, fuck det… Tilbage til at det nu var blevet torsdag, og vi skulle i gang for alvor.
Vi møder ind kl. 14.30, og tænker…. Hmmm, Tremonti eller The Last Internationale…. Hmm… Det bliver det sidste…
Jeg er lidt en sucker for den kvindelige vokal i The Last Internationale, og så har de jo lavet et mega hit i “Wanted Man”.
Og jeg må sige at jeg blev ikke skuffet.
Det er første gang jeg oplever dem live, ja det er faktisk første gang at bandet overhovedet spiller i Danmark. Og publikum på Copenhell var heldigvis også gode til at tage imod dem.
De spillede godt og deres performance var super energisk. Og forsanger Delila Paz har jo bare en helt fantastisk kraftfuld stemme.
Og jeps, vi fik også “Wanted Man”.. I en lidt skæv live udgave i forhold til albumversionen, men bestemt ikke ringere.

Så var det tid til at gå på hastige føder gennem folkemængden, med kurs mod den største scene på Copenhell… Nemlig flagskibet Helviti.
Her skulle vi nu opleve en gang metalcore af den lidt mere kommercielle og melodiske slags. Det er selvfølgelig Parkway Drive vi snakker om her. Og med numre som”Vice Grip” og “Wild Eyes” var der da nærmest også dømt fælles sang foran Helviti.
Parkway Drive spillede tight lækkert og tungt, og de skabte en kanon fest for de mange tusind der havde stillet sig klar på denne lækre solskins eftermiddag.
Parkway Drive, kom og de leverede… Meeeen, der var ikke meget mere i det en det… Det skal ikke tages negativt, for det var en fed koncert. Men det virkede også lidt som om de kørte den hjem på rutinen. Men bevares de havde jo også lige 3 festivaljobs over denne weekend.

Nu havde jeg dagens næste dilemma… Zeal & Ardor skulle til at gå på Pandæmonium, og Asking Alexandria skulle på Hades… Det var det uprøvede blad, mod det større kendte navn.
Her valgte jeg så det større kendte navn. Det blev til Asking Alexandria på Hades.
Har jeg valgt forkert, må I da gerne fortælle om det, og skrive lidt om den oplevelse I havde med Zeal & Ardor…. Jeg ville sgu gerne have oplevet dem… Men man kan jo desværre ikke være to steder på én gang.
Stilmæssigt her, synes jeg ikke at vi er langt fra Parkway Drive. Asking Alexandria er måske lidt mere ungdomslyden der trykker igennem i forhold til Parkway, men genren er stadig meget kommercielt i lyden.
Men pyt, for hvad fanden gør det når man kan skabe en fest. Og det kunne Asking Alexandria i hvertfald. Med store røgkanoner på scenen, nu når der ikke måtte bruges ild (pga tørken), så var det sgu en fed effekt til den energi de leverede.
Det her var min første koncert med dem, og jeg gik derfra glad og tilfreds, og en lille smule mere træt i kroppen end da jeg kom.

Koncerten på Hades var nu slut, og til var tid til at gå den nemme gang tilbage til Helviti endnu engang.
Denne gang var det giganterne fra nord, Nightwish der skulle i gang. Ingen er over Nightwish når vi snakker sympfonisk metal.
Og kunne det snart blive større end da introstykket i “End Of All Hope” bragede ud over Copenhell og Refshaleøen…
Der var mange gode sange fra tilbage i tiden, som bl.a. “Slaying the Dreamer” og en aldeles potent og powerfull udgave af “Devil & the Deep Dark Ocean”…. For sadan der var skralbang på den 😀
Nightwish er et band der bare leverer hver gang. De gør det altid med et smil og en fest på scenen. En fest som vi alle er inviteret med til. Og så er deres lyd jo bare så kæmpe stor når den brager ud over os alle.
Et af mine højdepunkter ved koncerten, udover sidstnævnte “Devil & the Deep Blue Ocean”, var da de sluttede koncerten af med det, i min optik, nok bedste Nightwish nummer ever. Det er selvfølgelig “Ghost Love Score”, som rummer så mange elementer i løbet af de ca 10.30min nummeret varer. Det er sgu bare pisse fedt.
Tak til Nightwish for endnu en fantastisk koncert.

Nu fik vi travlt…
Der skulle næsten løbes over til Pandæmonium og endnu et genreskift.
Vi var igen i metalcore.. Men denne gang var det ikke den bløde kommercielle slags…. Nu var det råt for usødet… Det var kompromisløst. Det var Thy Art Is Murder.
For mange real metalheads var dette festivalens hovednavn… Og da de allerede spillede “Puppet Master” som nummer to i deres sæt, var jeg da også lige ved at få et bette plet i buksen. “Think For Your Fucking Selves!!!!!” Det er voldsomt, det er lækkert og ærefrygtindgydende på samme tid. Det er musikalsk kunst.
Thy Art Is Murder rev Pandæmonium og de tilstedeværende publikummer total rundt ved roden.
Og nu mine damer og herre… Nu kommer jeg til at stå for skud…. For jesus christ valget var svært.
Jeg forlod Thy Art Is Murder, fordi jeg skulle over på Hades og tage billeder, samt opleve et af de større navne på dette års festival, Arch Enemy. Skæld mig bare ud næste gang vi mødes…. For man forlader sgu ikke en Thy Art Is Murder koncert 😉

Nå men pyt… For jeg glemte faktisk hurtigt The Art Is Murder, og lod mig rive rundt at den voldsomme energiudladning som Arch Enemy kom med. Fuck det var en pisse fed koncert de fik givet os. Og med en sætliste hvor de ligger ud med  “The World is Yours” og War Eternal”, vidste man at dette ville blive fedt.
Og vokalen hos Alissa er super fed live…. Jeg har altid haft det en smule stramt med hendes vokal på deres studiealbums, for jeg synes hun bliver lidt triviel at høre på i længden. Men live….. Hold nu kæft hun er god.
Til trods for at Arch Enemy også havde 3 festivaler de skulle spille henover denne weekend, så var der ingen rutine over deres optræden… Der var smæk på både energien og deres optræden.
Arch Enemy koncerten var min første helt store positive overraskelse på dette års Copenhell. Men positive overraskelser skulle der heldigvis komme mange flere af i løbet af dagene.

Så var det over til Helviti igen. Et af festivalens helt store hovednavne skulle i gang. Vi snakker om Avenged Sevenfold…. Godt nok er Avenged Sevenfold snart lige så udskældt i metalkredse som Volbeat og Nickelback, men man kan sgu stadig ikke tage fra dem at de har lavet nogle helt tilforladelige hits, som f.eks. “Hail to the King” og “God Damn”.
De fremførte da også en helt igennem fed og kraftfuld koncert, og alle de gode “syng med” hits var der.
Engang imellem syntes jeg egentlig det er lidt synd at de kan være udskældte, for de skaber sgu en fest og tilhængere mangler de ikke. Om det er den der med “at nu er de så store, og de spiller jo ikke rigtig metal”, ved jeg ikke. Men lægger vi den på hylden, så er de sgu meget fede.
Igen, som Parkway Drive, synes jeg de kørte en lille smule på rutinen… Men også her skulle de jo have 3 festivaljobs henover weekenden… Meeeen det bør ikke være en undskyldning for ikke at slå sig selv ihjel på scenen for sine fans.

Dette var et udpluk af koncerter på denne helt igennem lækre første dag på Copenhell.
Der var meget mere vi også kunne have kigget på… F.eks. MØL, Bullet For My Valentine og Soulfly. Men oplevede I dem, så ved I hvor fedt det var. Og oplevede I dem ikke, så bare sur røv… 😀

Vi vender snart tilbage med en reportage fra dag 2 på Copenhell, hvor vi igen belyser lidt udvalgte koncerter.

Af Fravn

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*